Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/169

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
121
1380. Kong Olaf, Arving til Norges Krone.

have benyttet, til at tage faſte Ejendomme i Betaling for Sagøre; ja, der .findes endog et Brev om, at han ſom Foged paa Akershuus lod en Mand ſaggive og holde fengſlet, indtil en af hans Venner løſte ham ud ved at betale en Pengeſum[1]. Det er let at ſkjønne, at Kong Haakon ſelv ikke har kunnet ſtaa i Gjeldsforhold til en Mand ſom Benedict uden at have maattet ſtille overflødig og for Creditor fordeelagtig Sikkerhed. Og Benedict var neppe den eneſte, til hvem han paa denne Maade ſkyldte Penge. Men man kan ej undres ſaa meget derover: hans mange Fejder maa have koſtet ham meget; han maatte overtage Faderens Forpligtelſer og havde ſikkert ogſaa mange Udgifter i Anledning af Sønnen, for at underſtøtte hans Valg i Danmark, om end disſe Udgifter ingenſteds ere optegnede.

12. Kong Olaf hyldes ſom Konge. Union med Danmark.


Kong Haakon efterlod ſig kun den ene Søn Olaf, Danmarks Konge, der ſaaledes var ubeſtridt Arving til Norges Krone. Om Haakon havde haft flere Børn med Margrete, vides ikke; de maa i alle Fald være døde ſom Børn. Der taltes viſtnok ſiden om, at de ogſaa ſkulde have haft en Søn ved Navn Henrik, men det kan neppe forholde ſig ſaa; vi ville i det følgende komme til at.handle nærmere herom. Det er ovenfor nævnt, at man ej med Vished veed, om Dronning Margrete var tilſtede ved Haakons Død. Der er intet, ſom hindrer i at antage det; i alle Fald maa det anſees ſom viſt, at hun ſtrax ved Efterretningen om Mandens Død haſtede til Norge for at gjøre de nødvendige Skridt til at faa Sønnen hyldet, men man hører dog ikke om hendes Nærværelſe i Norge førend i de førſte Dage af det næſte Aar. Da det imidlertid ikke er rimeligt, at hun reiſte op ved Vintertide, maa hun i det allerſildigſte have forladt Danmark i October, altſaa kort efter Haakons Død. Hvad Høvdingerne i Norge nu ſtrax foretog ſig, vides ikke. Biſkoperne vare maaſkee endnu forſamlede til Concilium paa Hamar, men der nævnes intet om, at de gjorde noget afgjørende Skridt. Ifølge de gamle Lovbeſtemmelſer ſkulde Erkebiſkopen ſammenkalde Rigets Høvdinger til et Møde for at overlegge om Styrelſen og afgjøre, hvo der ſkulde blive den afdøde Konges Efterfølger. Muligt, at dette er ſkeet, ihvorvel intet beſtemt vides derom. Men da Olafs Arveret var utvivlſom, og ſaaledes hans Antagelſe vis, — ſaa vis, at man allerede i danſke Breve

  1. Dette erfares af et Brev fra 1401 (D. R. IV. 720), hvoraf man ogſaa ſeer, at han havde været Foged paa Akershuus.