lod ham kalde sig „Norges Konge“[1] – synes Margrete, som for det første havde efterladt ham i Danmark, uden Hinder eller Modsigelse midlertidigt at have overtaget Regjeringen paa hans Vegne; thi den 11te Januar 1381 stadfestede hun paa Akershuus, „med Rigets Raads Samtykke og i sin Søns Navn, alle de Rettigheder og Privilegier, som Mariekirken i Oslo hidtil havde nydt, indtil Gud af sin Naade forundte hende, at hendes kjære Søn Kong Olaf selv kom“[2]. Olaf kom først længer ud paa Aaret, men naar eller hvorledes, er ingensteds omtalt; alt, hvad vi vide derom er, at han paa St. Olafs Dag, den 29de Juli, blev tagen til Konge i Nidaroos, altsaa paa Ørething efter den gamle Skik, hvilket viser, at han ej kan være reist fra Danmark senere end i Juni Maaned. Formodentlig har Margrete heller ikke villet lade den tiaarige Dreng tiltræde den lange Reise, førend den mildere Aarstid var indtraadt, og hun imidlertid havde aftalt med det norske Raad, hvorledes Styrelsen skulde indrettes i Olafs Mindreaarighed. Thi at Forhandlinger, og det af særdeles Vigtighed, maa have fundet Sted derom mellem Margrete og Raadet, forstiller sig ej alene af sig selv, men det kan ogsaa skjønnes deraf, at vi lige fra Hyldingsdagen atter see ved den unge Konges Side en Drottsete eller Rigsforstander, nemlig Hr. Agmund Finnssøn, der saaledes nu atter indtog denne Verdighed, og strax efter en Cantsler, nemlig Provsten ved Mariekirken, Hr. Henrik Henrikssøn, der altsaa nu først fik Titlen, efter længe at have bestyret Embedets Forretninger. De Kongebreve, der ere udstedte i Olafs Mindreaarighed, vise, at disse to Mend tilsammen bestyrede de løbende Regjeringsforretninger, og begge benyttede Kongesegl, saaledes at Drottseten alene i Kongens Navn udstedte alle Breve, der vedkom den udøvende Myndighed, Krigsvæsenet, Finantserne m. m., og beseglede dem med Kongeseglet, saavelsom med sit eget, medens derimod alt hvad der hørte til den dømmende Myndighed, altsaa Bekræftelse paa Domme, og formodentlig ogsaa Landsvistbreve, udferdigedes af Cantsleren i Kongens Navn og besegledes af ham alene. Kun Breve af større Vigtighed, som Bekræftelser paa Privilegier o. a. d. udferdigedes i Kongens Navn af Drottseten og Cantsleren i Forening, saaledes at det udtrykkeligt tilføjedes, at Cantsleren beseglede med Kongens Segl. Men i Kongens, det vil sige hans og Dronningens, Nærværelse, bortfaldt baade Drottsetens og Cantslerens Myndighed; da heed det kun som sedvanligt „indseglet i vor Nærværelse“, og ligesaa besegledes de Beslutninger, der under Kongens Navn fattedes paa Raadsmøder, af alle de tilstedeværende Raadsherrer, blandt hvilke altid
