Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/124

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
76
Haakon Magnusſøn.

ſit Forſikringsbrev derpaa[1]. Noget ſaadant vides rigtignok ikke at være udſtedt; imidlertid ſynes det næſten at falde af ſig ſelv, at ogſaa de lode Vaabnene hvile lige ſaa længe ſom Hertugen. Kort efter at denne var dragen bort, ſluttede Kong Haakon, der imidlertid var kommen tilbage til Danmark, den 21de October i Roeskilde paa Sønnens og egne Vegne et Forbund med de pomerſke Hertuger, hvorved disſe lovede at ſtaa dem bi i alle deres Krige, navnlig mod Mecklenburgerne[2]; og den 1ſte November indgik han i Kalundborg et lignende Forbund med Hertug Erik den yngre af Saxen (Søn af den eldre, ſom ovenfor oftere er nævnt), og lovede at ſende ham Hjelpetropper, om han for Olafs og Haakons Skyld blev angreben i Tydſkland, ſamt for en betydelig Pengeſum at indløſe Slottene Openſteen i Veſtergøtland, Falkenberg og Lagaholm, hvilke hans Fader altſaa maa have beholdt i Pant ſiden den ſidſte Krig[3]. Dette viſer, at man var forberedt paa, at Freden ej vilde være af Varighed. Nogen Voldgiftsdom ſynes heller ikke at være bleven afſagt, hvad enten nu ingen af de nævnte Voldgiftsmend vilde paatage ſig Hvervet, eller Stilſtandstractaten imidlertid være bleven overtraadt. Herfor gav idetmindſte Mecklenburgerne Kong Haakon og Margrete Skylden, idet de den 9de Januar 1377 lod udgaa en højtidelig Proteſt mod den norſke Konges og Dronnings tractatſtridige Skridt — hvad enten der nu her ſigtedes til Forbundet med de pomerſke og ſaxiſke Hertuger, eller til de Fjendtligheder, ſom imidlertid fandt Sted imellem Kong Haakon og Kong Albrecht i Sverige[4]. Man ſøgte nu at faa en Megling iſtand ved Stædernes Hjelp, og ſaavel Hr. Henning Putbuſch ſom to mecklenburgſke Herrer anmodede paa en Hanſedag i Lübeck den 24de Juni 1377 Stæderne om at ſende Geſandter i dette Øjemed til et Danehof, der ſkulde holdes i Nyborg den 1ſte Juli, og hvor mecklenburgſke Geſandter ſkulde underhandle med Rigsraadet[5]. Danehofet blev vel holdt og en almindelig Landefred vedtagen[6], men der tales ikke et Ord om tydſke Geſandters Nærværelſe eller noget Meglingsforſøg, derfor er Sagen neppe kommen

  1. Tractaten er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 500—508.
  2. Huitfeld, S. 560.
  3. Tractaten er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 503—505, hos Scheidt, v. deutſchen Adel, Mantisſa, S. 368, og efter denne i Schl. H. L. Urk. II. S. 323—324.
  4. Rudloff citerer udtrykkeligt denne Proteſt (l. c. S. 502), ſigende, at„de mecklenburgſke Hertuger derved forvarede ſig mod alle det norſke Hofs tractatmesſige Skridt“; men desverre gjengiver han ikke Indholdet nærmere, og Originalbrevet ſelv maa nu være tabt, ſiden det ikke findes blandt de Breve i det ſchwerinſke Archiv, ſom Styffe har meddelt i ſine „Bidrag“.
  5. Suhm, XIV. S. 36, 37.
  6. Sammeſteds, S. 39.