grete tidligere havde givet den danske Høvding Jakob. Muus til Pantelehn, indløste hun under sit Ophold i Lund i September 1377[1]. Saaledes var nu, efter Hertug Eriks Afstaaelse af Opensteen, hele den Deel af Vestergøtland, der grændsede til Kong Haakons Besiddelser, kommen under hendes umiddelbare Raadighed. Det var formodentlig især Krigen med Albrecht, eller, som Kong Haakon, der ej vilde erkjende Albrechts Ret til Kronen, udtrykte sig, „de Tydske i Sverige“, der seent ud paa Aaret i 1376, strax efter hiin Tractat med Hertug Erik, kaldte Haakon tilbage til Norge, hvor han formodentlig tilbragte Julen i Oslo, siden vi finde ham der ved et Raadsmødet Januar Maaned[2]. Det var strax efter, nemlig den 3die Februar, at han paa Akershuus skjenkede hiin Forlening ved Ljodhuus til Gudmund Grein: et Tegn paa at han da var beskjeftiget med at ordne Forsvaret paa Grændsen. Om Vaaren gjorde han en Reise over Oplandene lige til Throndhjem[3], maaskee for en Deel i den Hensigt at frede Grændsen og opbyde Leding eller fordre Krigshjelp, da vi erfare, at en saadan „Utgreidsle“ fordredes af Idre og Serna Sogne, som dengang hørte til Østerdalen, og at den blev ydet i Idre, men derimod negtet i Serna, hvor en vis Hallvard Smid satte sig i Spidsen for Almuen og fik flere til at sette sig op imod den kongelige Befaling. Denne Sag blev siden bilagt i Bergen, den 30te Mai 1378, hvor Kongen, som da befandt sig i denne Stad, tilgav Sernaboerne deres Ulydighed, fornemmelig paa Raadsherren Hr. Narve Ingevaldssøns Forbøn[4]. Denne troe Tilhænger af Kongen maa saaledes have haft noget over hine Bygder at sige, og snarest skulde man formode, at Kongen har overdraget ham Befalingen over alle Grændse-Landskaberne nord for Vermeland, nemlig Østerdalen, eller den østlige Deel deraf, Herdalen og Jemteland. Thi nogle Aar senere finde vi ham udtrykkeligt nævnt som Høvedsmand over dette sidste Landskab, og det samme Embede beklædte han vist.allerede nu, da der neppe kan være nogen Tvivl om, at det var han, som, faa Dage efterat han havde udvirket Tilgivelse for Sernaboerne, fik Kongen, fremdeles i Bergen, til at bekræfte det Regulativ for Preste-Indtægterne i Jemteland, som Kong Haakon Magnussøn den eldre havde udgivet i 1305, og udtrykkeligt forbyde den uppsalske Erkebiskops Provster og andre Geistlige at tynge dem med andre Paaleg og Fordringer, end Regulativet hjemlede[5]. Hr. Narve er altsaa rimeligviis kommen til Kongen
