som det heder, paa Stadens Lagthing den 19de Januar med Samtykke af Raadmendene og hele Lagretten uden og inden Vebaandene, samt Løverdagen derefter (den 24de) paa almindeligt Thing og Møde samtykkede af alle Byens Mend, inden- og udenlandske, lærde og læge, indeholde fornemmelig endeel Karter og derhos nogle faa Bestemmelser, især om Ølbrygning og Øltapning, der her, som i de øvrige Byer, var en meget yndet Bedrift, men som saavidt muligt indskrænkedes fra Øvrighedens Side, saavelsom Udskjenkning af Øl, Mjød og Viin, for at hindre det overvettes Fylderi, der snarere var i Tiltagende end i Aftagende[1].
Uagtet de tydske Skomagere i Stæderne, fornemmelig i Bergen, opførte sig langtfra som de burde, men ofte tillod sig alskens Voldsomheder og trodsede den lovlige Øvrighed, skjenkede Haakon dem dog, ligesom ogsaa hans Fader havde gjort, megen Naade og tilstod dem betydelige Forrettigheder. Hans Grunde dertil ere nu vanskelige at gjette, thi vel heder det i et af hans Breve, dem angaaende, at det var udgivet i „Betragtning af den Nytte, Almuen havde af deres Sko-Gjerning og Skosalg“. Men denne Nytte synes dog ikke at kunne opveje de Ulemper, de gjorde. Vi have allerede omtalt deres Trodsighed angaaende Tienden i den første Deel af Aarhundredet; af og til hører man om andre af deres Handlinger, der vise, at de maa have været yderst besværlige Medindvaanere i de Stæder, hvor de opholdt sig, ikke at tale om, at naar der opstod alvorlige Sammenstød mellem deres Landsmend, de tydske Kjøbmend, og Landets egne Borgere, da vare de altid rede til at yde de første sin Hjelp. Det er i det foregaaende nævnt, at under Krigen med Stæderne i 1368, 1369, havde de tydske Skrædere i Bergen endog drebt en Broder af Erkebiskop Olaf[2]; det var saaledes vel ikke egentlig Skomagerne, som her vare de brødefulde, men alle de tydske Haandverkere i Bergen dannede, som bekjendt; et stort Samfund, benævntes meget ofte, især i senere Tider, under eet „Skomagere“ og vare visselig lige gode om alle de Utilbørligheder, der udøvedes enten under Skomagernes, eller andre Haandverkeres Navn. Men dette hindrede, som vi have seet, ikke Kongen fra, i 1370 at give dem fri for Told, Skat og Tyngsel, imod at de tilsammen betalte 20 Mkr. Peninge aarligt i Afgift til Kronen, og to Aar efter forbød Kongen endog alle Andre at drive Skomagerhaandtering i Bergen, uden de, som Biskopen holdt i sin Gaard for sig og sine Folk, men heller ikke disse maatte
