Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/195

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
147
1331 fgg. anſeede Geiſtlige.

Perſoner flere ſtørre eller mindre Gaver, hvoriblandt til hans Syſter Solveig tre Leſter Vareklæde, til Helge Paalsdatter en Karfe med Ran og Redſkab, m. m. Til Executorer indſatte han ſine Medbrødre Gunne Jærnſidesſøn og Haakon Ivarsſøn, den ſamme, der ſiden blev valgt til Erkebiſkop. Naar man her læſer om ſaa mange verdſlige Klædningsſtykker, ja endog Vaaben, hos en Geiſtlig, og om den Uforbeholdenhed, hvormed han ſaa rigeligt betænkte hiin Helge Paalsdatter, der ej kan have været andet end hans Følgekone eller borgerlige Huſtru, faar man en beſynderlig Foreſtilling om det Liv, ſom han, og ſandſynligviis de fleſte højere Geiſtlige, paa den Tid førte. Hermed pasſer ogſaa den Skildring af Geiſtlighedens Levnet i Norge omkring Aar 1400, ſom Dietrich af Niem, Biſkop af Verden, ſiden af Cambray, gav i ſit omkring 1400 ſkrevne Verk „Nemus Unionis“. „I Norge“, ſiger han, pleje baade Klerker og Lægfolk at drikke lige meget, og hvis En ikke over al Maade kan beruſe rig i Øl, ſynes han ej, at han er lykkelig. Den Ene fordrer af den Anden, at han ſkal gjøre ham Fyldeſt ved at drikke ligeſaa meget ſom han, og Ingen, ſom ikke ſaa det, ſkulde tro, hvor meget baade Mend og Kvinder der kunne drikke paa een Gang, og dette ſkeer ſaa længe, indtil man falder drukken omkuld. Den, ſom bedſt kan tømme ſit Beger, holdes for at overgaa de andre i Legemsſtyrke og Raſkhed. I de ſamme Egne er det tilladt Biſkoper og Preſter offentligt at holde Friller, og naar Biſkopen to Gange om Aaret viſiterer de ham undergivne Preſter og Sognekirkers Beſtyrere, fører han Frillen med til disſe Preſters Huſe, og hun tillader ikke engang ſin biſkopelige Elſker at viſitere, uden at hun er med, deels fordi hun da lever højt hos Preſterne med disſes Friller og dertil faar Gaver af dem, hos hvem der viſiteres, deels ogſaa fordi hun vil pasſe paa ſin Elſker, at han ikke ſkal blive forelſket i en anden, der er ſmukkere. Skulde tilfeldigviis en Preſt ingen Frille have, da betragtes han ſom den, der ſviger en god gammel Skik og maa udrede dobbelt Koſthold til den viſiterende Biſkop. Ligeledes nyde ogſaa Preſternes Friller eller Huſtruer i hine Lande Forrangen baade i Kirken og ved Bordet, og have Gang og Sæde foran andre Fruer, endogſaa foran Ridderes[1].

  1. See Theod. de Niem, Tract. VI. c. 35, aftr. i Pontoppidans hist. eccl. II. S. 26. Disſe Bemerkninger, heder det der, gjelder Geiſtligheden i Norge og paa Irland, hvilke to Lande han omtaler under eet, ſom de yderſte mod Norden og Oceanet. Men der er et ſtort Spørsmaal, om ikke Forfatteren her har for vexlet Island med Irland og derpaa gjengivet dette med det ſedvanlige latinſke Navn, „Hibernia“, ſamt tilføiet en Bemerkning om disſes Frugtbar hed. Beſkrivelſen over de Geiſtliges Ferd pasſer idetmindſte allerbedſt paa, hvad vi kun lidet ſenere forefinde paa Island. Der ned visſelig Preſternes