Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/122

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
74
Haakon Magnusſøn.

havde han ventet ſaalenge, for at ſee, hvad Parti Hanſeſtæderne tog. Han ſkal ogſaa have anmodet ſin Søn Kong Albrecht i Sverige om at komme ham til Hjelp. I den Anledning var det vel, at han om Vaaren, ſamtidigt med Kong Olafs Udnævnelſe i Danmark, endnu engang havde beſøgt Sønnen i Stockholm. Toget, der udgik ſtrax efter den 8de Septbr., ſynes nærmeſt at have gjeldt Skaane, hvorfra Hertugen letteſt kunde ſette ſig i Forbindelſe med Kong Albrecht, og hvor han tillige ſynes at have haſt flere Tilhængere, blandt hvilke den megtige Tune Galen, Gjaldkere for hele Skaane, ſaavelſom de nysnævnte Anders Jakobsſøn, en af Landets meſt anſeede Mend. Disſe to Herrer gav idetmindſte ſenere Hertugen ſit Forſikkringsbrev paa, at de af al Magt vilde hjelpe til at ſkaffe den unge Albrecht hans „Arveret i Danmark“[1], uagtet de baade havde været med at opfordre Jyderne til at velge Olaf og deeltaget i andre vigtige Statsforhandlinger, ſom om de ikke agtede at ſkille ſig fra ſine Medborgere. Der antydes ogſaa, at mange vare enige med dem, og viſt er det, at Albrecht ej længe derefter var i Beſiddelſe af flere Hereder i den øſtre Deel af Skaane, ſom han pantſatte til andre ſkaanſke Adelsmend[2]. Det er ſaaledes ikke uſandſynligt, at allerede nu flere af disſe Beſiddelſer faldt i hans Hænder. „Men“, ſiger den gamle lübeckſke Chroniſt, „Riget vilde ikke indlade ſig paa at gjøre hans Søn (rettere „Sønneſøn“) til Konge, fordi det havde ſtørre Hengivenhed for den norſke Kongeſøn, der var ligeſaa nær fød til Tronen ſom hans Datterſøn, og de fik Hertugen ved Dagthingninger og venlige Ord til at drage bort igjen“. Hertil bidrog maaſkee ogſaa den Omſtændighed, at hans Skibe leed meget ved en heftig Storm, ſom den lübeckſke Chroniſt rigtignok førſt lader indtreffe efter Dagthingningen[3].

  1. Tuve Galens og Anders Jakobsſøns Breve af 4de Auguſt 1377, i det ſchwerinſke Archiv, er aftrykt hos Styffe, Bidrag No. 68, S. 171. Her ſtaar viſtnok ikke udtrykkeligt, at de vilde forhjelpe Albrecht til Danmarks Krone: der tales alene om hans „Arv og Rettighed“, og herunder kunde man ogſaa blot forſtaa de Slotte og Godſer, ſom han i privat Arv efter Valdemar var berettiget til. Men da hans Morfader altid udtrykkeligt paaſtod hans Arveret til Danmarks Krone, er det dog aabenbart dette, ſom her er meent, iſær da begge Herrer love at hjelpe hans Arveret „med ſin ganſke Magt og med alt det, de kunne udrette, og med alle ſine Venner, ſom de kunne faa dertil, ſamt med alle ſine Feſtninger og Slotte og Gods, ſom de have i Kongeriget Danmark“. Mere herom nedenfor.
  2. Sammeſteds, No. 69—71, S. 173—175; jvf. nedenfor.
  3. Tingenes rimeligſte Gang ſynes viſtnok at være den, at der førſt indtraf en Storm, og at dette bevegede Hertugen til at dagthinge. Saaledes fortæller ogſaa Rudloff, Meckl. Geſch. II. S. 500; han ſiger, at Flaaden afſejlede den 13de September og blev ſtrax ved Udſejlingen ſaaledes hjemſøgt af Storm, at Hertugen deri ſaa et Vink til at prøve Underhandlinger. Men han angiver ingen Autoritet, og man kan derfor ikke vide, om han her har haft