Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/138

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
90
Haakon Magnusſøn.

part ſelv, hvor der ogſaa faſtſettes Taxter, i enkelte Dele noget afvigende fra disſe. Der er endog Grund til at antage, at disſe Taxter fra Tid til anden ere blevne forandrede, medens Forordningen ſelv beſtod uforandret ſom Grundlaget for den gjeldende Handelslovgivning.

Det er nu for os en let Sag at indſee de flere Misgreb, ſom i denne Anordning begaaes, førſt og fremſt deri, at den lovgivende Myndighed med et Magtſprog vil opſtille Regler for Myntcours, Varepriſer m. m., og dernæſt, at den overhoved legger for meget Baand paa Handelsforholdene. Men ſaadanne vare i den Tid over hele Europa de herſkende Grundſetninger i Handelspolitiken; hverken Kongen eller hans Raadgivere ere at dadle, fordi de ikke havde tilegnet ſig et friere Blik i dette Stykke, end nogen anden paa deres Tid, og de handlede kun efter bedſte Overbeviisning til Landets Vel, idet de ſøgte at ophjelpe Kjøbſtæderne og ſikkre de indenlandſke Handelsmend Markedet ligeoverfor de rigere og klogere Udlendinger. At det dog i Længden vilde være forgjeves at kæmpe mod Overlegenhed i Capital og Handelsklogſkab, indſaa man ej. Men man maa ogſaa holde ſig de tydſke Stæders og Kjøbmends ideligen ſtigende Handelstyranni ret klart for Øje for at finde det begribeligt, ja endog fortjenſtligt, at Kongen og Raadet ſøgte at indſkrænke det ſaa meget ſom muligt. Hvor ſkarpt de have haft dette for Øje, ſees navnligt af den 3die Artikel, hvor det „varningaskifti“ udtrykkeligt forbydes, ſom Stæderne ved Mødet i Tunsberg 1372 havde bedet Kongen om at tilſtede.

I Forbindelſe med denne Handels-Anordning ſtaar ſikkert ogſaa en, ſom det ſynes af Bergens Byfoged og Raadmend vedtagen Samling af Statuter, (eller, ſom det heder i Privilegierne for Oslo af 1358, „Setninger, ſom Lagmanden, Raadmendene og Gjaldkeren ſette, ſamtykke, og kundgjøre paa Bymødet“[1], der egentlig kun ſlutte ſig til beſtemte Lovbud, men i enkelte Stykker indeholde nærmere Beſtemmelſer, iſær vedkommende Politiet. En lignende Samling af Statuter havde allerede i Januar 1377 været vedtagne i Nidaroos, altſaa førend der kunde være Tale om Hanſens Privilegier, hvilke da heller ikke vedkom Nidaroos ſynderligt, eller om hiin Anordning. Om hiin bergenſke Statutſamling ſiges der kun, at „den ſkete i Bergen paa Kong Haakons Tid“[2]. Flere af Beſtemmelſerne ere, ſom ſagt, Gjentagelſer af eldre Lovbud, ſom f. Ex. at Udlendinger ikke maa opkjøbe Varer til Udſalg, at de

    ikke er viſt, om det er at henføre til ham eller til Haakon den yngre. De anførte Priſer ſynes at tyde paa den ſenere Tid, og l et, rigtignok yngre, Haandſkrift er Brudſtykket ganſke ſlaaet ſammen med „Setningerne“ for Nidaroos af 1377, hvorom her ſtrax nedenfor.

  1. Saaledes ſtaar der i Kong Magnus’s Privilegier for Oslo, Norges gl. Love III. 166, 177.
  2. Norges gl. Love III. S. 210—212.