Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/114

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
66
Haakon Magnussøn.

sonal-Union med Danmark, af samme Slags, som den, der nys havde fundet Sted med Sverige. Ja, egentlig var denne Union allerede indtraadt, forsaavidt som det faldt af sig selv, at den femaarige Konges Foreldre optraadte som hans Formyndere og handlede ganske paaa hans Vegne. Hvorledes man i Norge dømte om denne Forening, findes ingensteds anført. Der er al Anledning til at tro, at man idetmindste i Førstningen var nok saa stolt deraf, da den Omstændighed, at Olaf var norsk Kongesøn og i sin Tid skulde blive Norges Arvekonge, efter de Tiders Forestillinger paa en vis Maade stillede Danmark under Norge — hvad der ogsaa havde vakt nogen Betenkelighed hos flere af de danske Raadsherrer. Man frygtede endnu neppe for, at danske Mend skulde komme til at inddrages i Norge og begunstiges paa de Indfødtes Bekostning. Overhoved var paa denne Tid, idetmindste hos de mere højtstaaende og toneangivende Mend, Forestillingen om Kongens Magtfuldkommenhed og hans Ret til at forføje over hvilkensomhelst af de ham undergivne Landskaber, som om det var hans Ejendom, der kunde bortgives, selges eller pantsettes, bleven saa almindelig, at Nationalitetshensyn kun lidet kom i Betragtning. Desuden havde Foreningen, saa længe Kong Haakon levede, endnu kun Udseendet af et Statsforbund; Omstændighederne medførte, at Kong Haakon forholdsviis kun lidet befattede sig med de danske Regjerings-Anliggender og Formynderskabet for Sønnen, men overlod dette til sin Hustru Dronning Margrete, der fra denne Tid af næsten synes at have taget sit stadige Ophold i Danmark.

De nys forenede Riger dannede ogsaa en ganske sammenhængende og ret godt afrundet Landskabsmasse. Thi foruden at Kystlandene, Viken og Halland, hiint et norskt, dette et danskt Landskab, allerede næsten berørte hinanden, havde, som det allerede er viist, Kong Haakon endnu Magten over Vermeland, Dal og den vestlige Deel af Vestergøtland, medens den sydligste Deel af dette Landskab og formodentlig Finnveden og Verend eller det sydvestlige af Smaaland, var i danske Høvedsmends Hænder. Den virkelige Østgrændse for de forenede Riger gik saaledes fra Bleking af i nordvestlig Retning omtrent til Kindeviken i Venern, og fra Venerns nordøstligste Hjørne i Nordvest og Nord til Fjeldegnene mellem det daværende Østerdalen, (hvortil ogsaa Idre og Serna hørte), Dalarne og Herjedalen. I Sammenligning hermed var det, som Kong Albrecht endnu havde tilbage af Sverige, temmelig ringe, og endog deraf havde han selv egentlig den mindste Deel; det meste var i Henderne paa Bo Jonssøn og andre Stormend, der nu kun var lidet at stole paa, og ganske sikker kunde han egentlig ikke være paa andet, end hvad der var under tydske Høvedsmend eller Fogder. At han ikke uden fremmed Hjelp vilde kunne bestaa i den nu i dobbelt Henseende uundgaaelige