part selv, hvor der ogsaa fastsettes Taxter, i enkelte Dele noget afvigende fra disse. Der er endog Grund til at antage, at disse Taxter fra Tid til anden ere blevne forandrede, medens Forordningen selv bestod uforandret som Grundlaget for den gjeldende Handelslovgivning.
Det er nu for os en let Sag at indsee de flere Misgreb, som i denne Anordning begaaes, først og fremst deri, at den lovgivende Myndighed med et Magtsprog vil opstille Regler for Myntcours, Varepriser m. m., og dernæst, at den overhoved legger for meget Baand paa Handelsforholdene. Men saadanne vare i den Tid over hele Europa de herskende Grundsetninger i Handelspolitiken; hverken Kongen eller hans Raadgivere ere at dadle, fordi de ikke havde tilegnet sig et friere Blik i dette Stykke, end nogen anden paa deres Tid, og de handlede kun efter bedste Overbeviisning til Landets Vel, idet de søgte at ophjelpe Kjøbstæderne og sikkre de indenlandske Handelsmend Markedet ligeoverfor de rigere og klogere Udlendinger. At det dog i Længden vilde være forgjeves at kæmpe mod Overlegenhed i Capital og Handelsklogskab, indsaa man ej. Men man maa ogsaa holde sig de tydske Stæders og Kjøbmends ideligen stigende Handelstyranni ret klart for Øje for at finde det begribeligt, ja endog fortjenstligt, at Kongen og Raadet søgte at indskrænke det saa meget som muligt. Hvor skarpt de have haft dette for Øje, sees navnligt af den 3die Artikel, hvor det „varningaskifti“ udtrykkeligt forbydes, som Stæderne ved Mødet i Tunsberg 1372 havde bedet Kongen om at tilstede.
I Forbindelse med denne Handels-Anordning staar sikkert ogsaa en, som det synes af Bergens Byfoged og Raadmend vedtagen Samling af Statuter, (eller, som det heder i Privilegierne for Oslo af 1358, „Setninger, som Lagmanden, Raadmendene og Gjaldkeren sette, samtykke, og kundgjøre paa Bymødet“[1], der egentlig kun slutte sig til bestemte Lovbud, men i enkelte Stykker indeholde nærmere Bestemmelser, især vedkommende Politiet. En lignende Samling af Statuter havde allerede i Januar 1377 været vedtagne i Nidaroos, altsaa førend der kunde være Tale om Hansens Privilegier, hvilke da heller ikke vedkom Nidaroos synderligt, eller om hiin Anordning. Om hiin bergenske Statutsamling siges der kun, at „den skete i Bergen paa Kong Haakons Tid“[2]. Flere af Bestemmelserne ere, som sagt, Gjentagelser af eldre Lovbud, som f. Ex. at Udlendinger ikke maa opkjøbe Varer til Udsalg, at de
- ↑ Saaledes staar der i Kong Magnus’s Privilegier for Oslo, Norges gl. Love III. 166, 177.
- ↑ Norges gl. Love III. S. 210–212.
ikke er vist, om det er at henføre til ham eller til Haakon den yngre. De anførte Priser synes at tyde paa den senere Tid, og l et, rigtignok yngre, Haandskrift er Brudstykket ganske slaaet sammen med „Setningerne“ for Nidaroos af 1377, hvorom her strax nedenfor.
