Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/149

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
101
1380. Henrik Jarls Forpligtelſer.

ſaa længe de ſtod under Norges Herredømme, var oprindeligt af nordmanniſk Herkomſt og en af de Ætter, der kort efter Englands Erobring af Nordmannerne i 1066 ogſaa erhvervede Beſiddelſer i Skotland og derved indlemmedes i dette Riges Ariſtokrati. Den var allerede forhen anſeet og, ſom det lader, meget talrig og fik ved Henriks Ophøjelſe til Jarledømmet forøget Glands.

Strax efter vendte Henrik Jarl tilbage til Skotland, hvor han allerede den 11te September i St. Andrews udſtedte et nyt Forſikringsdrev[1], beſeglet ej alene af de ti i forrige Brev nævnte Herrer, men ogſaa to andre til, ſom Forlovere, ſaa at der nu i alt var tolv af disſe. Forſaavidt var alt godt og vel. Men alligevel bar dette Brev ikke paa langt nær fyldeſtgjørende, thi det indeholdt ikke nogen anden Artikel end den, at han ikke ſkulde afhende eller pantſette Jarledømmet eller nogen Deel deraf uden Kongens Samtykke: det var altſaa denne hans Forpligtelſe, ſom Forløftet gjaldt, men ingen af de øvrige; dertil udfordredes, efter de Tiders Forretningsſtiil, at hele hans Forſikkringsbrev af 2den Auguſt eller hver enkelt Artikel deraf ſkulde have været optaget i Forløftebrevet, og at dette ikke er ſkeet, er vanſkeligt nok at forſtaa, med mindre man ſkulde antage, at Jarlen paa en underfundig Maade ſøgte at unddrage ſig Opfyldelſen af ſine Forpligtelſer — hvad dog heller ikke hans ſenere Ferd giver ret Anledning til at tro. Kongen anſaa lig imidlertid, ſom venteligt var, brøſtholden dermed, da Brevet endelig var blevet ham overſendt med en ſvenſk Geiſtlig ved Navn Johannes, men, ſom det ſynes, ikke førend i det følgende Aar De tre Giſler, der allerede da ſkulde have faaet ſin Frihed, maatte nu, den 11te Juni 1380, da Kongen var i Tunsberg, erkjende, at de fremdeles vare forpligtede til at holde ſig ſtille der i Staden, indtil Forpligtelſerne vare opfyldte. Men desuagtet gav Kongen dem Tilladelſe til at vende tilbage til Skotland imod deres Æresord paa, at de ſkulde ſkaffe Kongen det attraaede Forløfte af de ſkotſke Herrer paa alle Artiklerne og ſende det, tilligemed de 180 Nobler, ſom de ſelv overtog at betale, til Kongen inden næſte Mortensmesſe, ſamt at de, hvis dette ikke ſkete, ſkulde ſelv indſtille ſig igjen i Tunsberg inden denne Dag[2]. Men der er ikke Tegn til, at de enten vendte tilbage eller ſkaffede de forlangte Breve. Kong Haakons Død, der indtraf, før hiin Friſt var udløben, gav dem formodentlig Anledning eller Paaſkud til at udeblive, hvilket vel ogſaa Maliſe Sperra under alle Omſtændigheder vilde have gjort. Og nu ſynes en vild og urolig Tid at have begyndt paa Øerne. Biſkopen, hvilken allerede Jar-

  1. Dipl N. II. 460.
  2. Dipl. N. II. 465.