Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/192

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
144
Olaf Haakonsſøn.

Her har vi kun villet give en kort Fremſtilling af en ſaadan anſeet og megtig Klerks Opkomſt og Virkſomhed.

Blandt de Geiſtlige ved de øvrige Biſkopsſtole finder man nu neppe nogen ſaa fremragende Mand ſom Eyſtein, idetmindſte omtales ingen ſaa hyppigt. Dette kan nu vel for en Deel have ſin Grund deri, at man fra denne Tid har langt flere Brevſkaber fra Oslos Biſkopsdømme— end fra de øvrige, men det maa ogſaa tildeels forklares deraf, at Oslos Biſkopsdømme ej alene var det ſydligſte, og inden hvis Omraade de fleſte Begivenheder af Vigtighed nu tildrog m„ men at det ogſaa i Virkeligheden var det ſtørſte og rigeſte, hvor formodentlig de meſt talentfulde Mend, ogſaa af Klereſiet, ſøgte hen, naar de kunde, da de fandt der den videſte Virkekreds for ſine Talenter og havde letteſt Anledning til at tilfredsſtille ſin Ærgjerrighed. Med andre Ord, Oslo var nu bleven Landets egentlige Hovedſtad, og Nidaroos og Bergen, med al den ene Stads gammelkirkelige Glands og den andens travle Handelsliv, vare dog ſunkne ned til Provindsſtæder. Hvad der gav Bergen ſin egentlige Vegt, var desuden ej længer det nationale, men det fremmede Handelsliv, og dette, ligeſom de tydſke Kjøbmends hele Politik overhoved, bidrog til mere at iſolere Staden fra det øvrige norſke Statsliv, end til at give den nogen Indflydelſe paa dette.

Et andet anſeet Medlem af Capitlet i Oslo paa disſe Tider, og ſom ſynes at have ſtaaet i nøje Forbindelſe med de fornemſte Slegter, var Chorsbroderen Narve Matthiasſøn, tillige Sognepreſt til Aas paa Follo, i hvilken Egenſkab han nævnes i forſkjellige Breve, lige fra 1357 til 1379. Ætten ſynes at have haft hjemme i Ignabakke Sogn, hvor hans Broder Hallvard Matthiasſøn boede. I 1361 var han paa Capitlets Vegne nede i Ranarike, forreſten ſynes han, hvad der i de Tider hørte til Sjeldenhederne, at have levet og virket ved ſin Hovedkirke. Førſt da han var gammel, faa Aar før ſin Død 1385, flyttede han til Oslo og kjøbte da Tredieparten af de Huſe ved Poſten i Chorsbrødregaarden, ſom Arnulf Steinarsſøn førſt havde ejet og teſtamenteret til Fattigfolk, og ſom Erkepreſten, Kolbjørn Eilifsſøn, nys havde kjøbt for 13 Mk. Penninge, men ſom han nu lod Narve faa i ſit Sted, imod at overlade Domkirken 20 Øres Bool i Helte i Ramnes Sogn paa Veſtfold[1]. Her gjorde han, 2den Paaſkedag (19de April) 1389, da han laa paa ſit Yderſte, ſit Teſtament[2], hvoraf man erfarer, at han var en meget bemidlet Mand, iſær da det ſandſynligviis kun var en ubetydelig

  1. See herom Dipl. N. II. 363, 379, 430, 455, III. 290, 464, IV. 403, 436, V. 302.
  2. Dipl. N. IV. 564.