Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/168

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
120
Haakon Magnusſøn.

ſtolen i Anledning af det ſtore Laan i 1351 endnu ikke var betalt, forſtaar ſig af ſig ſelv; men nu var Schismet indtraadt, og Gjeldsbeviſerne laa formodentlig i Avignon, under Modpaven Clemens’s Verge: da nu han ikke erkjendtes i Norden, kunde han heller ikke gjøre det gjeldende, og da Schismet langt om længe ophørte, kunde der ej mere være Tale om at indkræve dette gamle, præſcriberede Tilgodehavende. Endvidere ſeer man, at de holſtenſke Grever betragtede ſig ſom berettigede til 100 Mk. Sølv, hvorfor Kong Haakons Fader og han ſelv i 1360 havde givet Forſkrivning: en Fordring, der dog ligeledes maa betragtes ſom præſkriberet[1]. Men endelig ſkyldte Haakon ogſaa Penge i Landet ſelv, og disſe Gjeldspoſter var maaſkee de meſt trykkende. Vi kjende viſtnok kun een af dem, men der kan neppe tvivles paa, at der og var flere lignende. Han ſkyldte nemlig Fogden paa Akershuus, Benedict Nikolasſøn, en Sum Penge, der idetmindſte ſenere med enkelte Tilleg løb op til 200 Mk. brendt, og det lader til, at han for denne Sum havde ſat ham den tilliggende Sysſel, nemlig den egentlige Oslo-Sysſel med Skogheimshered, Myrehvarven og Hudreim, i Pant[2]. Benedict ſagdes ſiden af Dronning Margrete at have tjent baade Kong Haakon og hans Søn Olaf huld og tro, men ved Siden deraf ſørgede han ogſaa ivrigt for ſin private Velferd, og benyttede hertil, ſom det lader, ſin Indflydelſe paa en ej ganſke tilbørlig Maade. Han havde allerede ved ſit Giftermaal med Ulfhild, en Datter af Hirdmanden Thorgaut Jonsſøn, erhvervet flere Ejendomme i Oslohered m. m., og ſom Sysſelmand havde han den bedſte Anledning, den han ogſaa, ligeſom de fleſte andre Sysſelmend, ſynes at

    Død, ſee Diar. Vadstenense, Scr. r. Sv. I. 109, og Axel har formodentlig arvet ham. At Axel i 1396 havde Beſiddelſer paa de Kanter, ſees af Biſkop Eyſteins Jordebog fol. 3, der udviſer, at han da ſkyldte Thoresby Kirke i Elveſysſel 2 Aargange Tiende. Mere herom i det følgende.

  1. Scr. r. Dan. VII. p. 347, 352, 353, jfr. forr. B. S. 653.
  2. Benedict fik nemlig i 1388, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, af Dronning Margrete Eker, Modeim og Tverdalene (Sigdal og Krødshered m. m.) med Kronens Indtægter og al kongelig Ret undtagen Ubødemaal, til Lehn for ſig, Huſtru og Arvinger, ſamt Pant for de Penge, Kong Haakon var ham ſkyldig, en Forlening, ſom ſiden bekreftedes af Kong Erik; og da Sønnen Thorgaut Benedictsſøn ſiden havde den ſamme Forlening, er det tydeligt nok, at Gjelden endog da ikke var betalt (Dipl. N. I. 511, 539). Men da det ej er tænkeligt, at Benedict indtil da ingen Sikkerhed havde haft for ſin Gjeld, og da vi af et Brev-Brudſtykke fra 1381 erfare, at han da var Foged paa Akershuus, hvilket Embede Agmund Bergthorsſøn beklædte efter 1388, er det aabenbart, at han indtil 1388 har haſt Oslo Sysſel i Pantelehn og da ombyttet det med Eker, Modeim o. ſ. v., hvad enten han nu fandt dette fordeelagtigere, eller Dronningen udtrykkeligt ønſkede det. Der ſtaar desuden i hiint Forleningsbrev, at hans nye Sysſel ogſaa ſkulde holde ham ſkadesløs „for de Penge, han endnu ikke havde oppebaaret af „Alla“ (her ſkal viſt læſes Aslóar) Sysſel“.