Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/185

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
137
1381 fgg. Biſkoper.

Peter Jakobsſøn Finkenoge[1]. Man ſkulde næſten formode, at det allerede ved hans Udfart til Rom havde været en ſtiltiende Aftale mellem ham og Dronningen, at han, hvis han opnaaede hvad han vilde, ſkulde give disſe Ejendomme tilbage og derved maaſkee afqvitte, hvad Dronningen havde forſtrakt ham med til hans Øjemeds Fremme.

Det er heraf klart, at hvor ſtore Fortjeneſter denne Nikolas end kan have haft af Dronningen og den danſke Krone, ſaa var han dog intet verdigt Subjekt at ſette paa en Erkeſtol i hvilketſomhelſt Land. End mere utilbørlig var hans Befordring til Norges højeſte geiſtlige Verdighed, da han ej var indfødt Nordmand, ja endog, naar det kom til Stykket, neppe engang danſk af Fødſel, thi Navnet „Finkenoge“ vidner ſterkt om tydſk Herkomſt. Men Margrete ønſkede vel netop at have denne paalidelige Mand i en ſaa indflydelſesriig Stilling i Norge, og vi ville desuden i det følgende ſee, at det juſt var hendes Politik at bringe ſaa mange danſke Mend ſom muligt ind paa Norges Biſkopsſtole: neppe i anden Henſigt end at ſkaffe de danſke Interesſer Indflydelſe i det norſke Raad, hvortil ingen danſk Lægmand kunde faa Adgang. Denne Beſtræbelſe behøver ikke derfor at være udgaaet fra nogen egentlig Forkjærlighed for Danmark, men kan maaſkee alene have haft til Henſigt at knytte Unionen faſtere. Imidlertid var den uheldig, fordi den øjenſynligt ſatte ondt Blod i Norge, og fordi hun, iſær i Førſtningen, ikke gik frem med den tilbørlige Forſigtighed og det rette Maadehold. Siden blev hun noget forſigtigere. Hvor lidet man i Norge ſyntes om Nikolas’s Udnævnelſe til Erkebiſkop, kan godt ſkimtes gjennem de islandſke Annalers Omtale af ham. Det heder, ſom ſagt, at han var en Lægmand, ja at han endog ved ſin Ankomſt til Norge ikke havde Pallium. Ligeledes heder det, hvor hans Død omtales i 1386, at han i den Tid, han var i Norge, ikke havde gjort nogen biſkopelig Forretning, ikke forrettet nogen Vielſe, ikke fermet Børn[2]. Det ſidſte forholder ſig viſt ganſke rigtigt, men hvad Pallium angaar, da maa han dog have haft det, da det ikke er tænkeligt, at Paven ſkulde have udnævnt ham og ladet ham indvie, uden at han ogſaa havde givet ham Pallium. Men Mandens hele Optræden har formodentlig været højſt ukirkeligt, og allerede den Maade, hvorpaa den ſvenſke Biſkop omtaler ham, røber liden Agtelſe. Til Norge kom han ikke førend i det næſte Aar, da han, ſom vi ville ſee, i Auguſt var ſamlet med alle de øvrige Biſkoper i Tunsberg, dog ſnarere til Raadsmøde, end til Concilium[3]. Til Nidaroos kom han vel ogſaa

  1. See føromtalte Brev hos Suhm, XIV. S. 529.
  2. Isl. Annaler, Udg. S. 336.
  3. Norges gl. Love, III. S. 218.