Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/153

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
105
1375—1380. Begivenheder paa Island.


ſygdom ombord, og fra dem udbredte Smitten ſig over hele Øen, antagende en meget ondartet Charakteer, ſaa at den blev til „en ſtor Mandedød“, ſom det heder. Sotten vedvarede ogſaa det følgende Aar, medens Vejrliget vedblev at være haardt og ugunſtigt for Gresvexten og Høbjergningen[1]. Dette var ganſke viſt et af de ſørgeligſte Tidsrum, ſom Øen havde gjennemgaaet, og negtes kan det vel ikke, at den Afhængighed af Norge, hvori Landet havde ſtillet ſig endog med Henſyn til Handelsdriften og Sejladſen, ſaaledes at dets Forſoning med Nødvendighedsartikler fornemmelig ſkulde være den norſke Regjerings Sag, og ikke længer Gjenſtand for privat Foretagelſesaand og Kappelyſt, ogſaa for en ſtor Deel maa have bidraget til at ſvekke al ſaadan Foretagelſesaand og Kappelyſt hos Folket ſelv, ſaa at det i ſlige ulykkelige Tider, ſom de her ſkildrede, følte ſig hjelpeløſt og raadløſt. Men det ukloge Forbud mod, at fremmede Kjøbmend beſejlede Skatlandene, gjorde Ondet værre.

Hvad der her er ſagt øm Island, gjelder end mere om den fjerne Coloni Grønland, der nu formodentlig ſlet ikke ſaa andre Skibe, end den norſke Grønlandsknarr, der hovedſageligt ſynes at have været udruſtet for kongelig Regning, og de enkelte Islandsfarere, ſom af Stormen fordredes ſaa langt imod Veſten. Der tales et Par Gange om, at Grønlandsknarren forliiſte ved Norges Kyſt, 1367 og 1369, maaſkee er det en og ſamme Begivenhed, hvortil der her ſigtes, men henført til et forſkjelligt Aar i de forſkjellige Annalhaandſkrifter[2]. I Aaret 1378 døde Biſkop Alf paa Grønland, men ſaa ringe var Forbindelſen med Norge, at man ikke erfarede dette Dødsfald førend paa ſjette Aar derefter, i 1383, da et Skib ankom, ſom i to Aar havde ligget over i en grønlandſk Havn[3]. I det følgende Aar, 1379, rammedes Colonien af et haardt Stød, idet nemlig Skrælingerne eller de indfødte Eſkimoer herjede paa Coloniſterne, dræbte 18 af dem og førte to Drenge bort med ſig i Trældom[4]. Det er i det Foregaaende[5] nævnt, at det formodentlig var et lignende Anfald af Skrælingerne, der bevirkede, at Veſtbygden blev forladt i 1342; men dette Angreb i 1379 er det førſte, der udtrykkeligt omtales, og det maa have gjeldet Hovedcolonien eller Øſterbygden. Dette er ſaaledes et Tegn paa, at Eſkimoerne, eller Stamfedrene til Grønlands nuværende Befolkning, ved den Tid maa være

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 330.
  2. Isl. Annaler, Udg. S. 316, 320.
  3. Sammeſteds, S. 380, 334. Jevnfør „Grønlands hiſt. Mindesmerker“ III. S. 32. 34.
  4. Isl. Annaler, Udg. S. 330. Grønl. hiſt. M. III. S. 32.
  5. See foreg. Bd. S. 314.