Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/180

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
132
Olaf Haakonsſøn.

medens hans Moder i Virkeligheden ſtyrede det Hele, maa vi betragte de enten ved ſin Embedsſtilling, eller ſin Byrd, eller ſine Talenter fremragende og indflydelſesrige Perſoner, ſom paa denne Tid levede i Landet, og hvis Biſtand Dronningen mere eller mindre ſkulde benytte Udførelſen af Regjeringens Syſler. En ny Slegt havde nu ganſke afløſt den, der raadede i Landet, da Unionen med Sverige ſtiftedes i 1319. Endog de eldſte gjenlevende Veteraner fra tidligere Dage, Hafthorsſønnerne, vare dengang kun Børn og kunde neppe erindre noget om Begivenheden ſelv, om de end i ſin Ungdom havde levet ſammen med Unionens Stiftere. De fleſte vare allerede døde-for mere end et Snees Aar tilbage; mange af dem vare allerede blevne Offere for Mandedøden i 1350. Med disſe Mend fra 1319 taalte de fra 1380 neppe at ſammenlignes. Vi ſøge i 1350 forgjeves Mend ſom Erling Vidkunnsſøn, Finn og Ivar Agmundsſønner, Bjarne Audunsſøn, Erkebiſkoperne Eiliv og Paal. Men lige ſaa langt, ſom Mendene fra 1380 ſtaa tilbage for dem fra 1319, ligeſaa langt ſtaa igjen disſe tilbage for de dygtige og veldige Herrer fra 1280, med de ſtore Erindringer fra Haakon Haakonsſøns glimrende Tider; en Bjarne Erlingsſøn, Thore Haakonsſøn, Audun Hugleiksſøn, Andres Plytt, Erling Alfsſøn og Alf Erlingsſøn, og Prælater ſom Erkebiſkop Jon. Gan vi endnu højere op i Tiden, til Kong Haakon Haakonsſøns kraftigſte Dage, da ſtøde vi paa endnu mere fremragende Perſonligheder, ſom (ej at tale om Kongen ſelv) Arnbjørn Jonsſøn, Dagfinn Bonde, Jon Staal, Biſkop Haakon i Oslo, og — trods hans fjendtlige Forhold til Kongen — førſt og fremſt Hertug Skule. Saaledes have vi det ſørgelige Skue af en jevn Stigen nedad, en ſtadig Søvinden af Kræfter, ligeſom hos Oldingen, eller endog ſom hos den i ſig ſelv ej ſaa bedagede Mand, der for Aarenes Skyld endnu kunde være raſk og rørig, men ſom i Ungdommen altfor meget har ødſlet med ſine Kræfter. Og dog var denne Nedadſkriden ingenlunde bevirket eller ledſaget af en tilſvarende Aftagen i materielt Velvære. Tvertimod, det lader til, at der, efter at Mandedødens øjeblikkelige Virkninger vare nogenlunde overſtaaede, herſkede temmelig jevn Velſtand, og maaſkee endog i ſaa meget ſtørre Mon end før, ſom der nu var færre Folk om Nationalformuen. Der merkes ikke andet, end at idetmindſte alle Folk af nogen Betydenhed eller Anſeelſe havde rigeligt Udkomme, mange vare endog overordentligt rige. Det var de aandelige Kræfter, hvorpaa der ſkortede. Det var, ſom om disſe næſten vare udtømte, eller ſaa overanſtrengte, at de behøvede en lang, lang Hviletid for atter at voxe frem, ligeſom Agerlandet maa ligge brak for at udhvile efter alt for ſterk Dyrkning. Og denne Hviletid udeblev heller ikke: lange, mørke Aarhundreder, hvori Nationen laa i Dvale. Den kan fra et viſt Synspunkt