Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/169

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
121
1380. Kong Olaf, Arving til Norges Krone.

have benyttet, til at tage faste Ejendomme i Betaling for Sagøre; ja, der .findes endog et Brev om, at han som Foged paa Akershuus lod en Mand saggive og holde fengslet, indtil en af hans Venner løste ham ud ved at betale en Pengesum[1]. Det er let at skjønne, at Kong Haakon selv ikke har kunnet staa i Gjeldsforhold til en Mand som Benedict uden at have maattet stille overflødig og for Creditor fordeelagtig Sikkerhed. Og Benedict var neppe den eneste, til hvem han paa denne Maade skyldte Penge. Men man kan ej undres saa meget derover: hans mange Fejder maa have kostet ham meget; han maatte overtage Faderens Forpligtelser og havde sikkert ogsaa mange Udgifter i Anledning af Sønnen, for at understøtte hans Valg i Danmark, om end disse Udgifter ingensteds ere optegnede.

12. Kong Olaf hyldes som Konge. Union med Danmark.


Kong Haakon efterlod sig kun den ene Søn Olaf, Danmarks Konge, der saaledes var ubestridt Arving til Norges Krone. Om Haakon havde haft flere Børn med Margrete, vides ikke; de maa i alle Fald være døde som Børn. Der taltes vistnok siden om, at de ogsaa skulde have haft en Søn ved Navn Henrik, men det kan neppe forholde sig saa; vi ville i det følgende komme til at.handle nærmere herom. Det er ovenfor nævnt, at man ej med Vished veed, om Dronning Margrete var tilstede ved Haakons Død. Der er intet, som hindrer i at antage det; i alle Fald maa det ansees som vist, at hun strax ved Efterretningen om Mandens Død hastede til Norge for at gjøre de nødvendige Skridt til at faa Sønnen hyldet, men man hører dog ikke om hendes Nærværelse i Norge førend i de første Dage af det næste Aar. Da det imidlertid ikke er rimeligt, at hun reiste op ved Vintertide, maa hun i det allersildigste have forladt Danmark i October, altsaa kort efter Haakons Død. Hvad Høvdingerne i Norge nu strax foretog sig, vides ikke. Biskoperne vare maaskee endnu forsamlede til Concilium paa Hamar, men der nævnes intet om, at de gjorde noget afgjørende Skridt. Ifølge de gamle Lovbestemmelser skulde Erkebiskopen sammenkalde Rigets Høvdinger til et Møde for at overlegge om Styrelsen og afgjøre, hvo der skulde blive den afdøde Konges Efterfølger. Muligt, at dette er skeet, ihvorvel intet bestemt vides derom. Men da Olafs Arveret var utvivlsom, og saaledes hans Antagelse vis, – saa vis, at man allerede i danske Breve

  1. Dette erfares af et Brev fra 1401 (D. R. IV. 720), hvoraf man ogsaa seer, at han havde været Foged paa Akershuus.