Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
VI


Examen Artium tog Munch med Charakteren Laudabilis. Han fik Udmærkelſe i alle mundtlige Fag, men for Udarbeidelſe i Modersmaalet kun „Godt“, og gik ſaaledes glip af ſit Præceteris til Hovedcharakteer. Anden Examen tog han imidlertid Aaret efter (1829) med denne Udmærkelſe.

I Ungdomsaarene ſluttede Munch ſig paa det Nøieſte til A. M. Schweigaard, J. S. Welhaven og afdøde L. C. Langberg, af hvilke den førſte var hans Skole- og Artiumskammerat, og den anden tre Aar ældre Student. Disſe fire, af Studier, og tildeels ogſaa af Interesſer ſaa forſkjellige unge Mænd, hvoraf imidlertid enhver var beſtemt til i Tiden at indtage en Profesſors Stilling ved vort Univerſitet, kom hyppigt ſammen og tilbragte iſær Søndagene med hverandre. I denne ſluttede Kreds, der af Nogle betegnedes ſom „Klubben“, men ſom rettere kunde gives Navn af et aandeligt Foſtbroderſkab, lagdes Spiren til en Virkſomhed, der gjennem Studenterforbundet og Ugeſkriftet „Vidar“ blev følgerig og vidtgribende. Munch har følt og udtalt, at han i dette Forhold fandt en Støtte for ſin let bøielige Perſonlighed og en klarere Bevidſthed om ſin eiendommelige Begavelſe.

I Chriſtiania bøde Univerſitetets Skatte ham en rig Anledning til at fortſætte ſine Yndlingsſtudier. Heldigviis aabnede ogſaa R. Keyſer juſt da ſine Forelæsninger over vort ældre Sprog og vor ældre Hiſtorie. Da Munch var kommet noget videre end de øvrige Tilhørere, tilbød Keyſer ham velvilligt ſin private Veiledning og gjennemgik ſaaledes i et Aars Tid med ham de dengang fordetmeſte kun i Afſkrifter tilgjængelige gamle norſke Love og desuden de i Heimskringla forekommende Skaldevers. Imidlertid fortſatte han ſine hiſtoriſke Studier og lagde ſig efter flere nyere Sprog, ſom Engelſk, Spanſk og Portugiſiſk. Ogſaa begyndte han for det ſammenlignende Sprogſtudiums Skyld at lægge ſig efter Angelſaxiſk. Munch ofrede ſaaledes den førſte Tid af ſit Univerſitetsliv til reent videnſkabelige Sysler. Men der ſkal meget Held til, for at Videnſkaberne alene hertillands ſkulle kunne ſkaffe en Mand Levevei, og han fandt det derfor raadeligt, ligeſom Andre, at tænke paa Embedsexamen. Han agtede førſt at ſtudere Philologi; men da de klasſiſke Studier ikke vare ham ſynderlig tiltrækkende, og det juridiſke Studium derimod tyktes ham at give bedre Forkundſkaber til Fædrelandshiſtorien, valgte han dette. I Mai 1834 underkaſtede han ſig den juridiſke Embedsexamen med bedſte Charakteer og var for et Øieblik endog betænkt paa at gaae Departements-Veien, hvilket dog ved et med hans Evner og Tilbøieligheder nærmere liggende Hværv blev forhindret.