Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/173

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
125
1380—1381. Formodet Unionsact med Danmark.


Man ſkulde formode, at der ogſaa ſluttedes en Overeenskomſt med det danſke Raad, etſlags Unionsact, i Liighed med den, der i 1319 ſluttedes med det ſvenſke. Den danſke Hiſtorieſkriver og Cantſler Arild Huitfeld, ſom ſkrev noget over 200 Aar ſenere, ſiger ogſaa, at det „holdes for, at Dronning Margrete og Rigets Raad i Norge (dem igjen til Vilje i Danmark, ſom tilforn vare eens til at ſamtykke Kong Olaf til Danmark) en Forpligt at være gjort og ganget imellem, at Danmark og Norge ſtedſe ſkulde blive tilſammen under een Konge“[1]. Hans Udtryk „det holdes for“ viſer vel, at ej engang han har kjendt noget derom oprettet Brev eller har haft noget ſikkert Vidnesbyrd derom; imidlertid kan dog denne Antagelſe ej ganſke være greben af Luften, og ſaavel den tidligere Analogi fra Foreningen med Sverige, ſom Margretes velbekjendte Beſtræbelſer for at knytte Unionen faſtere og udvide den til det hele Norden, giver den al mulig Sandſynlighed. Blandt Vilkaarene i denne Unionsact, hvilke de nu end ellers kunne have været, maa der iſær have været eet, der ſikkrede hvert Rige ſin Selvſtændighed lige over for det andet og ſagte at forebygge Indtrængen af det ene Riges Mend i det andet Riges Raad, Slotte, Syſler eller Lehn. Overhoved maa Indholdet paa det nærmeſte have ſtemmet med den ſenere ſtørre Unionsact for alle tre Riger. Men, ſom ſagt, hverken i Danmark eller Norge har i de ſidſte trehundrede Aar nogen ſaadan Foreningsact været funden, enten i Original eller Afſkrift. Sandſynligviis har den, ligeſom den ſenere ſtørre Act, alene været udſtedt i meget faa Gjenparter, og ej været beſtemt til Offentliggjørelſe, hvorfor den ſiden deſto lettere kunde forkomme. Man har vel ikke engang lagt nogen ſynderlig Vegt paa den, efterat den var bleven gjort overflødig ved Foreningen mellem alle tre Riger og den nye Art, ſom derom udſtedtes.

Margrete forbeholdt ſig, ſom Skik og Brug var, ſin egen Livgeding eller Morgengave, hvilken, ſom det allerede er omtalt, paa det nærmeſte var den ſamme ſom Dronning Blanches, idetmindſte Elveſysſel og Ranrike med Vettahered, undtagen Ordooſt m. m., maaſkee ogſaa Borgeſysſel[2]. Tillige er det af flere Breve aabenbart, at hun paa ſamme

  1. Huitfeld, S. 565.
  2. See ovenfor S. 50. Til yderligere Beſtyrkelſe herpaa kan anføres, at hun i 1385 gav Biſkop Jons Landboer paa Folkeſtad i Vettahered Fritagelſe for Leding, Skat og Told m. m.. i ſit eget Navn og under ſit eget Segl. Thi det er aabenbart, at om Landſkabet ej havde ſærſkilt tilhørt hende fem Morgengave, men ſtaaet under Kong Olaf, da maatte Brevet have været udſtedt i dennes Navn, om hun endogſaa ſelv nok ſaa meget var den raadende. Kun faa Uger forud udſtedtes, ſom vi have ſeet, i Kong Olafs Navn en Beſaling