Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/109

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
61
1375. Margretes heldige Beſtræbelſer for at faa Sønnen paa Danmarks Trone.

Mand og Sønnen, ſamt de fornemſte danſke Raadsherrer, kaldes denne endnu kun ſlet og ret „Junker Olaf“, og hun ſelv kalder ſig Norges og Sveriges Dronning ſamt Datter og Arving af Kong Valdeinar[1]. Herved antydes vel egentlig kun, at hun var Arving til hans private Efterladenſkaber og ingen Arveret havde til Riget, hvilket vilde have været betegnet ved Ordene „Danmarks Riges Arving“, men det var dog allerede en Dispoſition over Rigets Lehn, der alene tilkom den regjerende Konge, ſom her var ſkeet, og de fornemſte Raadsherrer, der vare med at beſegle Brevene, maa ſaaledes allerede have været enige om at ville velge Olaf til Konge[2]. En yderligere Erkjendelſe af hendes Ret til at forføje over Kronens Lehn var det og, at hun den 14de December fik ſig overladt Holbek Slot og By med Tilbehør uden Vederlag af de daværende Beſiddere, og at hun faa Dage derefter pantſatte det for 400 Mkr. brendt til Drottſeten Hr. Henning Putbuſch, der her, ligeſaavel ſom hine Slottes forrige Beſiddere, allerede kaldte hende „Dronning i Norge, Sverige og Danmark“[3]. Herved havde Hr. Henning ſaa godt ſom allerede antydet, at han betragtede hende og hendes Søn ſom nærmeſt berettigede til Tronen.

Hr. Henning havde ſtrax efter Valdemars Død ſammenkaldt Raadsherrerne til et Møde i Odenſe for at raadſlaa om Kongevalg, og her yttrede endnu tre Meninger ſig, idet nogle vilde velge Junker Olaf, deels fordi han var Margrete Valdemarsdatters Søn, deels ogſaa fordi Norge og Danmark derved vilde blive forenede, andre ſtemte for Albrecht af Mecklenburg, og atter Andre, uden at ſtemme for denne, dog „ikke fandt det pasſende, at Danmark, der var et frit Valgrige og kunde føde ſin egen Konge, ſkulde give ſig under Norge, ſom var et Arverige“, hvorfor de helſt vilde, at man ſkulde velge en indfød danſk Adelsmand til Kongen[4]. Sagen kom ej til nogen Afgjørelſe paa dette Møde, hvis

  1. Suhm, XIV. S. 493—495.
  2. I Margretes Gavebrev til Roeskilde Biſkop ſtaar det udtrykkeligt, at de ligelydende Breve derom, ſom K. Haakon og K. Olaf havde udſtedt, vare beſeglede af „de fornemſte danſke Raadsherrer“ (sigillis potiorum consiliariorum regni Daciæ). Hendes eget er medbeſeglet af de ſkaanſke Herrer Jakob Olafsſøn, Tuve Galen og Anders Jakobsſøn. Gavebrevet ſamt den Pantſettelſe af visſe Hereder, hvorom der ovenfor tales, blev ogſaa umiddelbart efter K. Olafs Valg udtrykkeligt bekreftet (Suhm. XVI. 20).
  3. Hr. Hennings Brev af 23de December 1375, hos Suhm XIV. 495.
  4. Huitfeld, S. 555. Han ſynes her at have haft de originale Forhandlingsprotokoller for ſig. Naar Jahn (Danm. politiſk-militære Hiſt. under Unionskongerne S. 5) ſiger, at Hr. Henning ſammenkaldte et „Danehof“ i Odenſe, og at det var der, de tre Meninger gjorde ſig gjeldende, ſtrider dette mod Huitfelds udtrykkelige Ord, og han er dog her den eneſte Kilde. Et Danehof lod ſig desuden ikke ſaa hurtigt ſammenkalde.