Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/105

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
57
1371—1375. Mislig Tilſtand i Sverige.

Fader og de øvrige Under-Panthavere og ſaaledes for en ſtor Deel endog med ſin bedſte Vilje ikke kunde opfylde ſit givne Tilſagn-thi om uden Videre at tage et bortpantet Slot fra Indehaveren kunde der i de Tider blot være Tale, naar man laa i aabenbar Krig med ham; — men der er heller ingen Grund til at tro, at han eller Faderen gjorde ſig nogen ſærdeles Umage for at ſkaffe Penge til Veje, thi det laa altfor meget i deres Interesſe at have Slottene beſatte med Tydſkere, til at de ſkulde fremſkynde den Tid, da de maatte give Slip paa dem. Det ſynes endog næſten, ſom om Albrecht ikke følte ſig tryg, uden han var omgiven af Tydſkere, og mere end een Gang ſendtes tydſke Krigsmend af Hertugen over til Sverige for at gaa i Kong Albrechts Tjeneſte[1].

Saaledes vare de Klager, ſom havde været fremførte over de tydſke Høvdingers Haardhed og Anmasſelſer, ikke afhjulpne, og Tilſtanden forſaavidt endog verre end før, ſom den Magt, de ſvenſke Stormend havde tiltrodſet ſig paa Kronens Bekoſtning, ogſaa løſte dem fra alle Henſyn. Plyndring, Privatfejder, Voldgjeſtning og alle Anarchiets Onder hørte nu til Dagens Orden. Det gik ſaa vidt, at endog Biſkop Gottſkalk paa en Reiſe blev overfaldt og drebt af Ridderen Hr. Matthias Gøtſtavsſøn med Følge, og Gods ranet fra hans Tjenere (3 Febr. 1374), uden at der fra den verdslige Magts Side ſkete noget Skridt til at lade ham undgjelde derfor; tvertimod var dette Tegnet for flere af de nærmeſte tydſke og ſvenſke Høvedsmend til at ſette ſig i Beſiddelſe af den drebte Biſkops Løsøre og Biſkopsſtolens Gods og Indtægter. Førſt imod Slutningen af 1376 ſtillede Hr. Matthias Biſkop Gottſkalks Efterfølger, Nikolas, noget Jordegods til Pant for en Pengeſum, der ſkulde anvenvendes til Oprettelſe af en Præbende i Domkirken for Gottſkalks Sjæl, og ikke førend i 1370 blev Sagen fuldſtændigt bilagt. Imod Høſten 1374, da Kong Albrecht atter kom over fra Mecklenburg til Sverige, var Spendingen mellem Kongen og de ſvenſke Stormend meget betænkelig. Det lader til, at han, for at ſkaffe Penge til Veje, enten havde paalagt eller vilde paalegge alt Gods i Riget, endog Pantelehnene, en Skat eller Udredſel, og dette kunde ikke andet end vekke Forbittrelſe hos Stormendene, der netop fordrede Skattefrihed og havde gjort Opſtand mod Kong Magnus, juſt fordi han vilde indſkrænke den. Fornemmelig ſynes den nysnævnte Bo Jonsſøn, ſom vi allerede i det foregaaende have haft Anledning til at omtale, og ſom nu var den megtigtſte og rigeſte af alle de ſvenſke Stormend, at have ſtaaet paa en ſpendt Fod med Kon-

  1. Herom, ſaavelſom det nærmeſt følgende, jevnfør den fortrinlige Fremſtilling i Styffe’s „Bidrag“, S. LXII.—LXVI., hvilken jeg i det væſentligſte har fulgt.