Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/170

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
122
Olaf Haakonsſøn.

lod ham kalde ſig „Norges Konge“[1] — ſynes Margrete, ſom for det førſte havde efterladt ham i Danmark, uden Hinder eller Modſigelſe midlertidigt at have overtaget Regjeringen paa hans Vegne; thi den 11te Januar 1381 ſtadfeſtede hun paa Akershuus, „med Rigets Raads Samtykke og i ſin Søns Navn, alle de Rettigheder og Privilegier, ſom Mariekirken i Oslo hidtil havde nydt, indtil Gud af ſin Naade forundte hende, at hendes kjære Søn Kong Olaf ſelv kom“[2]. Olaf kom førſt længer ud paa Aaret, men naar eller hvorledes, er ingenſteds omtalt; alt, hvad vi vide derom er, at han paa St. Olafs Dag, den 29de Juli, blev tagen til Konge i Nidaroos, altſaa paa Ørething efter den gamle Skik, hvilket viſer, at han ej kan være reiſt fra Danmark ſenere end i Juni Maaned. Formodentlig har Margrete heller ikke villet lade den tiaarige Dreng tiltræde den lange Reiſe, førend den mildere Aarstid var indtraadt, og hun imidlertid havde aftalt med det norſke Raad, hvorledes Styrelſen ſkulde indrettes i Olafs Mindreaarighed. Thi at Forhandlinger, og det af ſærdeles Vigtighed, maa have fundet Sted derom mellem Margrete og Raadet, forſtiller ſig ej alene af ſig ſelv, men det kan ogſaa ſkjønnes deraf, at vi lige fra Hyldingsdagen atter ſee ved den unge Konges Side en Drottſete eller Rigsforſtander, nemlig Hr. Agmund Finnsſøn, der ſaaledes nu atter indtog denne Verdighed, og ſtrax efter en Cantſler, nemlig Provſten ved Mariekirken, Hr. Henrik Henriksſøn, der altſaa nu førſt fik Titlen, efter længe at have beſtyret Embedets Forretninger. De Kongebreve, der ere udſtedte i Olafs Mindreaarighed, viſe, at disſe to Mend tilſammen beſtyrede de løbende Regjeringsforretninger, og begge benyttede Kongeſegl, ſaaledes at Drottſeten alene i Kongens Navn udſtedte alle Breve, der vedkom den udøvende Myndighed, Krigsvæſenet, Finantſerne m. m., og beſeglede dem med Kongeſeglet, ſaavelſom med ſit eget, medens derimod alt hvad der hørte til den dømmende Myndighed, altſaa Bekræftelſe paa Domme, og formodentlig ogſaa Landsviſtbreve, udferdigedes af Cantſleren i Kongens Navn og beſegledes af ham alene. Kun Breve af ſtørre Vigtighed, ſom Bekræftelſer paa Privilegier o. a. d. udferdigedes i Kongens Navn af Drottſeten og Cantſleren i Forening, ſaaledes at det udtrykkeligt tilføjedes, at Cantſleren beſeglede med Kongens Segl. Men i Kongens, det vil ſige hans og Dronningens, Nærværelſe, bortfaldt baade Drottſetens og Cantſlerens Myndighed; da heed det kun ſom ſedvanligt „indſeglet i vor Nærværelſe“, og ligeſaa beſegledes de Beſlutninger, der under Kongens Navn fattedes paa Raadsmøder, af alle de tilſtedeværende Raadsherrer, blandt hvilke altid

  1. Brev udſt. i Slagelſe d. 19de Januar 1381. Suhm XIV. 93, 94.
  2. Dipl. N. V. 320.