Maade ogsaa havde Nordre-Halland med Tilbehør, hvad enten dette, naar det kom til Stykket, dog skrev sig fra Egteskabscontracten 1363, eller det senere var hende overdraget[1]. Saaledes udgjorde hendes særskilte Besiddelser et sammenhængende Heelt, fra Svinesund til Falkenberg. Der kan neppe være nogen Tvivl om, at de Dele af Sverige, der ikke adlød Kong Albrecht, og som grændsede til hine Besiddelser, ogsaa betragtedes som nærmest lydende under hende, og at Slottenes Befalingsmend holdt disse, som det heed, til hendes Haand H. For at vogte disse Besiddelser og iagttage Kong Albrechts Bevægelser var det vel, at Dronningen ikke ledsagede sin Søn til Throndhjem, men forblev søndenfjelds og sandsynligviis endog strax begav sig til Halland, da hun den 28de Juli, altsaa Dagen for Sønnens Hylding i Nidaroos, var paa Vardbergs Slot og her forlenede en af sine mest betroede Mend, der siden spillede en betydelig Rolle, og hvis Ætlinger ogsaa havde meget at sige i Norge, Nisse eller Nikolas Jenssøn Svarteskaaning, med det Gods i Fjeraas Hered, som Magnus Porse og Thorkel Erngislsøn, der havde forladt hendes Tjeneste, hidtil havde besiddet[2]. Hun havde saameget mere Aarsag til at frygte for Ufred paa disse Kanter, som Kong Albrecht under hendes Ophold i Norge – formodentlig ved Fejde eller Trusel om Fejde, havde faaet Skaaningerne til at aabne Underhandlinger i Skeninge ved et Gesandtskab, for hvilket Erkebiskop Magnus af Lund og Tuve Galen stod i Spidsen, og paa egen Haand at slutte en Stilstand med ham den 7de April, der skulde vare til næste Aar Midsommer, og hvorved han forbeholdt sig, hiinsides Øresund at
- ↑ Vi have allerede seet, at hun havde Elfsborg. Opensteen var vel i 1376 afslaaet af Hertug Erik til K. Olaf, men i 1382 holdtes det paa Dronningens Vegne af Johan Liste (Suhm XIV. S. 105).
- ↑ Suhm, XIV. S. 95. Det var sandsynligviis endeel af Kongsbakke, hvorfra han senere (i 1385) daterede et Brev, Bunge, L. E. K. Urk. 1225.
til Mariekirkens Debitorer at betale sin Gjeld, og Brevet derom besegledes l hans Nærværelse; der er jo ingen Tvivl om, at hun ogsaa var den egentlige Udstederinde heraf, men hun lod dog Brevet udstede i Sønnens Navn; enhver anden Form havde været ugyldig. I Margretes Brev staar der endydermere, at hine Landboer skulle nyde al den Frihed o. s. v., som hendes egne og hendes haandgangne Mends Tjenere nyde i „hendes Lehn og Velde“. Altsaa regner hun her Vettahered til sit eget „Lehn og Velde“, d. e. sin Morgengave.
