Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/141

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
93
1376—1380. Skomagerne i Stæderne. Mynten.

ſelge ud til Andre[1]. Siden have vi ogſaa ſeet (S. 67), hvorledes Skomagerne i Nidaroos havde været med at begaa et Drab i ſelve Chriſtkirken, for hvilket de naturligviis havde maattet bøde, og det ikke ſaa ubetydeligt — 44 Mk. brendt Sølv, — hvoraf de maatte laane endeel i Bergen; men det var ſaa langt fra, at Kongen ſiden var dem unaadig, at han endog for at lette dem Tilbagebetalingen af Laanet tillod dem at udføre ſit Arbeide til Udſalg andenſteds, indtil Laanet var betalt. Endvidere gav han dem under ſit Ophold i Nidaroos om Vaaren 1377 (15de Mai) tyve Aars Frihed for at „gaa Vaabengang“, ſom det kaldtes, det vil ſige at indfinde ſig paa det aarlige Vaabenthing, hvor hver voxen Mand ſkulde møde frem og foreviſe ſine lovbefalede Vaaben til Efterſyn; og naar de tyve Aar vare omme, var det nok, at een Mand indfandt ſig fra hver Bod[2]. Derhos ſatte han en ret fordeelagtig Taxt paa deres Varer, f. Ex. for det bedſte Slags Støvler omtrent Mk. eller henved 2 Sh. engelſk Parret, hvilket efter vore Priisforhold nu vilde ſvare til henved Spd.[3]. Alt dette kunde lade ſig høre, hvis ingen anden i Landet forſtod at ſy ordentligt Skotøj. Men da man ſeer, at der idetmindſte i Bergen var andre, ſom ſyede Sko, og ſaa forſvarligt, at endog Biſkopen og hans Mend var tjent dermed, kan heller ikke dette have været Grunden, hvorfor hine ſaaledes begunſtigedes. Vi ville i det Følgende ſee, til hvilken foruroligende og oprørende Grad deres Tøjlesløshed gik.

Hvad Mynten angaar, om hvilken det i den ſtore Forordning beſtemmes, at den fremdeles ſkal gjelde ſom før og ikke vrages, da er det beklageligt, at der ikke nu findes noget Pengeſtykke, der med Vished kan henføres til Haakons Tid, og hvoraf vi ſaaledes kunne erfare Myntens Gehalt. Naar man afſluttede Penge-Laan eller verdſatte Jordegods og andet Løsøre, regnede man ſedſvanligviis efter Mark (Ører — Ertoger) brendt Sølv, eller efter forngilde Mark o. ſ. v., der forholdt ſig til det brendte Sølv ſom 1:3; men der angives ſjelden, hvor mange myntede Penge af et viſt Slags der ſkulde til for at udgjøre den opgivne Sum. Vi have ſeet, at Forholdet mellem myntede Penge og brendt Sølv ved Midten af Aarhundredet var eller ſkulde være omtrent ſom 1 til 5, men at man ved 1353 ſlog en ny Mynt, ſom man med et Magtſprog vilde tvinge op i Courſen 1 Mark Peninge = 1 Sol Grus Tournois eller 3 Sh. Sterling (dette gjør Forholdet

  1. See ovf. S. 27.
  2. N. gl. Love III. S. 201. Om Vaabengangen ved Midfaſtetider, ſee den nyere Bylov, Landvernsbaalken Cap. 13, Norges gl. L. II. S. 207.
  3. Priſen er angivet at være 1 Spann; hvorledes dette ſkal beregnes, antydes her ſtrax nedenfor.