Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/152

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
104
Haakon Magnusſøn.

at begge Preſter drog afſted, fik i Frankrige høre, at Paven ej længer var i Avignon, og vendte tilbage med uforrettet Sag. At Biſkop Gudmund aldrig blev canoniſeret eller af den romerſke Kirke har været anerkjendt ſom en Helgen, er viſt nok.

Der kom i denne Tid heller ikke mange Skibe til Island. Det ublide Vejrligt hindrede dem. Om Sunniveſudens Undergang i 1375 er der allerede talt, og i det Aar kom der ingen Skibe til Island, fordi alle de øvrige, der løb ud fra Norge og agtede ſig derhen, maatte gjøre Vendereiſe. I 1376 ſkulde ni Skibe fra Norge gaa til Island, men kun ſex af dem ankom. Det lader ogſaa til, at Regjeringen eller Kongen i Norge med altfor ſtor Ængſtelighed ſøgte at holde de ſaakaldte Uberettigede ude fra at fare paa Island, og at derved flere, ſom kunde have ſkaffet Øen Tilførſel, hindredes derfra, medens de Berettigede ikke altid formaaede det eller fandt det lønnende. Der fortelles ſaaledes, at da Biſkop Jon med et Skib, han ſelv havde ladet gjøre og kaldet „Mariebollen“, kom til Norge, formodentlig i 1375, erklærede Kongen — det vil da formodentlig ſige vedkommende Fehirde i hans Navn — Skibet for ſin Ejendom. Grunden dertil angives ikke, men det maa vel verre den, at han ikke bar været anſeet berettiget til at lade det bygge, eller at det maaſkee bar varet bygget af Tømmer, hugget uden Tilladelſe i Kongens Skove, eller en anden lignende Aarſag. Der tales intet om, at Biſkopen fik det igjen; der berettes kun, at han Aaret efter kom tilbage til Island og landede paa Veſtmannøerne[1].

Til Uaaret og Manglen paa Livets Nødvendigheder kom ogſaa Smittſott, der ſandſynligviis fandt deſto ſtørre Næring i Folkets uſle Tilſtand. I Norge gik paa denne Tid Kopperne ſterkt, uden at der forreſten tales om, at de medførte nogen betydelig Dødelighed. Men i 1380 kom der ſex Skibe fra Norge til Island, der alle havde Koppe-

  1. Finn Jonsſøn mener (II. S. 205), at Biſkop Jon ved Tilbagekomſten medbragte et Varnararbrev fra Kong Haakon: dette grunder han paa et Vidnesbyrdsbrev derom, ſom han ogſaa meddeler (S. 213), udſtedt, ſom det angives, den 1ſte Juli i Kong Magnus’s 56de Aar. Men dette vilde blive 1375, og ved den Tid var det utænkeligt, at ikke engang Lagmend paa Island, ſom Thorſtein Eyjulfsſøn, der er en af Udſtederne, ſkulde være vidende om Magnus’s Død. Men da man ſeer, at Thorſtein Eyjulfsſøn og Orm Snorresſøn omtales ſom Lagmend, og Olaf Petersſøn ſom Hirdſtjore, er det temmelig klart, at Brevet maa være fra 1365, da netop Thorſtein baade var Lagmand ſammen med Orm og Hirdſtjore ſammen med Olaf (ſee f. B. S. 942—926). Ligeledes omtales Birken Thorarin, ſom om han enten endnu levede, eller i alle Fald for kort Tid ſiden havde været i Live. Der ſtaar ſaaledes i Dateringen ved Fejlſkrift „fjortugta ok sextanda“ iſtedetfor „fjortugta ok setta.