Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/126

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
78
Haakon Magnusſøn.

hen, uden at Mecklenburgerne kom nærmere mod ſit Maal, men ogſaa uden at man fra danſk Side udrettede ſynderligt mod dem. Der underhandledes fremdeles, af og til, under Stædernes Megling, og man ſeer, at Hertug Albrecht altid kun henvendte ſig til det danſke Raad, da han ej vilde erkjende Olaf ſom Konge og følgelig heller ikke Haakon og Margrete ſom hans Formyndere. Men ved den talentfulde og driftige Hertug Albrechts Død (den 18de Februar 1379[1]) ophørte for det førſte al Fare for det folkungſke Dynaſti i Danmark fra Mecklenburgernes Side, om end hans Sønner ſenere fornyede Fjendtlighederne, der i nogen Tid ſynes at have gaaet i Staa.

Ogſaa mellem Sverige og Norge var der i denne Tid ført Krig, og denne Krig var vel for en ſtor Deel Skylden i, at Kong Albrecht ikke kunde komme ſin Fader og Broderſøn til Hjelp. Men man kjender ikke de nærmere Omſtændigheder derved. Ganſke fredeligt havde det vel ingenſinde ſiden 1371 været mellem Kong Albrechts og Kong Haakons Mend, men efter Kong Magnus’s Død maatte et aabenbart Krigsforhold mellem begge Kongerne indtræde, da Kong Haakon fremdeles beholdt de veſtlige ſvenſke Landſkaber, uagtet det var beſtemt i Kong Magnus’s Befrielſes-Tractat, at disſe Landſkaber, eller Indtægterne deraf, kun ſkulde tilkomme ham for Livstid os følgelig ved hans Død falde tilbage til Albrecht. Men fra Haakons Side ſynes der ikke at have været Tale om nogen Tilbagegivelſe; derimod behandlede han disſe Landſkaber, eller hvad han deraf havde inde, ſom ſin retmesſige Beſiddelſe. I 1377 forlenede han ſaaledes en vis Gudmund Grein, i Betragtning af hans tro Tjeneſte, med Kongsgaarden Alveim i Aalehered ved Ljodhuus[2]. At hans Tilhængere, Hr. Erik Ketilsſøn, Knut Algøtsſøn, Ulf Jonsſøn o. fl. fremdeles havde Tilhold, Beſiddelſer og Myndighed i Vermeland, paa Dal og i Veſtergøtland, er allerede forhen omtalt, og endnu kort før hans Død vedblev man i Vermeland at betragte Haakon ſom ſin Landsherre[3]. Elfsborg, ſom Dronning Mar-

    endog fra Wismar og Roſtock ſelv, ligeſom ſenere, da Vitalianerne udſendtes. Senere nævnes dog ogſaa danſke Herrer og Slotshøvdinger, ſom Johan Grubendal, Høvedsmand paa Søborg, Johan Lembeke, Høvedsmand paa Ribe, og Nikolas Svarteſkaaning, paa Vardberg, (i 1382 ligeſaa Henrik Vardenberg og Paſchedach, Høvedsmand paa Abrumsthorp, ſee Suhm, XIV. S. 104, 106, Bunge, Urk. B. III. No. 1188, S. 397. Men af dem var Johan Lembeke gaaet i Forbund med Mecklenburgerne, ſee Rudloff, l. c. S. 500, Suhm, l. c. S. 9. Formodentlig udruſtedes der ſlige Kapere fra de fleſte ved Søen beliggende Slotte, og maaſkee iſær af Mecklenburgernes Tilhængere l Skaane.

  1. Saaledes opgives Dagen hos Detmar, S. 310.
  2. Brevet, udſtedt paa Akershuus den 3die Februar 1377, er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 509.
  3. Styffe, Bidrag No. 73. S. 177.