Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/144

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
96
Haakon Magnusſøn.

yngre Datterſønner, Henrik af St. Clair, Herre til Roſslin i Skotland, og Maliſe Sperra, med Fordringer paa Jarledømmet. Alexander, der egentlig kun var udnævnt til Hirdſtjore paa eet Aar, og ligeſom paa Prøve, ſynes ikke at have beſtaaet denne og at være falden i Kongens Unaade, thi han blev ikke bekræftet i ſin Forlening, og end, mindre ophøjede Kongen ham til Jarleverdigheden. Af denne Aarſag var det vel, at de to nysnævnte Mend, Sønner af hans Moders Halvſyſtre, i 1379 meldte ſig til Forleningen og Jarletitlen. Kongen gav Henrik St. Clair Fortrinet. Formodentlig havde Maliſe Sperra allerede nu givet Prøver paa den Urolighed og Egenmegtighed, ſom han ſiden lagde for Dagen. Hans ſenere Opførſel giver al Grund til at tro, at begge disſe Medbejlere allerede nu havde bekriget hinanden indbyrdes, ligeſom de tidligere Jarler ſtundom havde plejet, og at Kong Haakon efter ſine Forfedres Exempel ſtevnede dem over til Norge for i Forening med Raadet at dømme imellem dem og ende deres Tviſt. Men der er intet udtrykkeligt berettet derom; alt hvad vi vide med Vished er, at baade Henrik og Maliſe om Sommeren 1379 med flere af ſine ſkotſke Venner og Frænder kom over til Norge, og at Kongen i Marſtrand, hvor han ſandſynligviis opholdt ſig paa Grund af Krigen med Sverige, udnævnte Henrik til Jarl og ej alene forlenede ham med Orknøerne, men overdrog ham ogſaa Forſvaret af Hjaltland, det lige ſiden Kong Sverres og Harald Jarls Tider havde været ſkilt fra hine og lagt umiddelbart under Kronen. Paa hvilken Dag og hvilken Maade han udnævntes til Jarl, vides ikke; vi have kun hans Forſikringsbrev, udſtedt den 2den Auguſt til Kongen og ſexten verdslige Raadsherrer[1], efter at han allerede havde faaet Jarlenavn. Men da en ſaadan Højtidelighed, ſom en Ophøjelſe til Jarleverdigheden, ſedvanligviis plejede at ſkee paa en af de ſtørre Højtider, er det ſandſynligt, at den denne Gang havde fundet Sted paa St. Olafs Dag, fire Dage forud. I det vidtløftige Forſikringsbrev, ſom endnu haves[2], og hvori Henrik udtrykkeligt erklærer, at Kongen af ſin Naade havde ophøjet ham til Jarl over ſine Lande Orknøerne, hvorfor han med Kys paa Haand og Mund havde hyldet Kongen ſom ſin Lehnsherre og ſvoret ham Troſkabs-Eed[3], opregnes

  1. Da ingen Geiſtlige nævnes iblandt dem, ſynes det temmelig klart, at de have ledſaget Kongen paa Grund af Krigen mod Sverige, og ikke formeligt været ſammenkaldte til Mode i Anledning af denne Sag.
  2. Viſtnok ikke i Original, men i verificeret Copi, tagen i 1426. Denne er aftrykt ſaavel i Torfæi Orcades S. 174—177, ſom i Dipl. N. II. 459.
  3. I Forbindelſe hermed maa det omtales, at Th. Torvesſøn i ſin Orcades S. 174 fortæller, at Henrik, Jarl af St. Clair, allerede 1369 foreſtod Orknøerne „fiduciario jure“ (ſom midlertidig Beſtyrer?) og ved Brev af 11te Juni an-