Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/161

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
113
1375—1380. Jemteland. — Ildebrand i Oslo.

ſel og andre ſlige Paaleg, og om ſelv at maatte velge ſine Lagmend, m. m.[1]. Saadant kunde vel afſkrekke Jemtelendingerne fra idetmindſte nu at give ſig under Sverige. Desuden ſtod de neppe engang paa en god Fod med den ſvenſke Provſt og andre af de ſvenſke Geiſtlige, der ſynes at have fordret ſtørre Afgifter, end de vare berettigede til. Thi i det føromtalte Brev, hvorved Kong Haakon bekræftede Regulativet af 1305, forbød Kongen udtrykkeligt Provſten og andre lærde Mend at betynge Bønderne yderligere, end Regulativet tillod, og bød disſe ligefrem ikke at underkaſte ſig nogen Tyngſel for Kirkens Vedkommende udover hvad der hidtil havde været gjeldende Ret. Han erklærede ogſaa, at denne Bekræftelſe ſelv kun var midlertidig, indtil han med ſit Raad fik givet en anden Anordning derom, ſom kunde være dem og Landet nyttig. Endelig ſørgede viſtnok Kongen ogſaa for at have paalidelige Befalingsmend i Landſkabet, ſaadanne ſom Hr. Narve Ingevaldsſøn, hvilken, efter hvad vi have ſeet, formodentlig var den, der tog ſig af Bøndernes Sag mod Geiſtligheden og fik Kongen til at udſtede hiint Bekræftelſesbrev[2]. Paa denne Maade forklares det vel bedſt, at Jemtelendingerne ej faldt fra.

I Aaret 1379 rammedes Staden Oslo af en Ildebrand. Denne maa have været ſtor, ſiden Provſten Hr. Henrik Henriksſøn i et Brev af 28de September 1383 yttrede derom „at Byen nu for fire Aar ſiden afbrendte. Blandt de Gaarde, ſom fortæredes, var de tydſke Skomageres Gaard, ligeſaa den ſaakaldte „Hjalpare-Gaard“, paa begge Sider af Elven, hvoraf idetmindſte en Deel endnu i 1381 kun omtales ſom en „Tomt“. Det maa ſaaledes i alle Fald være den ſydligſte Deel af Byen, nærmeſt Elven, ſom blev lagt i Aſke[3].

11. Kong Haakons Død og Eftermæle.


Kong Haakon tibragte den længſte Tid efter ſin Tilbagekomſt fra den ſvenſke Grændſe paa Tunsbergshuus, hvor vi forefinde ham allerede ved Paaſketider. Paa anden Paaſkedag udſtedte han nemlig Brevet til Sogningerne om, at de Tydſke i Sverige havde opſagt Stilſtanden. Vi finde ham der ligeledes i Mai og Juni. Formodentlig havde han

  1. Styffe, Bidrag, No. 47, S. 141.
  2. Ved Siden af ham nævnes Olaf Salvesſøn ſom Foged i Jemteland fra 1374 til 1391. Han udførte, ſom man ſeer, Sysſelmands-Forretningerne i Hr. Narves Fraværelſe og formodentlig ogſaa for en ſtor Deel, naar han var tilſtede.
  3. Provſt Henriks Brev, der findes i Roſtocks Archiv, er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 532, jvf. Dipl. N. V. 324.