falingen over og Forsvaret af de fire Slotte i Skaane, der ifølge Tractaten skulde overlades Stæderne paa femten Aar, mod Fjerdedelen af de Dele af Tolden og Indkomsterne, der skulde tilfalde Stæderne. Dette Hverv kunde han ikke have overtaget, hvis der ikke nu havde været den bedste Forstaaelse mellem Kong Valdemar, hvis tro Mand han var, og Stæderne[1]. Og da vi nu i det følgende ville see Hr. Henning afgjort paa Margretes og Olafs Side, synes det heraf at maatte følge, at ogsaa Stæderne allerede nu vare dem gunstigt stemte. Paa Hansedagen i Lübeck ved Midsommertid 1375 lod Valdemar endog allerede fremsette en Anmodning om at maatte faa disse Slotte, som han kaldte sin fedrene Arv, tilbage, og vel troede Stæderne at maatte afslaa ham dette, men de foreslog ham dog en nærmere Dagthingning derom, og anmodede fremdeles Hr. Henning om at forestaa Slottene[2]. Paa samme Møde lod Kong Haakon ved sin Notarius, Decanen Gottskalk, atter Klager fremsette over de tydske Kjøbmends Ustyrlighed i Norge, og Stæderne svarede paa den allerhøfligste Maade, tilkjendegivende, at de gjerne vilde holde en Dagthingning med ham næste Aars 1ste Mai, eller før Pints, og bad ham imidlertid at tage naadigt mod Kjøbmendene og deres Tjenere, idet de ej tvivlede paa hans Godhed, og at han gjerne vilde lade Alt blive ordnet til det Bedste, hvorimod de ogsaa vilde vise sig velvillige imod ham. Med Mecklenburgerne i Sverige derimod og deres Tilhængere var han fremdeles paa en fjendtlig Fod. Foruden de Klager, han tidligere havde fremsat over, at enkelte af de tydske Kjøbmend kom hans Uvenner til Hjelp, klagede han nu ogsaa over, at da tre Skibe sidstforløbne Høst[3] vare komne fra Stockholm til Marstrand, ladede med hans Uvenners Gods og Varer, og hans Folk vilde legge Beslag paa Godset, hindrede de tilstedeværende tydske Kjøbmend dem deri; han kunde vel, yttrede han, selv have taget Hevn over dette, men havde undladt det, i Haab om at Stædernes egen Anstændighedsfølelse vilde tilsige dem at gjøre, hvad Ret var. Med Hensyn til dette, og mere lignende, ønskede Kongen at vide, om Stæderne, især Lübeck, vilde skaffe ham hans Øiet, eller om han selv skulde tage sig til Rette. Hvad de Privilegier angaar, som Stæderne ønskede fornyede, yttrede Kongen, at han, lige siden han tiltraadte Regjeringen, endnu aldrig havde seet de af sine Formend derom til Stæderne givne beseglede Breve, og førend han kunde indlade
