til Udførelse. Saaledes indtraadte det fjendtlige Forhold paany, skjønt det rigtignok lader til, at Krigsforetagenderne nu mest bestode i Kaperier paa Søen, udøvede af begge Partiers Tilhængere, medens Hertugen indskrænkede sig til at befæste sin Magt i Skaane og vinde flere Tilhængere blandt dette Landskabs Adelsmend. Thi strax efter dette Danehof var det, at Tuve Galen, der selv havde deeltaget deri, og Anders Jakobssøn den 4de August i Wismar tilsagde Hertugens Dattersøn sin Hjelp. Ligeledes søgte de holstenske Grever ved List og Magt at tilvende sig endnu flere af de sønderjydske Slotte, og kaldte sig uden Videre „Herrer til Sønderjylland[1]. Hertugen paakaldte derhos fremdeles den tydske Keisers Bistand mod det danske Raad, og denne indstevnede virkelig in September en heel Deel danske Slots-Høvedsmend til at staa til Rette for sin Domstol[2]. Men herom brød man sig naturligviis ikke i Danmark, og Keiserens Tilsagn om at understøtte det mecklenburgske Huus i dets Fordring paa Danmarks Trone blev saaledes af ingen Nytte. Alligevel maa denne Krigstilstand i Længden have været ubehagelig nok for Danmark, deels fordi en stor Deel af Skaane, saaledes som det allerede er nævnt, var i Mecklenburgernes Hænder, deels ogsaa fordi Høvedsmendenes Selvraadighed og Voldsomhed ved Krigstilstanden fik en ny Næring, da enhver af dem, især de, der havde Slotte i Forvaring, under de nu herskende Forhold kunde optræde næsten som en felvstændig liden Fyrste, hvilken Haakon og Margrete maatte være ængstelig for at støde for Hovedet, medens Mecklenburgerne vistnok ikke sparede paa de bedste Tilbud for at vinde dem. Saaledes have vi seet, at tre skaanske Adelsmend fik hvert sit Hered til Pantelehn og lovede til Gjengjeld at understøtte Mecklenburgerne i Krigen mod Danmark med et ikke ubetydeligt Antal Krigsfolk. Søen foruroligedes af Kapere baade fra Danmark og Mecklenburg, der sværmede om i Farvandene og hindrede Skibsfarten, saa at Hansestæderne og Kong Haakon maatte holde Krydsere ude for nogenledes at frede den[3]. Paa denne Viis gik Tiden
- ↑ Rudloff, l. c. S. 500, Styffe, Bidrag S. LXVIII. Keiserens Stevnebreve ere daterede den 12te September 1377, altsaa er vel Anmodningen derom fra Hertugen indgiven i Juli eller August.
- ↑ Scr. r. D. VII. S. 99. 100.
- ↑ Allerede paa Hansedagen i Stralsund 1377 taltes der om at udruste Kogger mod Sørøverne, ligeledes handledes derom paa Hansedagen den 25de Januar og 30te Mai 1378, o. fl., see Suhm, XI. S. 37, 53–55. Det sees her, at Wismar og Rostock ingen Skibe vilde udruste mod Sørøverne, saa længe som Hertugen af Mecklenburg var uforliigt med Danmark; kun naar et saadant Forliig var kommet istand, og Sørøverne da angreb dem, skulde de udrede Krigsfolk ligesom de andre. Deraf kan man slutte, at Kaperne, især i den første Tid, fornemmelig udgik fra mecklenburgske Havne, og sandsynligviis
