Landskaber strax fulgte efter. Endogsaa Visbys Indbyggere paa Gotland sendte Kong Olaf sit Hyldingsbrev, skjønt ikke førend i August, hvorved de for sig og Efterkommere lovede stedse at blive ham som deres rette „Arveherre“, og hans Arvinger, saavelsom Danmarks Krone troe, aldrig at velge nogen Mand i sit Raad, som ej svor Danmarks Konge Troskab, at betale en aarlig Skat 60 Mk. brendt, og aldrig tage nogen Hevn over de „Hertuger, Herrer, Grever, Riddere, Svene, eller Skibsfolk, som havde hjulpet Kong Valdemar til at erobre Staden“. Det forstaar sig, at med Staden Visby fulgte ogsaa hele Øen Gotland[1]. Det var nu kun næsten en Latterlighed, at Mecklenburgerne endnu lode sig give Tilsagn om Bistand af Keiseren og Bekræftelser paa Albrechts foregivne Ret til den danske Trone. Uden at ense saadant, sandsynligviis endog uvidende derom, tog de danske Rigsstænder paa et Danehof i Slagelse den 3die Mai 1376 Junker Olaf til sin Konge, imod at han selv, og hans Foreldre, der begge vare tilstede, paa hans Vegne vedtog og beseglede den fremlagte Haandfestning[2]. Sandsynligviis reiste nu idetmindste Dronning Margrete om med Sønnen i de enkelte Landskaber, for efter den sedvanlige Skik at lade ham hylde som Konge. At han iallefald blev hyldet paa Viborg Thing, veed man med Vished, thi 48 Aar senere bevidnede en gammel jydsk Ridder og Raadsherre, at han selv havde seet ham aflegge Hyldings-Eeden[3].
Saaledes var da den norske Kongesøn og Tronarving valgt til Danmarks Konge, og Udsigterne vare saaledes for Haanden til en Per-
- ↑ Hvad Gotland og Visby angaar, da have vi seet, at Albrecht af Mecklenburg efter en rigtignok heel usikker Beretning skal have landet paa Gotland og tiltvunget sig Hylding paa Reisen til Stockholm i 1363 (s. forr. B. S. 754), og det er vist, at han siden pantsatte Staden og Øen til Grev Henrik (S. 758); men i saa Fald maa de have været tilbageerobrede ved Kong Haakons og Hertug Eriks Expedition til Øland og Kalmar 1366, siden de i Overeenskomsten paa Aalholm omtales blandt de Slotte og Landskaber, der allerede vare i Valdemars Besiddelse (S. 777, 779, 782, 783). Men sandsynligviis havde hverken Kong Albrecht eller Grev Henrik nogensinde faaet Øen egentlig i sin Vold, og den foregivne Hylding var maaskee kun fremtvungen af de nærmestboende Bønder ved en pludselig Landgang, uden at efterlade videre Følger.
- ↑ Suhm, XIV. 496–500.
- ↑ Scr. R. Dan. VII. S. 412, 413. Ridderen heed Jens Nilssøn og var, da han bevidnede det i 1424, 80 Aar gammel.
lover at bekræfte og overholde de Danskes Love og Rettigheder; Brevet er dateret Fredag før Søndagen Lætare, altsaa 21de Marts. Thinget var sandsynligviis berammet til hiin Søndag.
