Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/106

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
58
Haakon Magnusſøn.

gen. Denne Bo Jonsſøn, en Mand af fornem Ætt, og ſom formodentlig allerede ved Arv havde erhvervet ſtore Rigdomme, havde i ſin Tid været en af Kong Albrechts ivrigſte Tilhængere, blev i 1367 Høvedsmand paa Stockholms Slot, var eller blev ogſaa Heredshøvding over Dalarne, og udnævntes i 1369 til kongelig General-Embedsmand ſamt Lagmand i Øſtergøtland[1]. Sin Magt og Indflydelſe anvendte han til uafladeligt, og ofte ved lidet rosverdige Midler, at forøge ſine Rigdomme og Beſiddelſer[2]. Ved Forliiget i Eedsviken nævnes han udtrykkeligt ſom indehavende flere Lande og Stæder paa Kongens Vegne. Ved Overeenskomſten med Kong Albrecht i 1371 blev han naturligviis en af de tolv Raadsmedlemmer, og uagtet han kun nævnes langt ude i Rekken, da han ej var, heller ikke nogenſinde blev Ridder, er det dog aabenbart, at han betragtedes ſom Raadets førſte Medlem, thi det beſtemtes ſærſkilt, at han paa Raadets Vegne ſkulde modtage Slottene Viborg, Tavaſtehuus og Borgholm[3]. Om Sommeren og Høſten 1374 opholdt han ſig i Finland for at underhandle om en ny Fred eller Stilſtand med Rusſerne, da den forrige ſnart var udløben[4]; og hvor uvenligt Forholdet da maa have været mellem ham og Kongen ſamt Hertugen, der imidlertid var ankommen til Sverige, ſees bedſt deraf, at han fandt det nødvendigt at lade dem udſtede et Lejdebrev for ham og hans Venner ſamt Tjenere, at komme til dem til Stockholm eller andenſteds, og dagthinge med dem[5]. Den følgende Sommer fandt vel ved Hertugens Beſtræbelſer et Slags Megling Sted, men ſaaledes, at den ſnarere havde Udſeende af en Stilſtand mellem de Svenſke og Tydſke ſom to krigførende Magter, end af en venſkabelig Overeenskomſt mellem Konge og Underſaat-

  1. Styffe, Bidrag, S. LXXIII. og LXXIV., jvfr. Lagerbring, III. S. 663—666.
  2. Som ſærdeles betegnende for hans Henſynsløshed, naar det gjaldt Gods og Penge, kan anføres, hvad et Brev i det ſv. Rigsarchiv viſer, at han, da hans førſte Huſtru Margrete, Datter af Peter Porſe, døde i Kalmar 1360 i Barſelſeng, lod han hendes Liig aabne for at beviſe, at Barnet havde levet længere end hende, og ſaaledes at komme i Beſiddelſe af Arven efter hende; ſiden laa han henved fire Aar i Strid derom med hendes Fader og Slegtninger. Jfr. Styffe, l. c.
  3. See Hadorph, Riimkr. II. S. 35—38.
  4. See herom Bo Jonsſøns Brev til Erkebiſkopen fra Aabo af 9de Mai 1334 hvorved han yttrer, at han derfra ſkulde drage til Aabo for at underhandle med Rusſerne. Troil, Skrifter och Handling. til Upplysn. af Sv. Kyrcko- och Reform. Hiſtorie II. 351. 352. IV. Jfr. Styffe, l. c. S. LXIV., Not. 2.
  5. Styffe, Bidrag, No. 55, S. 150. I dette Brev ſees der førſt at have ſtaaet et Forbehold om Beſkatning af Bo Jonsſøns og hans Tjeneres Vanter og Gods, „ſom af andre Vanter og Gods i Riget“, men ſom man har maattet overſtryge, naturligviis fordi han ej vilde finde ſig deri.