Kongenavnet, gav ham Drottsete-Navn. Han var saagodtsom selvskreven dertil, da han allerede før havde baaret det. Og naar der skulde udnævnes en Cantsler, kunde der ej være Tale om nogen anden end Provst Henrik, da hiint Embede var henlagt til Provstedømmet. Men man kunde have undladt at udnævne Nogen, og at det skete, maa vel enten, ligesom med Hr. Paal Baardssøn fordum, tilskrives Geistlighedens Indflydelse, eller og er det skeet efter Dronning Margretes eget Ønske. Unegteligt maatte det ogsaa lette Regjeringsforretningernes Gang, at en Cantsler kunde besørge de løbende Sager, medens Drottseten ferdedes omkring for at holde Orden i Landet.
At Olaf ved denne Lejlighed ogsaa blev kronet, som etsteds angives[1], er muligt, men neppe sandsynligt. Denne Højtidelighed plejede helst at udsettes, til Kongen naaede Skjels-Aar. Sammesteds forsikkres det ogsaa, at Kong Olaf lod sin Fader „hederligen begrave“, i 1381[2]. Dette er heller ikke sandsynligt, med mindre man antager, at Kong Haakons Liig strax efter hans Død har været foreløbigt bisat, og den egentlige Højtidelighed ved Begravelsen udsat til Olafs Ankomst om Vaaren eller Begyndelsen af Sommeren.
Allerede ved Olafs Hylding i Slagelse 1376 havde Kong Haakon og Dronning Margrete, eller maaskee ogsaa det danske Raad, efter Kong Valdemars Exempel, ladet ham antage, foruden den gamle danske Kongetitel, „Daners og Slavers (eller Venders) Konge“, ogsaa den af „Goternes Konge“, for at betegne sin Ret til Øen Gotland. Dette Tilleg bibeholdt Olaf ogsaa i sin norske Kongetitel, men nævnte her ikke „Slaverne“, saaat hans Titel i norske Breve derfor lyder: „Olaf, med Guds Naade Norges, Daners og Goters Konge“. Man seer heraf, hvilken. Vegt hans Moder lagde paa Besiddelsen af Gotland. Derimod opgav man for Olaf for det første den Titel af „Sveriges Konge“, som hans Fader havde ført, og som det synes, at han skulde have arvet efter ham, med Fordring paa Folkungernes Trone. Men Margrete har vel for Øjeblikket villet undgaa at støde de Svenske ved en saadan Demonstration. Med Haakon var det en anden Sag. Han havde virkelig baaret Sveriges Krone, det havde Olaf ikke. Siden optoges dog Titlen „Sveriges Arving“. Naar derimod Margrete kaldte sig „Norges og Sveriges Dronning“, var det fordi hun som Enke beholdt Mandens Titel. Men i de hanseatiske Documenter kaldes hun kun „Dronning til Norge“, thi dette var jo dog egentlig det Rige, hvorfra hendes Dronningtitel udsprang. Fra denne Hyldingsdag af, den 29de Juli, begyndte man saaledes at
