Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/133

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
85
1377. Handelsforordning vedkommende Hanſeaterne.

de virkelig heller ingen Indgreb gjøre i disſe, men kun ſette en Skranke for, at Tydſkerne ikke ſkulde tiltage ſig endnu ſtørre Rettigheder, end Privilegierne, hjemlede dem. Man kan være temmelig vis paa, at ethvert af de Forbud, Forordningen indeholder, er rettet mod et egenmegtigt Tiltag af de Tydſke, og giver ſaaledes middelbart Oplysning om, hvori disſe Tiltag beſtod. For det førſte ſee vi, at de tydſke Kjøbmend fremdeles ſøgte at overtrede eller eludere de udtrykkelige Forbud mod Landprang og Forprang, eller mod Forhandling af indenlandſke Varer andenſteds end paa Torvet, men at de deels ſelv gjorde Indkjøb paa Landet, ej alene til eget Forbrug, men ogſaa til Udførſel, deels ſøgte at lokke dem, der førte Varer til Torvs, til ſig i Gaardene, for der, uhindret af nogen Opſigt fra Øvrighedens Side, og med Tilſideſettelſe af Kongens Forkjøbsret at forſyne ſig med hvad de ønſkede til billigere Kjøb, og naturligviis ogſaa imod andre af dem ſelv indførte Varer, trods Forbudet mod at ſelge disſe i ſmaa Partier. Ja man maa endog af Forordningens Ord i den ſidſte Artikel ſlutte, at de i deres Overmod ſtundom vovede aabenlyſt at anholde dem, der bragte Varer til Torvs, og med Magt at fratage dem disſe, formodentlig vel ikke uden at betale dem noget derfor, men dog med Vold og frek Tilſideſettelſe af Lovens beſtemte Forbud. Overhoved ſeer man, at de ſøgte at fortrænge de indfødde Kjøbmend fra Handelsmarkedet, eller reent ud at hindre indfødde Kjøbmend fra at komme op. Men desforuden tales der her for førſte Gang om en Uſkik, der vel ogſaa tidligere havde fundet Sted, men formodentlig ikke i en ſaa foruroligende Grad, ſom i de ſidſte Tider, og ſom giver os en Foreſtilling om, hvor frekt de fremmede Handelsmend traadte den offentlige Anſtændighed under ſine Fødder, nemlig at de ganſke aabenlyſt holdt Friller, der drev Smaahandel, og at de endogſaa benyttede ſig heraf til at eludere hine Forbud mod at udſelge deres Varer i Smaat, idet de lod hine „Friller“ ſelge dem ud ſom ſine egne Varer. At de i Byerne boſatte tydſke Handelsfactorer holdt Friller og overhoved førte et højſt udſvævende Liv, var en ubehagelig, men viſtnok uundgaaelig Følge deraf, at de ikke havde Lov til at gifte M„ for ej derved at drages ind i andre Interesſer, end deres Principalers; men at Forholdet var ſaa aabenlyſt, at disſe „Friller“ endog, ſom det ſynes, dannede en egen anerkjendt Klasſe Fruentimmer, der levede for ſig ſelv og havde Tilladelſe til at drive Smaahandel, viſer, hvor ſlap den offentlige Moralitet omſider var bleven[1]. En egen Omſtændighed, hvorom der ikke

  1. See herom ovenfor, IV. D. 2 B. S. 246, 247. De omtalte „Friller“ ere formodentlig de ſamme Slags løſe Fruentimmer, der ogſaa omtales i „den norſke So“, (Walkendorffs Transactioner med de Contoirſke, o. fl. St.; der