Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/179

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
131
1381—1387. Dronning Margretes overlegne Talenter.

vel med Ligegyldighed, ſom en uundgaaelig Skjebne, og kun de Færreſte ſynes at have betragtet den ſom et Onde. At Stemningen i Norge nu var langt mere for denne Union, end den tidligere var før Unionen med Sverige, er umiskjendeligt. Det ſamme var formodentlig Tilfeldet i Danmark. Ved at velge Olaf havde man viiſt, at man ønſkede Foreningen: kun de, der holdt med Mecklenburgerne, kunde ſiges at være misfornøjede dermed. Denne gunſtige Stemning hos Fleerheden i begge Riger kan vel for en Deel være kommen af Følelſen af, at de gjenſidigt trængte til hinanden; men for en ſtor Deel ſkyldes den dog viſt ogſaa Margretes Statsklogſkab. Overhoved, jo nøjere man betragter de politiſke Tildragelſer i Norden paa denne Tid, deſto tydeligere træder Margrete i Forgrunden ſom den, der overſaa og beherſkede Forholdene, og hvis overlegne Aand ledede det Hele. At hun, ſom Enkelte have meent, kun gradeviis, efter Omſtændighedernes og Tilfeldets Medfør, ſkulde være kommen paa den Tanke, at forene Nordens trende Riger, og ej lige fra førſt af ſkulde have ſtillet ſig dette Maal for Øje, er neppe tænkeligt. Endog hendes egen Titel, „Norges og Sveriges Dronning“, maatte ſtadigt erindre hende derom. Nationerne ſelv havde ubevidſt ſtræbt derhen. Forſkjellen mellem de trende Sprog, ſom taltes i Norden, var allerede for en ſtor Deel udjevnet. Dronningens egne Sær-Beſiddelſer dannede allerede etſlags nærmere Forening af norſke, danſke og ſvenſke Landsdele, der maatte gjøre den Tanke, paa ſamme Maade at forene Hovedrigerne ſelv, baade naturlig og Udſigten dertil ſandſynlig. Endog de hyppige Proviſioner af Geiſtlige fra det ene Rige til det andet maatte begunſtige Tilnærmelſen, og i den nye Birgittiner-Orden, der nu omſider tog ſit Sæde og begyndte ſin Virkſomhed i Vadſtena, havde man hvad man kunde kalde en unionell Planteſkole for geiſtlige Kræfter og for Udbredelſen af den nordiſke Eenheds-Idee. Tiden var aabenbart kommen til at begynde Verket; Margrete var en af de førſte til at indſee dette, og hun begyndte det med al ſin overlegne Kraft. At hun derved nærmeſt havde ſin egen og ſit Dynaſties Forherligelſe for Øje, og ej ſaameget tænkte paa ſelve Nationernes Fordeel, er vel muligt, og efter de da herſkende Foreſtillinger endog ſandſynligt. Men den ſtore Tanke var ligefuldt undfanget og Haanden lagt paa Verket.

13. Anſeede Mend. Biſkoper og andre Geiſtlige.


Efter ſaaledes at have ſeet Foreningen mellem Norge og Danmark ſtiftet og den unge Kong Olaf hyldet ſom begge Rigers Konge i et Navn,