Man skulde formode, at der ogsaa sluttedes en Overeenskomst med det danske Raad, etslags Unionsact, i Liighed med den, der i 1319 sluttedes med det svenske. Den danske Historieskriver og Cantsler Arild Huitfeld, som skrev noget over 200 Aar senere, siger ogsaa, at det „holdes for, at Dronning Margrete og Rigets Raad i Norge (dem igjen til Vilje i Danmark, som tilforn vare eens til at samtykke Kong Olaf til Danmark) en Forpligt at være gjort og ganget imellem, at Danmark og Norge stedse skulde blive tilsammen under een Konge“[1]. Hans Udtryk „det holdes for“ viser vel, at ej engang han har kjendt noget derom oprettet Brev eller har haft noget sikkert Vidnesbyrd derom; imidlertid kan dog denne Antagelse ej ganske være greben af Luften, og saavel den tidligere Analogi fra Foreningen med Sverige, som Margretes velbekjendte Bestræbelser for at knytte Unionen fastere og udvide den til det hele Norden, giver den al mulig Sandsynlighed. Blandt Vilkaarene i denne Unionsact, hvilke de nu end ellers kunne have været, maa der især have været eet, der sikkrede hvert Rige sin Selvstændighed lige over for det andet og sagte at forebygge Indtrængen af det ene Riges Mend i det andet Riges Raad, Slotte, Sysler eller Lehn. Overhoved maa Indholdet paa det nærmeste have stemmet med den senere større Unionsact for alle tre Riger. Men, som sagt, hverken i Danmark eller Norge har i de sidste trehundrede Aar nogen saadan Foreningsact været funden, enten i Original eller Afskrift. Sandsynligviis har den, ligesom den senere større Act, alene været udstedt i meget faa Gjenparter, og ej været bestemt til Offentliggjørelse, hvorfor den siden desto lettere kunde forkomme. Man har vel ikke engang lagt nogen synderlig Vegt paa den, efterat den var bleven gjort overflødig ved Foreningen mellem alle tre Riger og den nye Art, som derom udstedtes.
Margrete forbeholdt sig, som Skik og Brug var, sin egen Livgeding eller Morgengave, hvilken, som det allerede er omtalt, paa det nærmeste var den samme som Dronning Blanches, idetmindste Elvesyssel og Ranrike med Vettahered, undtagen Ordoost m. m., maaskee ogsaa Borgesyssel[2]. Tillige er det af flere Breve aabenbart, at hun paa samme
- ↑ Huitfeld, S. 565.
- ↑ See ovenfor S. 50. Til yderligere Bestyrkelse herpaa kan anføres, at hun i 1385 gav Biskop Jons Landboer paa Folkestad i Vettahered Fritagelse for Leding, Skat og Told m. m.. i sit eget Navn og under sit eget Segl. Thi det er aabenbart, at om Landskabet ej havde særskilt tilhørt hende fem Morgengave, men staaet under Kong Olaf, da maatte Brevet have været udstedt i dennes Navn, om hun endogsaa selv nok saa meget var den raadende. Kun faa Uger forud udstedtes, som vi have seet, i Kong Olafs Navn en Besaling
