Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XI

og at foreſtaae Udgivelſen af Kildeſkrifter til Norges Hiſtorie, ſom Lange allerede fra Begyndelſen havde indehavt. Han lagde ſtrax Haanden paa Fortſættelſen af ſin Hiſtorie fra det Tidspunkt, hvor han havde afbrudt. For at erhverve ſig de archivaliſke Oplysninger dertil, ſom maatte forefindes i Stockholm, foretog han tvende Gange Reiſer didhen. Under den ſidſte Reiſe, ved Juletider 1862, led han meget baade paa Grund af Aarstiden og formedelſt Uheld, idet Heſten paa en lang øde Strækning løb ud, og Munch i Snee og Søle maatte traſke meget langt, inden han kunde finde Folk og Huusly.

Allerede for Storthinget 1859—60 havde Regjeringen foreſlaaet en forhøiet Gage for ham enten i Egenſkab af Rigshiſtoriograph eller ſom extraordinær Profesſor, for at han udelukkende kunde „ofre ſin Virkſomhed for literære Arbeider, vedkommende Nordens og navnlig Fædrelandets Hiſtorie“. Men Storthinget, ſom af Henſyn til det dengang trykkede Budget var endnu mere utilbøieligt end ellers til at bevilge nye Gager, forkaſtede Propoſitionen, og Munch blev fremdeles ſtaaende ſom Univerſitetslærer; dog indrømmedes der ham nu ſom før al ønſkelig Frihed med Henſyn til Varetagelſen af Embeds-Forretninger. Et lignende Forſlag til Storthinget 1862—63 forkaſtedes ligeledes, hvorimod den foreſlaaede Forøgelſe i Gage indtil 1500 Spd. opnaaedes, idet han fik et perſonligt Tillæg til ſin Profesſor-Gage af 300 Spd. Forſaavidt Meningen var, at han tillige ſkulde fritages for ſine Forretninger ved Univerſitetet, gav Storthingets Beſlutning imidlertid hertil ingen formel Adgang, ſaaſom den fornødne Løn til en Vikarius ikke bevilgedes.

De næſten uafbrudt trykkende ydre Kaar, hvorunder Munch havde arbeidet, havde ſiden hans Hjemkomſt fra Rom, trods Familiens Ophold i denne dyre Stad, i det Hele meget forbedret ſig, og paa Grund heraf og ſin forhøiede Gage kunde han nu ſee en lyſere økonomiſk Fremtid imøde. Det var da med dobbelt Tilfredshed, at han efter et anſtrængt Arbeide Paaſkeaften 1863 kunde begive ſig paa Reiſen til Rom for at hente hjem ſin Familie, den han med ſaamegen Ømhed og Inderlighed hang ved. Men desværre ſkulde det ikke forundes ham, ſelv at ledſage ſine Kjære tilbage og med dem gjenſee Hjemmet og Fædrelandet. Han reiſte over Kjøbenhavn og gjennem Tydſkland videre med Jernbane. Paa Reiſen gjennem Alperne, herſkede i Forhold til Aarstiden en Kulde, ſom han ikke var beredt paa at modſtaae, og da han naaede Venedig, var han ſtærkt forkjølet. Efterat være kommen til Rom i ſin Families Skjød, led han fremdeles af nogen Forkjølelſe, da han med Eet blev overfaldt af en heftig, ham ſelv Uforklarlig Sygdom, ſom han imidlertid kom ſig af ſaavidt, at han troede al Fare var forbi. 23de Mai ſkrev han til en af ſine Slægtninger