kunde holdes i denne Cours, og vel heller ikke holdtes deri, kan man vist antage, at de i Virkeligheden neppe have været af bedre Gehalt, end 1: 6, et Forhold, som ogsaa allerede i længere Tid synes at have været det gængse i Sverige. Denne Usikkerhed i Coursen gjorde, at man nu oftere end forhen ved Kjøb og Salg angav Pengebeløbene i udenlandske Pengesorter, fornemmelig Pund Sterling eller franske Gros de Tours, naar man ikke bibeholdt den nationale Beregning efter „forngilde Mark“ o. s. v., hvilken nu efterhaanden gik mere og mere af Brug. Kong Haakon selv angav oftere de Summer, han modtog eller lod udbetale, i fremmede Myntsorter, uagtet hans Forbud mod at vrage hans egen Mynt; vistnok følger ikke heraf, at ogsaa Betalingen selv skete i fremmede Penge, thi man kunde jo udgive saameget i den slette norske Mynt, som svarede til den angivne Sum, men Paastanden, at fastholde en bestemt Cours, var dog derved allerede opgivet. Endog i Taxterne for de tydske Skomageres Arbeider i Throndhjem, paabudne af Kongen selv, have vi seet, at Angivelsen i engelske Penge og forngilde Ører afvexle med hinanden. I det følgende ville vi see den tydske Myntsort „Gylden“ at blive den, hvori Summerne hyppigt angaves.
Paa Orknøerne synes det i denne Tid at have hersket megen Uro, men vi have desverre kun faa Efterretninger derom. Det er allerede fortalt, at saa tidligt som i 1369 var der en alvorlig Strid mellem Biskop Villjam og den daværende kongelige Ombudsmand Haakon Jonssøn, deels som det synes, paa dennes egne, deels paa Kongens Vegne. Striden blev da paa en Maade bilagt og et Forliigsdocument oprettet, men det kan ikke have varet længe, førend den atter luede op igjen, siden Kong Haakon, da han udnævnte Alexander de le Ard til Høvedsmand paa Orknø, udtrykkeligt paalagde ham blandt Andet at give Underretning om, hvorledes det nu stod sig med Fejden mellem ham – det kan da her alene betegne Kongedømmet eller Kongens Repræsentant – og Biskopen. Om Alexanders Bestyrelse af Øerne vides der intet, men vist er det, at Biskopens fjendtlige Forhold til Kronen vedblev. Imidlertid optraadte Malise Jarls
her regnedes for 24 og Øren for 8 Pence, hvilket gav Gradationen 24–20–16, og antydede et Forhold mellem den myntede Mark og reent Sølv, som 1:5⅓. Dette Forhold, hvorved den forngilde Mark fik 64 Pence (6 Sh. 4 P.) og den brendte Mark 16 Sh., er allerede udtrykkeligt angivet i et Brev af 1345, see Dipl. N. II. 267.
