er ikke i mindste Maade usandsynligt, at Kong Haakon selv kan have indgivet en Forestilling derom; ellers maatte man nærmest gjette paa Erkebiskop Thrond. Dog blev det, som man seer, erklæret tilstrækkeligt, naar Candidaten var fra Sverige eller Danmark, og under de daværende politiske Forhold, saavelsom de Forandringer, Sproget havde undergaaet, var dette ogsaa ganske rimeligt. Der skete i samme Aar, 1376, ogsaa en tredie Provision inden Nidaroos Kirkeprovins, men hvor ingen saadan Betingelse fastsattes, da den vedkom Orknøerne, hvor allerede det skotsk-engelske Sprog herskede ligesaameget, idetmindste blandt Geistligheden, som det Norske: den 28de Marts gav nemlig Pave Gregor en William Spynie, Doctor i Decreterne, det Canonicat med tilhørende Præbende ved Domkirken i Orknø, som den af Urbanus den 5te kort før hans Død til Biskop i Katanes udnevnte Mælkolm havde besiddet. Der havde, siger Paven her, været nogen Tvivl om, hvorvidt han uden Videre kunde bortgive saadanne siden Formandens Tid ved Curien ledigstaaende Beneficier, hvis Besettelse denne havde reserveret sig; denne Tvivl hævede han nu ved en bestemt Erklæring om, at en saadan Bortgivelse kunde skee, og overdrog saaledes hine Beneficier til William, uanseet at allerede en orknøisk Klerk, Gilbert Erlendssøn, var kommen i Besiddelse deraf, formodentlig ved Capitlels Valg. Dette er saaledes atter et Exempel paa de Ulemper, som Provisionsvæsenet medførte[1].
Den Mislighed for Norge, som opstod deraf, at Jemteland hørte under Uppsalas Biskopsdømme, men som til en vis Grad var ophørt, eller idetmindste mindre følelig, saa længe Norge og Sverige vare forenede, maatte naturligviis atter gjøre sig gjeldende, da Foreningen ophørte, og dette i langt højere Grad, naar begge Riger laa i Krig med hinanden. Det er endog vanskeligt at begribe, hvorledes Landskabet i hele denne Tid kunde bevares for Norge, thi Geistligheden, afhængig af Erkebiskopen, og vel endog for en stor Deel svensk af Fødsel, kan neppe have undladt at paavirke Indbyggerne til Fordeel for Sverige. Men Albrecht var, som vi have seet, ikke populær blandt Bønderne, hvis Sympathier var for Magnus og Haakon, og Jemteland talte vistnok faa Mend udenfor Bondestanden blandt sine Indbyggere. Disse behøvede ikke at gaa lengere end til Nabobygden Helsingeland for at see, hvor haardt de svenske Bønder nu betyngedes, saa at Helsingelenderne endog i en særskilt Skrivelse til Hertug Albrecht klagede over den Mishandling, de maatte lide, hade om Fritagelse for Markegjeld, Hesteudred-
- ↑ Reg. Gregor. XI. Bull. divers. ann. 6, T. 3 fol. 161. Biskop Mælkolm paa Katanes havde neppe nogensinde været residerende Chorsbroder paa Orknø, men formodentlig alene nydt dette Beneficium med flere andre, uden at være forpligtet til at holde nogen Residens.
