Afholdelsestid ikke angives, saa at man ej kan see, om den indtraf tidligere eller senere, end Kongens og Dronningens Ophold i Slagelse. Under alle Omstændigheder maa de her forsamlede „ypperste Raadsherrer“ have været de samme, som i Odense erklærede sig for Junker Olaf, og deres Parti var aabenbart allerede det sterkeste. Den Idee, at velge en indfød Adelsmand, synes snart at være bleven opgiven, og kan heller ikke have været næret af ret mange, da den gjensidige Skinsyge dertil var for stor.
Det var ligefrem i Medfør af den sidste mellem Danmark og Hansestæderne sluttede Fredstractat, at det danske Rigsraad tilskrev disse om det forestaaende Kongevalg og, som det synes, eskede deres Mening. Men selv uden nogen saadan udtrykkelig Bestemmelse var deres Stilling nu saadan, at Spørsmaalet om Valgets Udfald fornemmelig beroede paa dem. Ligevegten mellem begge de stridende Hovedparter var saa nøje afpasset, at deres bestemt udtalte Ønske og Tilsagn om Understøttelse under enhver Omstændighed maatte gjøre Udslaget. Dette vidste og følte ogsaa begge Parter og deres Venner altfor vel og henvendte sig derfor strax til dem med Breve og Forestillinger, hver i sit Interesse, og det er let at forstaa, at Stæderne heller ikke lod denne Leilighed gaa ubenyttet til at varetage fine politiske og commercielle Fordele. Den 20de Januar holdtes det første Møde om denne Sag, i Wismar, af Sendebud fra denne By selv samt fra Lübeck, Rostock, og Stralsund. Tiden havde været for knap til at indkalde Sendebud fra de fjernere nederlandske og preussiske Stæder. Da var der indkommen Forestillinger baade fra Hertug Albrecht af Mecklenburg og fra Kong Haakon og Dronning Margrete. Ogsaa Keiser Karl, hvem det ikke kostede stort at udferdige Skrivelser, men som sjelden understøttede dem ved Handling, havde den 16de Januar tilskrevet Lübeckerne et Brev, hvori han, i Betragtning af, „at Albrecht, Hertug Henriks Søn af Mecklenburg, var en Søn af Kong Valdemars eldste Datter, og han, men ikke den norske Dronnings Søn, havde nogen Ret til Danmarks Krone, og han desuden selv stod i en saa venskabelig Forbindelse med sine mecklenburgske Frænder, at han ej vilde forsage dem, men hjelpe dem til sin Ret“, bød Lübeckerne alvorligt, saasandt de vilde nyde hans Huldskab, „ikke at understøtte samme Dronnings Søn imod den mecklenburgske Fyrste og ikke hindre denne fra at erhverve Kongedømmet i Danmark, hvortil han var berettiget; alt hvad de gjorde imod ham, vilde Keisereen betragte, som om det var gjort mod ham selv“[1]. Men i disse Ord ligger allerede umiskjendeligt en Mistanke om, at Lübeckerne heldede til Olafs Side, og da Lübeck var den fornemste Stad i
- ↑ utrykt Brev i det lübeckske Archiv.
