Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/120

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
72
Haakon Magnusſøn.

Raad ſkulde give Stæderne ſit aabne beſeglede Stadfeſtelſesbrev paa alle de tidligere med Kong Valdemar ſluttede Overeenskomſter, ſaavelſom paa den ſidſte „evige Fred“, navnlig hvad de ſkaanſke Slotte angik, ſamt paa Stædernes ſamtlige Privilegier. Men det egentlige Hovedbrev, hvorved Stæderne opnaaede Lønnen for, at de erkjendte Olaf ſom Konge, udſtedtes ikke førend den 16de Auguſt, viſtnok fordi Kong Haakon og Dronning Margrete da førſt ankom til Korsør; den 15de var nemlig idetmindſte Dronningen endnu paa Kalundborg[1]. Her meddeltes da de forlangte Stadfeſtelſer, fornemmelig paa Beſtemmelſerne i Fredsbrevet af 1369 og 1370, vedkommende Slottene og Privilegierne ved Sildefangſten paa Skaanes Kyſter, ſom derved forblev næſten udelukkende i Stædernes Hænder, hvorimod Artiklen om deres Stemme ved Kongevalget og Beſettelſen af Vardbergshuus til Sikkerhed for de ſkaanſke Stæder udtrykkeligt undtoges. I deres Gjenbrev fraſkrev Stæderne ſig udtrykkeligt begge disſe Rettigheder og erklærede, at Vardbergshuus med deres fri Vilje var tilbagegivet[2]. Ved at underhandle med Kong Olaf og i ſine Gjenbreve at give ham Kongetitel havde Stæderne allerede i Gjerningen godkjendt hans Valg; ved hiin Forſkrivelſe blev enhver udtrykkelig Godkjendelſe fra deres Side overflødig.

Saaledes var da Freden med Stæderne gjenoprettet og deres Samtykke til Olafs Ophøjelſe paa Danmarks Trone ſikkret, — hvilket paa det nærmeſte ogſaa var det ſamme, ſom om Olafs Kongeverdighed ſelv var ſikkret — paaſaa taalelige Vilkaar, ſom man efter Omſtændighederne kunde vente. Hvad Norge angaar, da havde Kong Haakon dog ikke gjort Stæderne nye Indrømmelſer, om han end havde ſeet ſig nødſaget til at bekræfte de tidligere, ſom han i Førſtningen havde tænkt at kunne faa afſkaffet. Det er vel muligt, at han endnu en Tidlang vilde have betænkt ſig paa dette Skridt, maaſkee endog ſlet ikke bekvemmet ſig dertil, hvis der ej havde været Tale om at ſkaffe Sønnen Danmarks Krone, og det kan vel derfor ikke negtes, at dette Henſyn, der paa en vis Maade kunde ſynes at være Norge uvedkommende, her væſentligt beſtemte hans

  1. Suhm, l. c. S. 25.
  2. Suhm, l. c. S. 24. Bunge, l. c. 326, jvfr. Jahn, Unionshiſtorien S. 7. Not. 3. Kong Olafs Bekræftelſesbrev paa den ſidſt ſluttede Fred, medbeſeglet af mange geiſtlige og verdslige Raadsherrer, men merkeligt nok ikke af Kong Haakon og Dronning Margrete, er aftrykt hos Bunge l. c. S. 320—322, No 1121. De øvrige tvende af Kong Olaf udſtedte Breve (den udførlige Bekræftelſe af Beſtemmelſerne om Slottene og Stædernes Privilegier ved de ſkaanſke Fiſkepladſe, ſamt Ophævelſen af Beſtemmelſen om Stædernes Godkjendelſe af Kongevalget og Beſettelſe af Vardbergshuus) er endnu ej trykt, men findes i Recessus Hansæ.