Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/188

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
140
Olaf Haakonſøn.

ſees at være kommen i Beſiddelſe af Biſkopsſtolen. Det er ikke uſandſynligt, at Andres virkelig er bleven indviet til Biſkop, og at efter hans Død førſt Philip Gudbrandsſøn har været valgt, men er død ſtrax efter; at Hallgeir derpaa er valgt i hans Sted, men at imidlertid Vikbold, der ſynes at have været en Tydſker, har faaet Proviſion ved Curien, og Hallgeir ſaaledes anden Gang haft den Ærgrelſe at maatte vige.

Af de ſtørre Prælaturer i Norge beklædtes Provſtedømmet ved Mariekirken i Oslo, ſom vi have ſeet, af Cantſleren Hr. Henrik Henriksſøn, ſvenſk af Fødſel, men en mangeaarig Tilhænger, og — naar undtages den korte Misforſtaaelſe i 1371 — Ven af Kong Haakon, ſamt, efter hvad man maa dømme af flere Omſtændigheder, end mere af Dronning Margrete. Han var ſikkert en dygtig og øvet Forretningsmand, hvordan nu end hans geiſtlige Virken var beſkaffen. Magiſter Capellarum og Provſt ved Apoſtelkirken i Bergen, altſaa den førſte af de kongelige Geiſtlige, var Hr. Vinalde Henriksſøn, hvis tidligere Bane vi allerede have berørt. Han var i Beſiddelſe af mange Beneficier. Foruden at have et Canonicat ved Oslo Domkirke, forbundet med Kirkerne paa Thjorn, ſom Biſkop Jon havde givet ham tilbage, efterat han tidligere havde afſtaaet dem, blev han og, ſom ovenfor nævnt, kongelig Klerk og Chorsbroder ved Mariekirken i Oslo, ſamt midlertidig Beſtyrer af Cantſler-Embedet. I 1375 finde vi ham tillige ſom Beſidder af et Canonicat ved Nidaroos Domkirke. Kort efter, formodentlig i 1377, blev han efter Thorſtein Hallgrimsſøn udnævnt til Magiſter Capellarum, ved hvilken Lejlighed han da naturligviis maa have givet Slip paa Canonicatet ved Mariekirken, medens han derimod beholdt ſine øvrige Beneficier. Derhos ſeer man, at Kong Haakon overdrog ham Syſlen paa Vors[1]. At Vinalde var Dronning Margrete ſærdeles hengiven, viſer nokſom hans ſenere Ferd.

Saaledes var der nu blandt Raadets geiſtlige Medlemmer mindſt fire, paa hvis Medhold og Biſtand Margrete ſikkert kunde regne, nemlig Erkebiſkop Nikolas, Biſkop Jakob i Bergen, danſk af Fødſel, og begge Provſterne ved de to fornemſte kongelige Capeller. At derhos ogſaa Olaf i Stavanger var hende forbunden, er af det foregaaende ſandſynligt, og at der har været ſtort Venſkab mellem hende og Biſkop Jon i Oslo, maa ſluttes deraf, at Margrete i ſit Brev af 14de Januar 1385 udtrykkeligt kaldte ham ſin „gode Ven“ og fritog, ſaa længe han levede, hans Landboer paa Folkeſtad i Skedjohofs Sogn i Vettahered for Leding og alle.andre directe Skatter[2]. Man ſeer, at Margrete i Norge fulgte den ſamme Politik, ſom hun ogſaa med Held

  1. Dipl. N. II. 453.
  2. Dipl. N. II. 488.