Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/114

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
66
Haakon Magnusſøn.

ſonal-Union med Danmark, af ſamme Slags, ſom den, der nys havde fundet Sted med Sverige. Ja, egentlig var denne Union allerede indtraadt, forſaavidt ſom det faldt af ſig ſelv, at den femaarige Konges Foreldre optraadte ſom hans Formyndere og handlede ganſke paaa hans Vegne. Hvorledes man i Norge dømte om denne Forening, findes ingenſteds anført. Der er al Anledning til at tro, at man idetmindſte i Førſtningen var nok ſaa ſtolt deraf, da den Omſtændighed, at Olaf var norſk Kongeſøn og i ſin Tid ſkulde blive Norges Arvekonge, efter de Tiders Foreſtillinger paa en vis Maade ſtillede Danmark under Norge — hvad der ogſaa havde vakt nogen Betenkelighed hos flere af de danſke Raadsherrer. Man frygtede endnu neppe for, at danſke Mend ſkulde komme til at inddrages i Norge og begunſtiges paa de Indfødtes Bekoſtning. Overhoved var paa denne Tid, idetmindſte hos de mere højtſtaaende og toneangivende Mend, Foreſtillingen om Kongens Magtfuldkommenhed og hans Ret til at forføje over hvilkenſomhelſt af de ham undergivne Landſkaber, ſom om det var hans Ejendom, der kunde bortgives, ſelges eller pantſettes, bleven ſaa almindelig, at Nationalitetshenſyn kun lidet kom i Betragtning. Desuden havde Foreningen, ſaa længe Kong Haakon levede, endnu kun Udſeendet af et Statsforbund; Omſtændighederne medførte, at Kong Haakon forholdsviis kun lidet befattede ſig med de danſke Regjerings-Anliggender og Formynderſkabet for Sønnen, men overlod dette til ſin Huſtru Dronning Margrete, der fra denne Tid af næſten ſynes at have taget ſit ſtadige Ophold i Danmark.

De nys forenede Riger dannede ogſaa en ganſke ſammenhængende og ret godt afrundet Landſkabsmasſe. Thi foruden at Kyſtlandene, Viken og Halland, hiint et norſkt, dette et danſkt Landſkab, allerede næſten berørte hinanden, havde, ſom det allerede er viiſt, Kong Haakon endnu Magten over Vermeland, Dal og den veſtlige Deel af Veſtergøtland, medens den ſydligſte Deel af dette Landſkab og formodentlig Finnveden og Verend eller det ſydveſtlige af Smaaland, var i danſke Høvedsmends Hænder. Den virkelige Øſtgrændſe for de forenede Riger gik ſaaledes fra Bleking af i nordveſtlig Retning omtrent til Kindeviken i Venern, og fra Venerns nordøſtligſte Hjørne i Nordveſt og Nord til Fjeldegnene mellem det daværende Øſterdalen, (hvortil ogſaa Idre og Serna hørte), Dalarne og Herjedalen. I Sammenligning hermed var det, ſom Kong Albrecht endnu havde tilbage af Sverige, temmelig ringe, og endog deraf havde han ſelv egentlig den mindſte Deel; det meſte var i Henderne paa Bo Jonsſøn og andre Stormend, der nu kun var lidet at ſtole paa, og ganſke ſikker kunde han egentlig ikke være paa andet, end hvad der var under tydſke Høvedsmend eller Fogder. At han ikke uden fremmed Hjelp vilde kunne beſtaa i den nu i dobbelt Henſeende uundgaaelige