Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/110

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
62
Haakon Magnusſøn.

Afholdelſestid ikke angives, ſaa at man ej kan ſee, om den indtraf tidligere eller ſenere, end Kongens og Dronningens Ophold i Slagelſe. Under alle Omſtændigheder maa de her forſamlede „ypperſte Raadsherrer“ have været de ſamme, ſom i Odenſe erklærede ſig for Junker Olaf, og deres Parti var aabenbart allerede det ſterkeſte. Den Idee, at velge en indfød Adelsmand, ſynes ſnart at være bleven opgiven, og kan heller ikke have været næret af ret mange, da den gjenſidige Skinſyge dertil var for ſtor.

Det var ligefrem i Medfør af den ſidſte mellem Danmark og Hanſeſtæderne ſluttede Fredstractat, at det danſke Rigsraad tilſkrev disſe om det foreſtaaende Kongevalg og, ſom det ſynes, eſkede deres Mening. Men ſelv uden nogen ſaadan udtrykkelig Beſtemmelſe var deres Stilling nu ſaadan, at Spørsmaalet om Valgets Udfald fornemmelig beroede paa dem. Ligevegten mellem begge de ſtridende Hovedparter var ſaa nøje afpasſet, at deres beſtemt udtalte Ønſke og Tilſagn om Underſtøttelſe under enhver Omſtændighed maatte gjøre Udſlaget. Dette vidſte og følte ogſaa begge Parter og deres Venner altfor vel og henvendte ſig derfor ſtrax til dem med Breve og Foreſtillinger, hver i ſit Interesſe, og det er let at forſtaa, at Stæderne heller ikke lod denne Leilighed gaa ubenyttet til at varetage fine politiſke og commercielle Fordele. Den 20de Januar holdtes det førſte Møde om denne Sag, i Wismar, af Sendebud fra denne By ſelv ſamt fra Lübeck, Roſtock, og Stralſund. Tiden havde været for knap til at indkalde Sendebud fra de fjernere nederlandſke og preusſiſke Stæder. Da var der indkommen Foreſtillinger baade fra Hertug Albrecht af Mecklenburg og fra Kong Haakon og Dronning Margrete. Ogſaa Keiſer Karl, hvem det ikke koſtede ſtort at udferdige Skrivelſer, men ſom ſjelden underſtøttede dem ved Handling, havde den 16de Januar tilſkrevet Lübeckerne et Brev, hvori han, i Betragtning af, „at Albrecht, Hertug Henriks Søn af Mecklenburg, var en Søn af Kong Valdemars eldſte Datter, og han, men ikke den norſke Dronnings Søn, havde nogen Ret til Danmarks Krone, og han desuden ſelv ſtod i en ſaa venſkabelig Forbindelſe med ſine mecklenburgſke Frænder, at han ej vilde forſage dem, men hjelpe dem til ſin Ret“, bød Lübeckerne alvorligt, ſaaſandt de vilde nyde hans Huldſkab, „ikke at underſtøtte ſamme Dronnings Søn imod den mecklenburgſke Fyrſte og ikke hindre denne fra at erhverve Kongedømmet i Danmark, hvortil han var berettiget; alt hvad de gjorde imod ham, vilde Keiſereen betragte, ſom om det var gjort mod ham ſelv“[1]. Men i disſe Ord ligger allerede umiskjendeligt en Mistanke om, at Lübeckerne heldede til Olafs Side, og da Lübeck var den fornemſte Stad i

  1. utrykt Brev i det lübeckſke Archiv.