Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/166

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
118
Haakon Magnusſøn.

ſtrax ved Efterretningen derom ilet derop for at foretage de nødvendige Skridt i Anledning af Sønnens foreſtaaende Thronbeſtigelſe og Hylding.

Da Kong Haakon døde, var han i ſin bedſte Alder, ikke mere end 40 Aar gammel og kunde ſaaledes efter Naturens Orden have gjort Regning paa et meget længere Liv. Hans virkelige Regjeringstid var for kort, til at vi kunne gjøre os nogen beſtemt Foreſtilling om hans Regjerings-Talenter. Men at hans Vilje var god, fremlyſer nokſom af alt hvad han foretog ſig, og hvad han ſelv yttrede i ſine Forordninger. At han ikke formaaede at ſtandſe ſit Folk i dets ſtadige Synken og opfriſke dets henſygnende Kraft, var ikke hans Skyld. Det fulgte deels af Tidsomſtændighederne, deels deraf at Norge altfor tidligt havde naaet et Modenhedstrin, der ſtod i Misforhold til dets egne Kræfter, ſaavelſom til Datidens Vilkaar: dette efterlod en Slappelſe, ſom det ej ſtod i nogen Konges Magt at forebygge, og ſom lod Norge, ved det Tidspunkt, hvormed vi her beſkjeftige os, ſtaa hartad ſom en udlevet Olding ved Siden af dets to Frændenationer, der netop nu ligeſom vaagnede op til et nyt Liv. I ſit Forhold til Faderen have vi ſeet Haakon ſom en kjærlig, opoffrende Søn; ligeledes have vi ſeet, at der herſkede den bedſte Forſtaaelſe mellem ham og hans Huſtru, ſkjønt hun ganſke viſt var ham langt overlegen i Talenter og Regjeringsdygtighed. Haakons Underſaatter vidſte derfor ogſaa at ſette Priis paa hans Dyder og elſkede ham meget. „Folk anſaa ham for en god Mand“, ſtaar der i de faa Aar efter hans Død paa Island ſkrevne Flatø-Annaler, hvor hans Død omtales[1]. Og den bekjendte Forfatter Æneas Sylvius Piccolomini, der blev Pave under Navnet Pius den 2den 78 Aar efter Haakons Død, 53 Aar gammel, og ſom ſaaledes meget godt i ſin Ungdom kunde have talt med Folk, der levede paa Haakons Tid, ſiger om ham: „han ſkal have været en herlig Mand, forunderligt elſket og adlydt af ſine Underſaatter[2]“. Nordmendenes Sorg over hans Død maa derfor ganſke viſt have været meget ſtor.

Da vi ikke kjende Kong Haakons Teſtament, vide vi heller ikke, hvor ſtore Gaver han har ſkjenket til Kirker og Kloſtre m. m., og til

  1. Islandſke Annaler, Udg. S. 382.
  2. Æenas Sylvius, Cosmographia Cap. 33. Hans Ord ere følgende: in hâc terrâ (Daniâ) patrum nostrorum memoriâ Valdemarus regnavit, in Sveciâ Magnus, Aquinus in Norvegiâ, quem ferunt divinum fuisse hominem, miro provincialium amore et obsequio cultum; huic conjux Margareta fuit Valdemari filiæ. Jevnfør Keyſer, d. N. Kirkes Hiſtorie, II. S. 397, Æneas’s egne Ord vidne, at han har nedſkrevet hvad han havde hørt af Folk, der tilhørte den foregaaende Generation.