tidligere nævnes noget, er den, der synes merkelig nok, at Udsalget af det simplere Øl eller saakaldte Mungaat var blevet et Monopol for Kongens Borgfolk, idetmindste kan maa ikke anderledes forklare de Ord, at Udlendingerne skulle kjøbe det „fra Borgen“.
Med denne Forordning kunde Stæderne, der for fem Aar siden blandt andet udtrykkeligt havde fordret Tilladelse til at drive Tuskhandel, neppe være tilfreds; men da ingen Indgreb skete i Privilegierne, var der vel intet andet for dem at gjøre end at finde sig deri, og overlade det til Kjøbmendene selv at eludere eller overtrede deres Bud, eftersom de saa Lejlighed dertil. Ved de Tilleg og Forordninger, som Kongen havde lovet at faa istand, naar han kunde samles med „det større Rigets Raad“, altsaa holde et formeligt Høvdingemøde, kan han neppe have forestaaet andet end en fuldstendig Handelsanordning. En saadan blev ogsaa given, men desverre kjender man ikke Tiden, da Dateringen mangler i de faa og daarlige Afskrifter, som vi have tilbage deraf[1]. Der staar kun, at Kongen havde givet den med Rigsraadets Samtykke, da han nu i Tunsberg var samlet med dette, og at han der i Tunsberg havde ladet den kundgjøre for Almuen og vedtage med Vaabentag. Dette viser altsaa, at et Raadsmøde har været holdt i Tunsberg. Men naar der tales om, at Almuen havde været samlet og vedtaget Anordningen med Vaabentag, saaat den herefter skulde ansees som Lov, da kan dette kun betegne en Vedtagelse paa Haugathing[2], og gjør det nødvendigt at antage, at Kongen siden har ladet eller villet lade den samme Anordning vedtage paa Frosta- og Gula-Thing for de to andre Stæder. Da slige Forordninger i de Tider ikke udferdigedes eenslydende for alle Stæder, men i særskilte Gjenparter for hver
- ↑ Ingen af Haandskrifterne er eldre end Midten af det 15de Aarhundrede, undtagen een (nu i det kgl. Bibl. i Stockholm), der er fra c. 1400, men denne indeholder neppe en Trediedeel af den hele Anordning. De øvrige ere mest Oversettelser, ligeledes med flere Udeladelser og Forkortninger. See Norges gl. L. III. S. 202–210.
- ↑ Et Thing ved Tunsberg maatte være Haugathing, skjønt det ikke udtrykkelig nævnes: men dette Thing traadte nu, efter de større Lagthings Adskillelse, ganske vist i Stedet for det saakaldte Borgarthing, eftersom Lagmanden havde sin faste Residens i Tunsberg og der ogsaa paadømte Sager vedkommende Borgesyssel.
berettes, at baade Kjøbmendene og de tydske Haandverkere havde hver en „aabenbar Skjøge, der boede paa Øvregaden og i Byen“, og at der var „ligesaamange Skjøger ved Bryggen, som Garpehunde“ (d. e. Hunde til at bevogte de Tydskes Handelsstuer og Pakboder). See Sagen og Foss, „Bergens Beskrivelse“, S. 137, 155, 157. Vi ville strax hernedenfor see særskilte Bestemmelser vedtagne imod dem for Bergens Vedkommende, hvor de Fremmedes Mængde og derfor ogsaa Uvæsenet var størst, og hvor vi faa Aar senere see Biskop Jakob give en frygtelig Skildring af den herskende Usedelighed.
