Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/184

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
136
Olaf Haakonsſøn.

optreder ſaaledes Nikolas i Egenſkab af Slotsfoged. Han maa have gjort ſig meget fortjent af Valdemar, og Margrete maa have haft megen Yndeſt for ham, da vi af et ſenere Brev erfare, at Kong Olaf, det vil naturligviis ſige Margrete i hans Navn, ſkjenkede ham paa Livstid Landsbyen Brøndbyveſtre m. m. og en Mølle beliggende paa Sjæland[1]. Dog maa han, trods de islandſke Annalers Udſagn, omtrent paa den Tid været traadt ind i den geiſtlige Stand, thi i et Brev, ſom han i December 1379 beſeglede tilligemed ſin Broder Peter Finkenoge og ſin Ven, den megtige danſke Adelsmand Johan Ruut, kaldes han Canonicus (Chorsbroder) i Roeskilde, og det var vel i denne Egenſkab, at han fik hine i Sjæland liggende Ejendomme[2]. Men den islandſke Forfatter kan dog paa en Viis have Ret, thi han var aabenbart en af hine, udenfor Norden allerede ej ſjelden forekommende Geiſtlige af Navn, der fik geiſtlige Præbender for at kunne nyde godt af Indtægterne, uden derfor ſelv at udføre geiſtlige Forretninger, ja uden engang at modtage Ordination, idetmindſte ikke til de højere Grader. En ſaadan Halvgeiſtlig havde f. Ex. den pavelige Nuncius Johan Guilaberti været (ſee forr. Bd. S. 530). Da Nikolas Ruſer ſtod i ſaadan Yndeſt hos Margrete, er det ingen driſtig Slutning at antage, at det iſær var hende, ſom drev hans Udnævnelſe, og, da det ej var at tænke paa at faa ham valgt af Capitlet ad canoniſk Vej, ſkyndte ſig uden dettes Vidende at ſende ham afſted til Rom med Anbefaling og Anſøgning til Paven, for at han kunde komme den Candidat, Capitlet maatte velge, i Forkjøbet. Urbans Stilling var mislig; det var for ham en betænkelig Sag at legge ſig ud med Nordens megtige Dronning ved at negte hende Opfyldelſen af hendes Bøn; hvo veed endog, om ej Nikolas kan have underſtøttet den ved vegtige Gaver? „Paven befinder ſig vel, men er ſaare fattig“, ſkrev Biſkop Nikolas af Linkøping netop i det Brev, hvori han meldte Nikolas Ruſers Udnævnelſe til Erkebiſkop. Han kom om Høſten 1382 tilbage til Danmark, ej ſom „Electus“„ men ſom virkelig „Erkebiſkop af Guds og det apoſtoliſke Sædes Naade“, en Titel, Ingen før i Norden før ham havde antaget. Strax efter ſin Tilbagekomſt til Danmark aftraadte han ved ſit Brev af 8de November til Dronning Margrete de nysomtalte Ejendomme, ſom Kong Olaf havde ſkjenket ham. Ogſaa dette Brev beſegledes, til Vitterlighed, af hans Ven, Hr. Johan Ruut, og hans Broder

    ofte ſkeer, har været at læſe ſom det tydſke V, altſaa ſom F; (man finder ſaaledes meget ofte „Uicke v. Uitzen“ iſtedetfor „Vitte eller Ficke v. Vitzen“), men hvor „ui“ har været urigtigt læſt ſom „ru“. Suhm har ved at gjengive Stedet (XIV. 11.) egenmegtigt læſt „Rukenhop“. Der ſtaar intet p i Aktſtykket.

  1. Brev, aftrykt hos Suhm, XIV. S. 529.
  2. Suhm, XIV. 65.