Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/116

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
68
Haakon Magnusſøn.

fordele, thi egentlig laa der allerede en ſtiltiende Erkjendelſe af det ſkete i deres Svar. Det er ellers merkeligt og betegner allerede Unionen ſom indtraadt, at de to danſke Herrer her ogſaa optraadte paa Norges Vegne. Mødet blev holdt, og der indfandt ſig omſider Befuldmegtigede ſaavel fra de preusſiſke Stæder Elbing og Thorn, ſom fra de nederlandſke Kampen og Zütphen, men derimod ingen fra Roſtock og Wismar: et tydeligt Tegn paa, at disſe Stæder anſaa Forhandlingerne ſom ſtridende mod deres Fyrſters Interesſer og derfor ikke torde eller vilde deeltage i dem[1]. Kong Haakon var imidlertid nu i Norge, ſaa at der ikke kunde underhandles med ham og den danſke Regjering under eet, heller ikke lader det til, at de danſke Geſandter havde indfundet litt. Raadmendene beſluttede derfor at ſende nogle af ſin egen Midte baade til Danmark og Norge. I en Skrivelſe, ſom man derom udferdigede til Raadet i Reval den 24de Juni, heed det, at man havde ſendt Raadmend til Danmark for at faa ſine Friheder og Privilegier erkjendte og beſeglede af „den danſke Konge“, og til Norge for at underhandle med dette Lands Konge om Fred mellem ham og Stæderne ſaavelſom de forenede Kjøbmend. I dette Brev tog man ſaaledes ej længer i Betænkning at kalde Olaf „Danmarks Konge“, med andre Ord, man var allerede faſt beſtemt paa at anerkjende ham ſom ſaadan, men vilde kun ſette den offentlige Anerkjendelſe ſom Betingelſe for hiin Tilſtaaelſe og Bekræftelſe af Friheder og Privilegier. I Brevet heed det tillige, at til at beſtride Udgifterne ved disſe Geſandtſkabsreiſer, ſaavelſom ved de Skibe, ſom de hele Sommeren igjennem maatte holde krydſende i Søen for at frede Farvandene, ſkulde der et Aar, og maaſkee mere, hæves den ſaakaldte Pundgjeld[2]; dog blev man enig om, at Kjøbmendene i Bergen kunde hjelpe noget til med Udgifterne ved Geſandtſkabet til Norge[3]. Hiint Brev viſer, at Geſandtſkaberne virkelig afgik. Men der tales dog hverken om Forhandlinger i Norge eller Danmark, det være ſig nu i Vordingborg eller andenſteds, ſaa at det er meget uviſt, om ſaadanne virkelig have fundet Sted. Derimod er det viſt, at Kong Haakon ſluttede den i hiint Brev omtalte endelige Fred med Stæderne den 14de Auguſt i Kalundborg, og at der ſamtidigt i Korsør ſluttedes en Overeenskomſt mellem Befuldmegtigede fra Stæderne og det danſke Raad om, at Kong Olaf ſkulde ſtadfeſte alle deres Privi-

  1. Suhm, XIV. S. 21, 22.
  2. Dette merkelige Brev findes aftrykt hos Bunge, Liv. Eſt. Curl. Urk. B. III. S. 318 (No. 1119), og ſkjønt det mangler Aarstal, er det ſammeſteds, i Regeſterne, S. 192, fuldſtændigt godtgjort, at det hører til 1376.
  3. Suhm, l. c. Dette beſtyrker endvidere Rigtigheden af, at det nysomtalte Brev hører til dette Aar.