Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/191

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
143
1331 fgg. Anſeede Geiſtlige.

hørt Aslaks andre Brødre, vare imidlertid blevne bortſolgte. Aslak døde ikke lang Tid derefter. Han gav ogſaa betydelige Gaver i ſit Teſtament til Ramnes og Lauvø Kirker, ſaavelſom Hoſpitalet i Tunsberg og Chorsbrødrenes Commune i Oslo[1], men det er dog at antage, at den ſtørſte Deel af hans rige Arv gik til Børnene Eyſtein og Asgerd. Eyſteins ſtore Formue maatte viſtnok ſkaffe ham ſtor Anſeelſe i Capitlet, og dertil ſynes han efter alt, hvad man merker af hans Virkſomhed, at have været en driftig, virkſom og nidkjær Mand. Der er al Sandſynlighed for, at han ved Erkepreſten Hallvard Arnaldsſøns Død, der indtraf noget efter 1373, ſelv en Tid forvaltede dette Embede, hvormed Sognepreſt-Embedet til Haugen Kirke paa Eker var forbundet[2], thi vi ſee ham ferdes om i Kirkens Erende ſom etſlags Formand for de øvrige Chorsbrødre, og dertil kjøbte han af og til Jordegods i Lider, Naboheredet til Eker, hvor desuden hans Syſter vorde i en anſeet Stilling, og hvor han derhos ſelv maaſkee allerede i Arv efter Faderen havde ikke faa Beſiddelſer. Men ſiden maatte han vel opgive dette Embede, da han — formodentlig i 1383 — blev Provſt i Oslos Provſti, thi i ſamme Aar viſiterede han i denne Egenſkab ved Haugs Kirke, hvilket vel ikke havde fundet Sted, hvis han havde været Sognepreſt derved[3]. Den daværende Erkepreſt var formodentlig allerede Kolbjørn Eilifsſøn, der fra denne Tid af nævnes med denne Titel. Men i Aaret 1385, da Biſkop Jon laa paa ſit Yderſte, ſteeg Eyſtein et Trin endnu højere, da han — maaſkee af Biſkopen ſelv — blev udnævnt til dennes Hjelper eller Coadjutor og Official. Derved fik han allerede den hele Beſtyrelſe af Biſkopsſtolen, og det faldt ſaaledes næſten af ſig ſelv, at han ved Biſkopens Død blev hans Eftermand[4]. Herom, og om den uſedvanlige Virkſomhed, han udviklede, vil der i det følgende blive talt.

  1. Eyſteins Regiſtr. fol. 47, 48, 51, 107, 125.
  2. Nemlig ved pavelig Bulle af 1323, Dipl. N. VI. 107.
  3. Dipl. N. III. 452.
  4. Dipl. N. II. 494 (af 23de Auguſt 1385) og III. 464. Her nævnes viſtnok ikke Eyſtein, der ſtaar kun „Coadjutor et officialis“, men da man ſeer, at dette ej er Erkepreſten Kolbjørn, hvilken udtrykkeligt nævnes, og at derimod Eyſtein fra denne Tid ej mere forekommer ſom Chorsbroder, kan der ej være Tvivl om, at det er ham, der menes. Eyſtein var endnu ikke Coadjutor den 18de Auguſt, da Biſkop Jon ſelv udſtedte et Brev angaaende Sira Arnulf Steinarsſøns Gave af dennes Huſe i Chorsbrodergaarden; fem Dage derefter maa Jon have været ſaa ſpag, at han ikke tiende befatte ſig med nogen Forretning, ſiden Coadjutoren da optræder; hans Liigſteen (hvorom nedenfor) viſer, at han døde i September.