Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/176

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
128
Olaf Haakonsſøn.

Kongenavnet, gav ham Drottſete-Navn. Han var ſaagodtſom ſelvſkreven dertil, da han allerede før havde baaret det. Og naar der ſkulde udnævnes en Cantſler, kunde der ej være Tale om nogen anden end Provſt Henrik, da hiint Embede var henlagt til Provſtedømmet. Men man kunde have undladt at udnævne Nogen, og at det ſkete, maa vel enten, ligeſom med Hr. Paal Baardsſøn fordum, tilſkrives Geiſtlighedens Indflydelſe, eller og er det ſkeet efter Dronning Margretes eget Ønſke. Unegteligt maatte det ogſaa lette Regjeringsforretningernes Gang, at en Cantſler kunde beſørge de løbende Sager, medens Drottſeten ferdedes omkring for at holde Orden i Landet.

At Olaf ved denne Lejlighed ogſaa blev kronet, ſom etſteds angives[1], er muligt, men neppe ſandſynligt. Denne Højtidelighed plejede helſt at udſettes, til Kongen naaede Skjels-Aar. Sammeſteds forſikkres det ogſaa, at Kong Olaf lod ſin Fader „hederligen begrave“, i 1381[2]. Dette er heller ikke ſandſynligt, med mindre man antager, at Kong Haakons Liig ſtrax efter hans Død har været foreløbigt biſat, og den egentlige Højtidelighed ved Begravelſen udſat til Olafs Ankomſt om Vaaren eller Begyndelſen af Sommeren.

Allerede ved Olafs Hylding i Slagelſe 1376 havde Kong Haakon og Dronning Margrete, eller maaſkee ogſaa det danſke Raad, efter Kong Valdemars Exempel, ladet ham antage, foruden den gamle danſke Kongetitel, „Daners og Slavers (eller Venders) Konge“, ogſaa den af „Goternes Konge“, for at betegne ſin Ret til Øen Gotland. Dette Tilleg bibeholdt Olaf ogſaa i ſin norſke Kongetitel, men nævnte her ikke „Slaverne“, ſaaat hans Titel i norſke Breve derfor lyder: „Olaf, med Guds Naade Norges, Daners og Goters Konge“. Man ſeer heraf, hvilken. Vegt hans Moder lagde paa Beſiddelſen af Gotland. Derimod opgav man for Olaf for det førſte den Titel af „Sveriges Konge“, ſom hans Fader havde ført, og ſom det ſynes, at han ſkulde have arvet efter ham, med Fordring paa Folkungernes Trone. Men Margrete har vel for Øjeblikket villet undgaa at ſtøde de Svenſke ved en ſaadan Demonſtration. Med Haakon var det en anden Sag. Han havde virkelig baaret Sveriges Krone, det havde Olaf ikke. Siden optoges dog Titlen „Sveriges Arving“. Naar derimod Margrete kaldte ſig „Norges og Sveriges Dronning“, var det fordi hun ſom Enke beholdt Mandens Titel. Men i de hanſeatiſke Documenter kaldes hun kun „Dronning til Norge“, thi dette var jo dog egentlig det Rige, hvorfra hendes Dronningtitel udſprang. Fra denne Hyldingsdag af, den 29de Juli, begyndte man ſaaledes at

  1. Huitfeld, S. 566.
  2. Sammeſteds, S. 565.