og at forestaae Udgivelsen af Kildeskrifter til Norges Historie, som Lange allerede fra Begyndelsen havde indehavt. Han lagde strax Haanden paa Fortsættelsen af sin Historie fra det Tidspunkt, hvor han havde afbrudt. For at erhverve sig de archivaliske Oplysninger dertil, som maatte forefindes i Stockholm, foretog han tvende Gange Reiser didhen. Under den sidste Reise, ved Juletider 1862, led han meget baade paa Grund af Aarstiden og formedelst Uheld, idet Hesten paa en lang øde Strækning løb ud, og Munch i Snee og Søle maatte traske meget langt, inden han kunde finde Folk og Huusly.
Allerede for Storthinget 1859–60 havde Regjeringen foreslaaet en forhøiet Gage for ham enten i Egenskab af Rigshistoriograph eller som extraordinær Professor, for at han udelukkende kunde „ofre sin Virksomhed for literære Arbeider, vedkommende Nordens og navnlig Fædrelandets Historie“. Men Storthinget, som af Hensyn til det dengang trykkede Budget var endnu mere utilbøieligt end ellers til at bevilge nye Gager, forkastede Propositionen, og Munch blev fremdeles staaende som Universitetslærer; dog indrømmedes der ham nu som før al ønskelig Frihed med Hensyn til Varetagelsen af Embeds-Forretninger. Et lignende Forslag til Storthinget 1862–63 forkastedes ligeledes, hvorimod den foreslaaede Forøgelse i Gage indtil 1500 Spd. opnaaedes, idet han fik et personligt Tillæg til sin Professor-Gage af 300 Spd. Forsaavidt Meningen var, at han tillige skulde fritages for sine Forretninger ved Universitetet, gav Storthingets Beslutning imidlertid hertil ingen formel Adgang, saasom den fornødne Løn til en Vikarius ikke bevilgedes.
De næsten uafbrudt trykkende ydre Kaar, hvorunder Munch havde arbeidet, havde siden hans Hjemkomst fra Rom, trods Familiens Ophold i denne dyre Stad, i det Hele meget forbedret sig, og paa Grund heraf og sin forhøiede Gage kunde han nu see en lysere økonomisk Fremtid imøde. Det var da med dobbelt Tilfredshed, at han efter et anstrængt Arbeide Paaskeaften 1863 kunde begive sig paa Reisen til Rom for at hente hjem sin Familie, den han med saamegen Ømhed og Inderlighed hang ved. Men desværre skulde det ikke forundes ham, selv at ledsage sine Kjære tilbage og med dem gjensee Hjemmet og Fædrelandet. Han reiste over Kjøbenhavn og gjennem Tydskland videre med Jernbane. Paa Reisen gjennem Alperne, herskede i Forhold til Aarstiden en Kulde, som han ikke var beredt paa at modstaae, og da han naaede Venedig, var han stærkt forkjølet. Efterat være kommen til Rom i sin Families Skjød, led han fremdeles af nogen Forkjølelse, da han med Eet blev overfaldt af en heftig, ham selv Uforklarlig Sygdom, som han imidlertid kom sig af saavidt, at han troede al Fare var forbi. 23de Mai skrev han til en af sine Slægtninger
