Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/107

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
59
1375. Danekongen Valdemar Chriſtopherſøns Død.

ter. En heel Deel ſaavel ſvenſke ſom tydſke Høvedsmend, Riddere og Svene, forſamledes og vedtog for tre Aar en almindelig Landefred, hvorved alle private Fejder, Voldgjeſining o. ſ. v. forbødes, og alle Rigets Indbyggere, ſvenſke ſom tydſke, tilholdtes at beſverge den[1]. Ligeledes maatte Kongen med ſin Faders Samtykke udſtede en Bekræftelſe paa ſaavel det geiſtlige ſom det verdslige „Frelſes“ Privilegier, hvorved det udtrykkeligt forbødes hans egne og Hertugens Fogder at bebyrde Frelſemendene og deres Landbønder med Paaleg. Bo Jonsſøn blev Rigets Drottſete og fik derved den øverſte Dommermyndighed i ſine Hænder. Ogſaa udnævntes der en Marſk, nemlig Steen Benedictsſøn, en Stifſøn af Erngiſl Jarl, hvilket viſer, at Erik Ketilsſøn, ſom egentlig ſkulde indehave denne Verdighed, ikke længer anſaaes verdig for at beklæde den, eller vel endog nu betragtedes ſom Fjende. Hertugen maatte nu gjøre Alvor af at afſtaa til Kongen eller vel rettere til Bo Jonsſøn endeel af ſine Pantelehn, og overhoved ſynes hans Indflydelſe i Riget at være bleven ringere, uden at hans Søns Stilling derved blev ſtort bedre[2].

Strax efter hans Tilbagekomſt til Mecklenburg afgik Kong Valdemar ved Døden, den 24de October 1375[3]. Nu gjaldt det altſaa, hvo der ſkulde blive den lykkelige og vinde Danmarks Krone, Hertug Albrechts Sønneſøn Albrecht, eller Kong Haakons Søn Olaf. Som Sagerne nu ſtod, var det næſten at forudſee, at Afgjørelſen af dette Spørsmaal ogſaa i Tidens Løb vilde beſtemme Sveriges Skjæbne, om det ſkulde forblive under det mecklenburgſke Dynaſti, eller vende tilbage til det folkungſke, thi det af disſe tvende, ſom beherſkede Danmark, vilde derved faa en afgjort Overvegt over det andet. Udſigterne var forſaavidt gunſtige for Hertugen, ſom han havde faaet Kong Valdemars Tilſagn i 1371 og Keiſer Karls Bekræftelſe derpaa, og denne juſt i den ſamme Tid var ankommen til Lübeck og ſtrax efter begav ſig til Wismar, hvorfra han ſaaledes deſto eftertrykkeligere maatte kunne ſtaa ham bi. Der-

  1. Hadorph, Bjarkø-Retten, S. 27.
  2. Styffe, l. c. No. 63, 64 (S. 161, 163), jfr. S. LKVI.
  3. Kong Valdemars Død indtraf efter de fleſte og bedſte Annaler paa den 24de eller 25de Sum; Dagen betegnes deels ſom „Dagen efter St. Severinsdag eller Dagen før Criſpini, eller endelig ſelve Criſpins Feſtdag; Severini Dag var 23de og Criſpini (og Criſpiniani) den 25de; Scr. r. D. I. 41. 192. VI. 533. Men beſynderligt er det, at Detmar (S. 303) nævner St. Mauritii Dag, den 22de Septbr., og ſiger, at han døde paa Søborg, da de danſke Annaler ellers ere enige om at lade ham dø paa Gurve eller Gurre. Dette kan ikke være andet end en Fejltagelſe, hvis ikke hans Omgivelſer (og maaſkee Margrete ſelv) reentud have ſkjult hans Død indtil 24de Oktober.