Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
55
1375. Kong Haakon og Hanſeſtæderne.

ſig paa at bekræfte alle de Rettigheder, ſom Kjøbmendene i Kraft af dem tilegnede ſig, maatte han vide, om de virkelig ſtod der; det var ſaaledes hans Anmodning, at man maatte tillade hans Sendebud og Klerk Gottſkalk at afſkrive dem og lade Afſkrifterne bekræfte af Biſkopen i Lübeck og andre gode Mend. Man ſkulde næſten formode, at Kongen og hans Raadsherrer havde haft Mistanke til Stæderne om, at de havde forfalſket de eldre Privilegiebreve; og mistænkeligt ſynes det virkelig, at Stædernes Raadmend ſelv aabenbart gjorde Vanſkeligheder ved at fremlegge endog kun verificerede Copier af dem. Men paa den anden Side er det ogſaa beſynderligt, at man ikke ved det norſke Cancelli ſkulde have Copibøger, hvor de ſamme Breve ſtode indførte. Maaſkee var det dog netop Afvigelſen mellem de foregivne Privilegier og de indførte Copier, ſom gjorde Kongen og Raadet mistænkelige. Angaaende dette ſaavelſom alt det øvrige ønſkede Kongen en ny Samtale med Geſandter fra Stæderne, hvilke han derfor bad, at man maatte ſkikke ham, men forſynede med en fuldkommen Fuldmagt, ſaa at de kunde afſlutte alt; og han bad, at man vilde lade ham vide, naar og hvor disſe Sendebud kunde møde ham. Herpaa ſvarede ſamtlige Stæders Deputerede ved et Brev, dateret fra Lübeck den 24de Juni, at de vare villige til at holde et Møde med ham paa et bekvemt Sted næſte Aars Valdborgsmesfe eller 1ſte Mai, og at de gjerne ønſkede det ſluttet før Pintſen (1ſte Juni); om alt dette vilde Gottſkalk kunne give ham nærmere Beſkeed. Imidlertid bad de ham om, at han vilde med Naade modtage Kjøbmendene og deres Tjenere og lade alt bero til det Bedſte, hvorimod de ogſaa i alle deres Beſiddelſer vilde viſe ſig velvillige mod ham[1]. Det er heraf temmelig umiskjendeligt, at man nu fra begge Sider for Alvor nærmede ſig hinanden venſkabeligt og ſøgte at bringe et endeligt Forliig iſtand, hvilket derfor ogſaa lykkedes, ſom vi ſnart ville faa at ſee.

De nysanførte Klagemaal i Kong Haakons Brev til Stæderne viſe, at der enten allerede var udbrudt Fjendtligheder ved det mecklenburgſke Parti i Sverige, eller at der idetmindſte øvedes ſaadanne gjenſidige Ubehageligheder med Opbringelſe eller Beſlagleggelſe af Gods, Paagribelſe af Perſoner o. ſ. v., ſom omſider maatte medføre en aabenbar Krig. Kong Albrechts Stilling i Sverige var intet mindre end misundelſesverdig, og der vare alle Udſigter til, at det gamle Dynaſti atter vilde kunne vinde den ſvenſke Krone tilbage, endog uden ſynderlig Medvirkning af andre, ved kun at lade Tingene der ſkytte ſig ſelv. Thi Kong Magnus’s Fordrivelſe og Mecklenburgernes Indkaldelſe havde aldrig været det egentlige Folks Sag, men var kun udgaaet fra et megtigt og ſelvraadigt

  1. Suhm, XIII. S. 738—741.