Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/123

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
75
1376. Krig med Mecklenburgerne.

Denne ſluttedes i Kjøbenhavn, hvorhen Hertug Albrecht og hans Søn Henrik med ſyv af deres fornemſte Mend begav ſig den 21de September, altſaa efter et meget kort Felttog. Uden at erkjende Olaf for Konge, ſluttede han her en Overeenskomſt med Kong Olaf og hans Moder Margrete — Kong Haakon maa formodentlig ſtrax efter Fredsſlutningen i Kalundborg være dragen til Norge[1] — om at overlade Afgjørelſen af det Spørsmaal, hvorom der ſtredes, til en eller flere Voldgiftsmends Dom, ſaaledes at Kong Olafs Valg ikke ſkulde komme den unge Albrecht til Hinder eller Skade. Uagtet der ej tales udtrykkeligt om nogen Stilſtand, ligger det dog i Sagens Natur, at en ſaadan maa være bleven indgaaet, om end kun for en kort Tid. At Margrete bekvemmede ſig til at indgaa paa en ſaadan Ordning af Trætten, der antydede Muligheden af, at Kronen kunde blive fradømt hendes Søn, ſom ſaa nys var valgt og hyldet, kan neppe være ſkeet i anden Henſigt end at vinde Tid og undgaa Faren for Øjeblikket; Hertug Albrecht anſaa maaſkee Spillet allerede for ſaa godt ſom vundet, naar han blot kunde faa Sagen bragt under Voldgift, og følte vel, ved nærmere at lære Stemningen at kjende, at han for Øjeblikket ikke kunde udrette mere. Som Voldgiftsmend opſtilledes førſt Markgrev Frederik af Meisſen, dernæſt, hvis han ej vilde paatage ſig Hvervet, Borggreven af Nürnberg, eller hvis denne ikke vilde, Kongen af Frankrige, ſamt hvis heller ikke denne vilde det, Kongen af Ungarn, og endelig, hvis alle disſe vegrede m„ en ſammenſat Commisſion af lige mange danſke og mecklenburgſke Raadsherrer. Formodentlig havde Albrecht det bedſte Haab om, at hans Ven Keiſerens Indflydelſe vilde gjøre ſig gjeldende hos Voldgiftsmendene. I denne Stilſtand indbegrebes ogſaa alle Hertugens „Hjelpere“, hvoriblandt Keiſeren, og det beſtemtes udtrykkeligt, at de holſtenſke Grever ſkulde give

    nogen ſaadan for ſig, eller er gaaet efter Gisning. Derimod udtrykker Detmar ſig aldeles beſtemt ſaaledes: „Samme Aar, ved vor Frue Fødſelsdagstider (8de September), havde Hertug Albrecht ſamlet en heel Deel Folk og drog dermed til Danmark; med Dagthingningen o. ſ. v. aſviiſte de ham, ſaa at han drog tilbage og kom ſejlende hjem i ſtor Nød paa Søen, mange af hans Folk druknede, og ſaaledes fik han intet Gavn, kun Skade, af Reiſen (Detmar, S. 304). Da Detmar var ſamtidig med disſe Begivenheder, burde han dog antages at vide god Beſkeed derom. Og uſandſynligt kunde det vel heller ikke være, at Albrecht ej ſaa meget ved Stormen, ſom ved Raadets faſte Holdning har ladet ſig beſtemme til at indgaa Dagthingningen, hvorved han dog ikke opgav noget af ſin Datterſøns foregivne Ret, men alene fegte Spørsmaalet afgjort ved Voldgift, iſtedetfor ved Krig. I een Ting fejler dog Detmar, nemlig at han antager Albrechts Søn Henrik, ikke dennes Søn Albrecht, for Prætendenten til den danſke Krone.

  1. Kong Haakon nævnes nemlig ikke ſom deeltagende i Dagthingningen, der tales kun om Olaf, Margrete og Danmarks Indbyggere.