sig paa at bekræfte alle de Rettigheder, som Kjøbmendene i Kraft af dem tilegnede sig, maatte han vide, om de virkelig stod der; det var saaledes hans Anmodning, at man maatte tillade hans Sendebud og Klerk Gottskalk at afskrive dem og lade Afskrifterne bekræfte af Biskopen i Lübeck og andre gode Mend. Man skulde næsten formode, at Kongen og hans Raadsherrer havde haft Mistanke til Stæderne om, at de havde forfalsket de eldre Privilegiebreve; og mistænkeligt synes det virkelig, at Stædernes Raadmend selv aabenbart gjorde Vanskeligheder ved at fremlegge endog kun verificerede Copier af dem. Men paa den anden Side er det ogsaa besynderligt, at man ikke ved det norske Cancelli skulde have Copibøger, hvor de samme Breve stode indførte. Maaskee var det dog netop Afvigelsen mellem de foregivne Privilegier og de indførte Copier, som gjorde Kongen og Raadet mistænkelige. Angaaende dette saavelsom alt det øvrige ønskede Kongen en ny Samtale med Gesandter fra Stæderne, hvilke han derfor bad, at man maatte skikke ham, men forsynede med en fuldkommen Fuldmagt, saa at de kunde afslutte alt; og han bad, at man vilde lade ham vide, naar og hvor disse Sendebud kunde møde ham. Herpaa svarede samtlige Stæders Deputerede ved et Brev, dateret fra Lübeck den 24de Juni, at de vare villige til at holde et Møde med ham paa et bekvemt Sted næste Aars Valdborgsmesfe eller 1ste Mai, og at de gjerne ønskede det sluttet før Pintsen (1ste Juni); om alt dette vilde Gottskalk kunne give ham nærmere Beskeed. Imidlertid bad de ham om, at han vilde med Naade modtage Kjøbmendene og deres Tjenere og lade alt bero til det Bedste, hvorimod de ogsaa i alle deres Besiddelser vilde vise sig velvillige mod ham[1]. Det er heraf temmelig umiskjendeligt, at man nu fra begge Sider for Alvor nærmede sig hinanden venskabeligt og søgte at bringe et endeligt Forliig istand, hvilket derfor ogsaa lykkedes, som vi snart ville faa at see.
De nysanførte Klagemaal i Kong Haakons Brev til Stæderne vise, at der enten allerede var udbrudt Fjendtligheder ved det mecklenburgske Parti i Sverige, eller at der idetmindste øvedes saadanne gjensidige Ubehageligheder med Opbringelse eller Beslagleggelse af Gods, Paagribelse af Personer o. s. v., som omsider maatte medføre en aabenbar Krig. Kong Albrechts Stilling i Sverige var intet mindre end misundelsesverdig, og der vare alle Udsigter til, at det gamle Dynasti atter vilde kunne vinde den svenske Krone tilbage, endog uden synderlig Medvirkning af andre, ved kun at lade Tingene der skytte sig selv. Thi Kong Magnus’s Fordrivelse og Mecklenburgernes Indkaldelse havde aldrig været det egentlige Folks Sag, men var kun udgaaet fra et megtigt og selvraadigt
- ↑ Suhm, XIII. S. 738–741.
