fordele, thi egentlig laa der allerede en stiltiende Erkjendelse af det skete i deres Svar. Det er ellers merkeligt og betegner allerede Unionen som indtraadt, at de to danske Herrer her ogsaa optraadte paa Norges Vegne. Mødet blev holdt, og der indfandt sig omsider Befuldmegtigede saavel fra de preussiske Stæder Elbing og Thorn, som fra de nederlandske Kampen og Zütphen, men derimod ingen fra Rostock og Wismar: et tydeligt Tegn paa, at disse Stæder ansaa Forhandlingerne som stridende mod deres Fyrsters Interesser og derfor ikke torde eller vilde deeltage i dem[1]. Kong Haakon var imidlertid nu i Norge, saa at der ikke kunde underhandles med ham og den danske Regjering under eet, heller ikke lader det til, at de danske Gesandter havde indfundet litt. Raadmendene besluttede derfor at sende nogle af sin egen Midte baade til Danmark og Norge. I en Skrivelse, som man derom udferdigede til Raadet i Reval den 24de Juni, heed det, at man havde sendt Raadmend til Danmark for at faa sine Friheder og Privilegier erkjendte og beseglede af „den danske Konge“, og til Norge for at underhandle med dette Lands Konge om Fred mellem ham og Stæderne saavelsom de forenede Kjøbmend. I dette Brev tog man saaledes ej længer i Betænkning at kalde Olaf „Danmarks Konge“, med andre Ord, man var allerede fast bestemt paa at anerkjende ham som saadan, men vilde kun sette den offentlige Anerkjendelse som Betingelse for hiin Tilstaaelse og Bekræftelse af Friheder og Privilegier. I Brevet heed det tillige, at til at bestride Udgifterne ved disse Gesandtskabsreiser, saavelsom ved de Skibe, som de hele Sommeren igjennem maatte holde krydsende i Søen for at frede Farvandene, skulde der et Aar, og maaskee mere, hæves den saakaldte Pundgjeld[2]; dog blev man enig om, at Kjøbmendene i Bergen kunde hjelpe noget til med Udgifterne ved Gesandtskabet til Norge[3]. Hiint Brev viser, at Gesandtskaberne virkelig afgik. Men der tales dog hverken om Forhandlinger i Norge eller Danmark, det være sig nu i Vordingborg eller andensteds, saa at det er meget uvist, om saadanne virkelig have fundet Sted. Derimod er det vist, at Kong Haakon sluttede den i hiint Brev omtalte endelige Fred med Stæderne den 14de August i Kalundborg, og at der samtidigt i Korsør sluttedes en Overeenskomst mellem Befuldmegtigede fra Stæderne og det danske Raad om, at Kong Olaf skulde stadfeste alle deres Privi-
- ↑ Suhm, XIV. S. 21, 22.
- ↑ Dette merkelige Brev findes aftrykt hos Bunge, Liv. Est. Curl. Urk. B. III. S. 318 (No. 1119), og skjønt det mangler Aarstal, er det sammesteds, i Regesterne, S. 192, fuldstændigt godtgjort, at det hører til 1376.
- ↑ Suhm, l. c. Dette bestyrker endvidere Rigtigheden af, at det nysomtalte Brev hører til dette Aar.
