Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/134

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
86
Haakon Magnusſøn.

tidligere nævnes noget, er den, der ſynes merkelig nok, at Udſalget af det ſimplere Øl eller ſaakaldte Mungaat var blevet et Monopol for Kongens Borgfolk, idetmindſte kan maa ikke anderledes forklare de Ord, at Udlendingerne ſkulle kjøbe det „fra Borgen“.

Med denne Forordning kunde Stæderne, der for fem Aar ſiden blandt andet udtrykkeligt havde fordret Tilladelſe til at drive Tuſkhandel, neppe være tilfreds; men da ingen Indgreb ſkete i Privilegierne, var der vel intet andet for dem at gjøre end at finde ſig deri, og overlade det til Kjøbmendene ſelv at eludere eller overtrede deres Bud, efterſom de ſaa Lejlighed dertil. Ved de Tilleg og Forordninger, ſom Kongen havde lovet at faa iſtand, naar han kunde ſamles med „det ſtørre Rigets Raad“, altſaa holde et formeligt Høvdingemøde, kan han neppe have foreſtaaet andet end en fuldſtendig Handelsanordning. En ſaadan blev ogſaa given, men desverre kjender man ikke Tiden, da Dateringen mangler i de faa og daarlige Afſkrifter, ſom vi have tilbage deraf[1]. Der ſtaar kun, at Kongen havde givet den med Rigsraadets Samtykke, da han nu i Tunsberg var ſamlet med dette, og at han der i Tunsberg havde ladet den kundgjøre for Almuen og vedtage med Vaabentag. Dette viſer altſaa, at et Raadsmøde har været holdt i Tunsberg. Men naar der tales om, at Almuen havde været ſamlet og vedtaget Anordningen med Vaabentag, ſaaat den herefter ſkulde anſees ſom Lov, da kan dette kun betegne en Vedtagelſe paa Haugathing[2], og gjør det nødvendigt at antage, at Kongen ſiden har ladet eller villet lade den ſamme Anordning vedtage paa Froſta- og Gula-Thing for de to andre Stæder. Da ſlige Forordninger i de Tider ikke udferdigedes eenslydende for alle Stæder, men i ſærſkilte Gjenparter for hver

    berettes, at baade Kjøbmendene og de tydſke Haandverkere havde hver en „aabenbar Skjøge, der boede paa Øvregaden og i Byen“, og at der var „ligeſaamange Skjøger ved Bryggen, ſom Garpehunde“ (d. e. Hunde til at bevogte de Tydſkes Handelsſtuer og Pakboder). See Sagen og Foſs, „Bergens Beſkrivelſe“, S. 137, 155, 157. Vi ville ſtrax hernedenfor ſee ſærſkilte Beſtemmelſer vedtagne imod dem for Bergens Vedkommende, hvor de Fremmedes Mængde og derfor ogſaa Uvæſenet var ſtørſt, og hvor vi faa Aar ſenere ſee Biſkop Jakob give en frygtelig Skildring af den herſkende Uſedelighed.

  1. Ingen af Haandſkrifterne er eldre end Midten af det 15de Aarhundrede, undtagen een (nu i det kgl. Bibl. i Stockholm), der er fra c. 1400, men denne indeholder neppe en Trediedeel af den hele Anordning. De øvrige ere meſt Overſettelſer, ligeledes med flere Udeladelſer og Forkortninger. See Norges gl. L. III. S. 202—210.
  2. Et Thing ved Tunsberg maatte være Haugathing, ſkjønt det ikke udtrykkelig nævnes: men dette Thing traadte nu, efter de ſtørre Lagthings Adſkillelſe, ganſke viſt i Stedet for det ſaakaldte Borgarthing, efterſom Lagmanden havde ſin faſte Reſidens i Tunsberg og der ogſaa paadømte Sager vedkommende Borgeſysſel.