Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/179

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
131
1381–1387. Dronning Margretes overlegne Talenter.

vel med Ligegyldighed, som en uundgaaelig Skjebne, og kun de Færreste synes at have betragtet den som et Onde. At Stemningen i Norge nu var langt mere for denne Union, end den tidligere var før Unionen med Sverige, er umiskjendeligt. Det samme var formodentlig Tilfeldet i Danmark. Ved at velge Olaf havde man viist, at man ønskede Foreningen: kun de, der holdt med Mecklenburgerne, kunde siges at være misfornøjede dermed. Denne gunstige Stemning hos Fleerheden i begge Riger kan vel for en Deel være kommen af Følelsen af, at de gjensidigt trængte til hinanden; men for en stor Deel skyldes den dog vist ogsaa Margretes Statsklogskab. Overhoved, jo nøjere man betragter de politiske Tildragelser i Norden paa denne Tid, desto tydeligere træder Margrete i Forgrunden som den, der oversaa og beherskede Forholdene, og hvis overlegne Aand ledede det Hele. At hun, som Enkelte have meent, kun gradeviis, efter Omstændighedernes og Tilfeldets Medfør, skulde være kommen paa den Tanke, at forene Nordens trende Riger, og ej lige fra først af skulde have stillet sig dette Maal for Øje, er neppe tænkeligt. Endog hendes egen Titel, „Norges og Sveriges Dronning“, maatte stadigt erindre hende derom. Nationerne selv havde ubevidst stræbt derhen. Forskjellen mellem de trende Sprog, som taltes i Norden, var allerede for en stor Deel udjevnet. Dronningens egne Sær-Besiddelser dannede allerede etslags nærmere Forening af norske, danske og svenske Landsdele, der maatte gjøre den Tanke, paa samme Maade at forene Hovedrigerne selv, baade naturlig og Udsigten dertil sandsynlig. Endog de hyppige Provisioner af Geistlige fra det ene Rige til det andet maatte begunstige Tilnærmelsen, og i den nye Birgittiner-Orden, der nu omsider tog sit Sæde og begyndte sin Virksomhed i Vadstena, havde man hvad man kunde kalde en unionell Planteskole for geistlige Kræfter og for Udbredelsen af den nordiske Eenheds-Idee. Tiden var aabenbart kommen til at begynde Verket; Margrete var en af de første til at indsee dette, og hun begyndte det med al sin overlegne Kraft. At hun derved nærmest havde sin egen og sit Dynasties Forherligelse for Øje, og ej saameget tænkte paa selve Nationernes Fordeel, er vel muligt, og efter de da herskende Forestillinger endog sandsynligt. Men den store Tanke var ligefuldt undfanget og Haanden lagt paa Verket.

13. Anseede Mend. Biskoper og andre Geistlige.


Efter saaledes at have seet Foreningen mellem Norge og Danmark stiftet og den unge Kong Olaf hyldet som begge Rigers Konge i et Navn,