havde han ventet saalenge, for at see, hvad Parti Hansestæderne tog. Han skal ogsaa have anmodet sin Søn Kong Albrecht i Sverige om at komme ham til Hjelp. I den Anledning var det vel, at han om Vaaren, samtidigt med Kong Olafs Udnævnelse i Danmark, endnu engang havde besøgt Sønnen i Stockholm. Toget, der udgik strax efter den 8de Septbr., synes nærmest at have gjeldt Skaane, hvorfra Hertugen lettest kunde sette sig i Forbindelse med Kong Albrecht, og hvor han tillige synes at have hast flere Tilhængere, blandt hvilke den megtige Tune Galen, Gjaldkere for hele Skaane, saavelsom de nysnævnte Anders Jakobssøn, en af Landets mest anseede Mend. Disse to Herrer gav idetmindste senere Hertugen sit Forsikkringsbrev paa, at de af al Magt vilde hjelpe til at skaffe den unge Albrecht hans „Arveret i Danmark“[1], uagtet de baade havde været med at opfordre Jyderne til at velge Olaf og deeltaget i andre vigtige Statsforhandlinger, som om de ikke agtede at skille sig fra sine Medborgere. Der antydes ogsaa, at mange vare enige med dem, og vist er det, at Albrecht ej længe derefter var i Besiddelse af flere Hereder i den østre Deel af Skaane, som han pantsatte til andre skaanske Adelsmend[2]. Det er saaledes ikke usandsynligt, at allerede nu flere af disse Besiddelser faldt i hans Hænder. „Men“, siger den gamle lübeckske Chronist, „Riget vilde ikke indlade sig paa at gjøre hans Søn (rettere „Sønnesøn“) til Konge, fordi det havde større Hengivenhed for den norske Kongesøn, der var ligesaa nær fød til Tronen som hans Dattersøn, og de fik Hertugen ved Dagthingninger og venlige Ord til at drage bort igjen“. Hertil bidrog maaskee ogsaa den Omstændighed, at hans Skibe leed meget ved en heftig Storm, som den lübeckske Chronist rigtignok først lader indtreffe efter Dagthingningen[3].
- ↑ Tuve Galens og Anders Jakobssøns Breve af 4de August 1377, i det schwerinske Archiv, er aftrykt hos Styffe, Bidrag No. 68, S. 171. Her staar vistnok ikke udtrykkeligt, at de vilde forhjelpe Albrecht til Danmarks Krone: der tales alene om hans „Arv og Rettighed“, og herunder kunde man ogsaa blot forstaa de Slotte og Godser, som han i privat Arv efter Valdemar var berettiget til. Men da hans Morfader altid udtrykkeligt paastod hans Arveret til Danmarks Krone, er det dog aabenbart dette, som her er meent, især da begge Herrer love at hjelpe hans Arveret „med sin ganske Magt og med alt det, de kunne udrette, og med alle sine Venner, som de kunne faa dertil, samt med alle sine Festninger og Slotte og Gods, som de have i Kongeriget Danmark“. Mere herom nedenfor.
- ↑ Sammesteds, No. 69–71, S. 173–175; jvf. nedenfor.
- ↑ Tingenes rimeligste Gang synes vistnok at være den, at der først indtraf en Storm, og at dette bevegede Hertugen til at dagthinge. Saaledes fortæller ogsaa Rudloff, Meckl. Gesch. II. S. 500; han siger, at Flaaden afsejlede den 13de September og blev strax ved Udsejlingen saaledes hjemsøgt af Storm, at Hertugen deri saa et Vink til at prøve Underhandlinger. Men han angiver ingen Autoritet, og man kan derfor ikke vide, om han her har haft
