strax ved Efterretningen derom ilet derop for at foretage de nødvendige Skridt i Anledning af Sønnens forestaaende Thronbestigelse og Hylding.
Da Kong Haakon døde, var han i sin bedste Alder, ikke mere end 40 Aar gammel og kunde saaledes efter Naturens Orden have gjort Regning paa et meget længere Liv. Hans virkelige Regjeringstid var for kort, til at vi kunne gjøre os nogen bestemt Forestilling om hans Regjerings-Talenter. Men at hans Vilje var god, fremlyser noksom af alt hvad han foretog sig, og hvad han selv yttrede i sine Forordninger. At han ikke formaaede at standse sit Folk i dets stadige Synken og opfriske dets hensygnende Kraft, var ikke hans Skyld. Det fulgte deels af Tidsomstændighederne, deels deraf at Norge altfor tidligt havde naaet et Modenhedstrin, der stod i Misforhold til dets egne Kræfter, saavelsom til Datidens Vilkaar: dette efterlod en Slappelse, som det ej stod i nogen Konges Magt at forebygge, og som lod Norge, ved det Tidspunkt, hvormed vi her beskjeftige os, staa hartad som en udlevet Olding ved Siden af dets to Frændenationer, der netop nu ligesom vaagnede op til et nyt Liv. I sit Forhold til Faderen have vi seet Haakon som en kjærlig, opoffrende Søn; ligeledes have vi seet, at der herskede den bedste Forstaaelse mellem ham og hans Hustru, skjønt hun ganske vist var ham langt overlegen i Talenter og Regjeringsdygtighed. Haakons Undersaatter vidste derfor ogsaa at sette Priis paa hans Dyder og elskede ham meget. „Folk ansaa ham for en god Mand“, staar der i de faa Aar efter hans Død paa Island skrevne Flatø-Annaler, hvor hans Død omtales[1]. Og den bekjendte Forfatter Æneas Sylvius Piccolomini, der blev Pave under Navnet Pius den 2den 78 Aar efter Haakons Død, 53 Aar gammel, og som saaledes meget godt i sin Ungdom kunde have talt med Folk, der levede paa Haakons Tid, siger om ham: „han skal have været en herlig Mand, forunderligt elsket og adlydt af sine Undersaatter[2]“. Nordmendenes Sorg over hans Død maa derfor ganske vist have været meget stor.
Da vi ikke kjende Kong Haakons Testament, vide vi heller ikke, hvor store Gaver han har skjenket til Kirker og Klostre m. m., og til
- ↑ Islandske Annaler, Udg. S. 382.
- ↑ Æenas Sylvius, Cosmographia Cap. 33. Hans Ord ere følgende: in hâc terrâ (Daniâ) patrum nostrorum memoriâ Valdemarus regnavit, in Sveciâ Magnus, Aquinus in Norvegiâ, quem ferunt divinum fuisse hominem, miro provincialium amore et obsequio cultum; huic conjux Margareta fuit Valdemari filiæ. Jevnfør Keyser, d. N. Kirkes Historie, II. S. 397, Æneas’s egne Ord vidne, at han har nedskrevet hvad han havde hørt af Folk, der tilhørte den foregaaende Generation.
