Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/140

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
92
Haakon Magnusſøn.

ſom det heder, paa Stadens Lagthing den 19de Januar med Samtykke af Raadmendene og hele Lagretten uden og inden Vebaandene, ſamt Løverdagen derefter (den 24de) paa almindeligt Thing og Møde ſamtykkede af alle Byens Mend, inden- og udenlandſke, lærde og læge, indeholde fornemmelig endeel Karter og derhos nogle faa Beſtemmelſer, iſær om Ølbrygning og Øltapning, der her, ſom i de øvrige Byer, var en meget yndet Bedrift, men ſom ſaavidt muligt indſkrænkedes fra Øvrighedens Side, ſaavelſom Udſkjenkning af Øl, Mjød og Viin, for at hindre det overvettes Fylderi, der ſnarere var i Tiltagende end i Aftagende[1].

Uagtet de tydſke Skomagere i Stæderne, fornemmelig i Bergen, opførte ſig langtfra ſom de burde, men ofte tillod ſig alſkens Voldſomheder og trodſede den lovlige Øvrighed, ſkjenkede Haakon dem dog, ligeſom ogſaa hans Fader havde gjort, megen Naade og tilſtod dem betydelige Forrettigheder. Hans Grunde dertil ere nu vanſkelige at gjette, thi vel heder det i et af hans Breve, dem angaaende, at det var udgivet i „Betragtning af den Nytte, Almuen havde af deres Sko-Gjerning og Skoſalg“. Men denne Nytte ſynes dog ikke at kunne opveje de Ulemper, de gjorde. Vi have allerede omtalt deres Trodſighed angaaende Tienden i den førſte Deel af Aarhundredet; af og til hører man om andre af deres Handlinger, der viſe, at de maa have været yderſt beſværlige Medindvaanere i de Stæder, hvor de opholdt ſig, ikke at tale om, at naar der opſtod alvorlige Sammenſtød mellem deres Landsmend, de tydſke Kjøbmend, og Landets egne Borgere, da vare de altid rede til at yde de førſte ſin Hjelp. Det er i det foregaaende nævnt, at under Krigen med Stæderne i 1368, 1369, havde de tydſke Skrædere i Bergen endog drebt en Broder af Erkebiſkop Olaf[2]; det var ſaaledes vel ikke egentlig Skomagerne, ſom her vare de brødefulde, men alle de tydſke Haandverkere i Bergen dannede, ſom bekjendt; et ſtort Samfund, benævntes meget ofte, iſær i ſenere Tider, under eet „Skomagere“ og vare visſelig lige gode om alle de Utilbørligheder, der udøvedes enten under Skomagernes, eller andre Haandverkeres Navn. Men dette hindrede, ſom vi have ſeet, ikke Kongen fra, i 1370 at give dem fri for Told, Skat og Tyngſel, imod at de tilſammen betalte 20 Mkr. Peninge aarligt i Afgift til Kronen, og to Aar efter forbød Kongen endog alle Andre at drive Skomagerhaandtering i Bergen, uden de, ſom Biſkopen holdt i ſin Gaard for ſig og ſine Folk, men heller ikke disſe maatte

  1. N. gl. L. III. S. 196—198.
  2. See forr. B. S. 816.