gen. Denne Bo Jonssøn, en Mand af fornem Ætt, og som formodentlig allerede ved Arv havde erhvervet store Rigdomme, havde i sin Tid været en af Kong Albrechts ivrigste Tilhængere, blev i 1367 Høvedsmand paa Stockholms Slot, var eller blev ogsaa Heredshøvding over Dalarne, og udnævntes i 1369 til kongelig General-Embedsmand samt Lagmand i Østergøtland[1]. Sin Magt og Indflydelse anvendte han til uafladeligt, og ofte ved lidet rosverdige Midler, at forøge sine Rigdomme og Besiddelser[2]. Ved Forliiget i Eedsviken nævnes han udtrykkeligt som indehavende flere Lande og Stæder paa Kongens Vegne. Ved Overeenskomsten med Kong Albrecht i 1371 blev han naturligviis en af de tolv Raadsmedlemmer, og uagtet han kun nævnes langt ude i Rekken, da han ej var, heller ikke nogensinde blev Ridder, er det dog aabenbart, at han betragtedes som Raadets første Medlem, thi det bestemtes særskilt, at han paa Raadets Vegne skulde modtage Slottene Viborg, Tavastehuus og Borgholm[3]. Om Sommeren og Høsten 1374 opholdt han sig i Finland for at underhandle om en ny Fred eller Stilstand med Russerne, da den forrige snart var udløben[4]; og hvor uvenligt Forholdet da maa have været mellem ham og Kongen samt Hertugen, der imidlertid var ankommen til Sverige, sees bedst deraf, at han fandt det nødvendigt at lade dem udstede et Lejdebrev for ham og hans Venner samt Tjenere, at komme til dem til Stockholm eller andensteds, og dagthinge med dem[5]. Den følgende Sommer fandt vel ved Hertugens Bestræbelser et Slags Megling Sted, men saaledes, at den snarere havde Udseende af en Stilstand mellem de Svenske og Tydske som to krigførende Magter, end af en venskabelig Overeenskomst mellem Konge og Undersaat-
- ↑ Styffe, Bidrag, S. LXXIII. og LXXIV., jvfr. Lagerbring, III. S. 663–666.
- ↑ Som særdeles betegnende for hans Hensynsløshed, naar det gjaldt Gods og Penge, kan anføres, hvad et Brev i det sv. Rigsarchiv viser, at han, da hans første Hustru Margrete, Datter af Peter Porse, døde i Kalmar 1360 i Barselseng, lod han hendes Liig aabne for at bevise, at Barnet havde levet længere end hende, og saaledes at komme i Besiddelse af Arven efter hende; siden laa han henved fire Aar i Strid derom med hendes Fader og Slegtninger. Jfr. Styffe, l. c.
- ↑ See Hadorph, Riimkr. II. S. 35–38.
- ↑ See herom Bo Jonssøns Brev til Erkebiskopen fra Aabo af 9de Mai 1334 hvorved han yttrer, at han derfra skulde drage til Aabo for at underhandle med Russerne. Troil, Skrifter och Handling. til Upplysn. af Sv. Kyrcko- och Reform. Historie II. 351. 352. IV. Jfr. Styffe, l. c. S. LXIV., Not. 2.
- ↑ Styffe, Bidrag, No. 55, S. 150. I dette Brev sees der først at have staaet et Forbehold om Beskatning af Bo Jonssøns og hans Tjeneres Vanter og Gods, „som af andre Vanter og Gods i Riget“, men som man har maattet overstryge, naturligviis fordi han ej vilde finde sig deri.
