medens hans Moder i Virkeligheden styrede det Hele, maa vi betragte de enten ved sin Embedsstilling, eller sin Byrd, eller sine Talenter fremragende og indflydelsesrige Personer, som paa denne Tid levede i Landet, og hvis Bistand Dronningen mere eller mindre skulde benytte Udførelsen af Regjeringens Sysler. En ny Slegt havde nu ganske afløst den, der raadede i Landet, da Unionen med Sverige stiftedes i 1319. Endog de eldste gjenlevende Veteraner fra tidligere Dage, Hafthorssønnerne, vare dengang kun Børn og kunde neppe erindre noget om Begivenheden selv, om de end i sin Ungdom havde levet sammen med Unionens Stiftere. De fleste vare allerede døde-for mere end et Snees Aar tilbage; mange af dem vare allerede blevne Offere for Mandedøden i 1350. Med disse Mend fra 1319 taalte de fra 1380 neppe at sammenlignes. Vi søge i 1350 forgjeves Mend som Erling Vidkunnssøn, Finn og Ivar Agmundssønner, Bjarne Audunssøn, Erkebiskoperne Eiliv og Paal. Men lige saa langt, som Mendene fra 1380 staa tilbage for dem fra 1319, ligesaa langt staa igjen disse tilbage for de dygtige og veldige Herrer fra 1280, med de store Erindringer fra Haakon Haakonssøns glimrende Tider; en Bjarne Erlingssøn, Thore Haakonssøn, Audun Hugleikssøn, Andres Plytt, Erling Alfssøn og Alf Erlingssøn, og Prælater som Erkebiskop Jon. Gan vi endnu højere op i Tiden, til Kong Haakon Haakonssøns kraftigste Dage, da støde vi paa endnu mere fremragende Personligheder, som (ej at tale om Kongen selv) Arnbjørn Jonssøn, Dagfinn Bonde, Jon Staal, Biskop Haakon i Oslo, og – trods hans fjendtlige Forhold til Kongen – først og fremst Hertug Skule. Saaledes have vi det sørgelige Skue af en jevn Stigen nedad, en stadig Søvinden af Kræfter, ligesom hos Oldingen, eller endog som hos den i sig selv ej saa bedagede Mand, der for Aarenes Skyld endnu kunde være rask og rørig, men som i Ungdommen altfor meget har ødslet med sine Kræfter. Og dog var denne Nedadskriden ingenlunde bevirket eller ledsaget af en tilsvarende Aftagen i materielt Velvære. Tvertimod, det lader til, at der, efter at Mandedødens øjeblikkelige Virkninger vare nogenlunde overstaaede, herskede temmelig jevn Velstand, og maaskee endog i saa meget større Mon end før, som der nu var færre Folk om Nationalformuen. Der merkes ikke andet, end at idetmindste alle Folk af nogen Betydenhed eller Anseelse havde rigeligt Udkomme, mange vare endog overordentligt rige. Det var de aandelige Kræfter, hvorpaa der skortede. Det var, som om disse næsten vare udtømte, eller saa overanstrengte, at de behøvede en lang, lang Hviletid for atter at voxe frem, ligesom Agerlandet maa ligge brak for at udhvile efter alt for sterk Dyrkning. Og denne Hviletid udeblev heller ikke: lange, mørke Aarhundreder, hvori Nationen laa i Dvale. Den kan fra et vist Synspunkt
