Peter Jakobssøn Finkenoge[1]. Man skulde næsten formode, at det allerede ved hans Udfart til Rom havde været en stiltiende Aftale mellem ham og Dronningen, at han, hvis han opnaaede hvad han vilde, skulde give disse Ejendomme tilbage og derved maaskee afqvitte, hvad Dronningen havde forstrakt ham med til hans Øjemeds Fremme.
Det er heraf klart, at hvor store Fortjenester denne Nikolas end kan have haft af Dronningen og den danske Krone, saa var han dog intet verdigt Subjekt at sette paa en Erkestol i hvilketsomhelst Land. End mere utilbørlig var hans Befordring til Norges højeste geistlige Verdighed, da han ej var indfødt Nordmand, ja endog, naar det kom til Stykket, neppe engang dansk af Fødsel, thi Navnet „Finkenoge“ vidner sterkt om tydsk Herkomst. Men Margrete ønskede vel netop at have denne paalidelige Mand i en saa indflydelsesriig Stilling i Norge, og vi ville desuden i det følgende see, at det just var hendes Politik at bringe saa mange danske Mend som muligt ind paa Norges Biskopsstole: neppe i anden Hensigt end at skaffe de danske Interesser Indflydelse i det norske Raad, hvortil ingen dansk Lægmand kunde faa Adgang. Denne Bestræbelse behøver ikke derfor at være udgaaet fra nogen egentlig Forkjærlighed for Danmark, men kan maaskee alene have haft til Hensigt at knytte Unionen fastere. Imidlertid var den uheldig, fordi den øjensynligt satte ondt Blod i Norge, og fordi hun, især i Førstningen, ikke gik frem med den tilbørlige Forsigtighed og det rette Maadehold. Siden blev hun noget forsigtigere. Hvor lidet man i Norge syntes om Nikolas’s Udnævnelse til Erkebiskop, kan godt skimtes gjennem de islandske Annalers Omtale af ham. Det heder, som sagt, at han var en Lægmand, ja at han endog ved sin Ankomst til Norge ikke havde Pallium. Ligeledes heder det, hvor hans Død omtales i 1386, at han i den Tid, han var i Norge, ikke havde gjort nogen biskopelig Forretning, ikke forrettet nogen Vielse, ikke fermet Børn[2]. Det sidste forholder sig vist ganske rigtigt, men hvad Pallium angaar, da maa han dog have haft det, da det ikke er tænkeligt, at Paven skulde have udnævnt ham og ladet ham indvie, uden at han ogsaa havde givet ham Pallium. Men Mandens hele Optræden har formodentlig været højst ukirkeligt, og allerede den Maade, hvorpaa den svenske Biskop omtaler ham, røber liden Agtelse. Til Norge kom han ikke førend i det næste Aar, da han, som vi ville see, i August var samlet med alle de øvrige Biskoper i Tunsberg, dog snarere til Raadsmøde, end til Concilium[3]. Til Nidaroos kom han vel ogsaa
