Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/104

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
56
Haakon Magnusſøn.

Ariſtokrat-Parti, tildeels endog mod Folkets Ønſke, ſom den hele Tid ſynes at have haft meſt tilovers for „den ærlige og gode Herre“, Kong Magnus. Alene ved at ſtøtte ſig til dette Ariſtokrat-Parti kunde Kong Albrecht vente at holde ſig paa Tronen, og naar det førſt vendte ham Ryggen, vilde det ſnart være ude med hans Kongedømme. Hans kloge Fader, Hertug Albrecht, havde viſtnok efterhaanden ſøgt at gjøre ſig og Sønnen uafhængige af Stormendene ved at tilvende ſig ſom Pant eller Ejendom ſaa mange faſte Slotte og Beſiddelſer inden Sverige ſom muligt, og betro dem i mecklenburgſke Herrers Hænder, paa hvis Troſkab de naturligviis kunde lide. Men han havde heri aabenbart gaaet altfor raſkt frem, og overhoved var det hans, ſom de øvrige tydſke Herrers, navnlig de holſtenſke Grevers, Fejl, at de ſtolede for meget paa ſin Krigsmagt og Beſiddelſen af faſte Slotte, uden at tage Folkets Stemning med i Beregningen. Forbittrelſen over Tydſkernes Velde i Sverige havde iſær været Aarſag i Opſtanden 1371, og ſelv de ſvenſke Stormend, ſom da ſtod paa Albrechts Side, havde dog for ſaa vidt gjort fælles Sag med Inſurgenterne, ſom de, medens Kong Haakon fra ſin Lejr paa Norrmalm truede Stockholm med Belejring, aftvang den raad- og hjelpeløſe Kong Albrecht en Overeenskomſt, hvorved denne maatte overlade alle ſine Slotte og næſten al ſin kongelige Magt til Raadet — det vil ſige Stormendenes fornemſte Ledere. Derved var allerede Spiren lagt til et virkeligt Uvenſkab mellem ham og Stormendene, følgelig til hans.Undergang. Det laa i Sagens Natur, at en Overeenskomſt ſom denne, aftvungen Kongen i Farens Øjeblik, og ſom berøvede ham det meſte af hans Magt og en ſtor Deel af hans Indtægter, ej kunde betragtes af ham og hans Tilhængere uden med Ærgrelſe, og at der ikke fra deres Side kunde være Tale om nogen ſamvittighedsfuld Overholdelſe heraf. Den vilde ſaaledes ingenlunde være ſkikket til at forebygge nye Stridigheder, om den end havde været langt mere beſtemt affattet, end den i Virkeligheden var. Den Beſtemmelſe, at Slottene ſkulde overlades til Raadet, for at man ſaaledes kunde blive fri for de tydſke Slotsherrer, blev ikke ordentligt overholdt. Hertug Albrecht ſad endnu inde med alle ſine Pante-Lehn, uagtet Kongen ſkulde have ſeet til at indløſe dem, for at overgive dem til Raadet. Det var udtrykkeligt beſtemt, at Viborgs, Tavaſtehuus og Borgholms Slotte ſkulde overgives til Bo Jonsſøn paa Raadets Vegne, men endnu i 1375 indehavdes det ſidſte af en mecklenburgſk Høvding paa Hertugens Vegne, og der var ikke Tale om at overlevere det, førend Bo Jonsſøn betalte Panteſummen[1]. Nu er det vel ſaa, at Kongen formodentlig manglede Penge til at udløſe ſin

  1. Styffe, Bidrag No. 56, S. 153.