Hvad Dronning Margrete og hendes Mand Kong Haakon i denne Tid selv have virket for at befordre Sønnen Olafs Interesser i Danmark, findes heller ikke nogensteds omtalt, uagtet det dog er utænkeligt, at en Kvinde med saamegen Statsklogskab og Handlekraft, som Margrete, ikke allerede nu skulde have sat alle mulige Kræfter i Bevægelse for at bringe Sønnen paa hendes Faders Trone. Der omtales ingensteds, hvor Margrete opholdt sig i Aaret 1375; men intet synes rimeligere, end at hun selv har været nede hos Faderen for baade at paavirke ham og skaffe Sønnen og sig et Parti blandt Rigets Statsmend. Endog uden Hensyn til de politiske Forhold synes det i sin Orden, at hun, efter Faderens lange Fraværelse, idetmindste een Gang endnu aflagde ham et Besøg og forestillede ham hans spæde Dattersøn. Det er navnlig høist sandsynligt, at Margrete kan have været nede i Danmark om Høsten 1374 og henimod Julen, medens hendes Mand og Svigerfader var paa Vestkanten, og den sidste afgik ved Døden. Under 14de Marts 1375 udgav nemlig Pave Gregorius en Skrivelse, hvorved han paa Kong Haakons og Dronning Margretes Ansøgning overdrog den roeskildske Klerk Magnus Peterssøn, der stod i deres Tjeneste, et Canonicat i Roeskilde[1]. Vi have seet, at da Kongeparret ved en tidligere Lejlighed søgte Pavestolen om Begunstigelser for flere geistlige og verdslige Herrer i Danmark, var det netop under et Ophold i dette Rige, og det er derfor ingen dristig Slutning, at de, idetmindste een af dem, ogsaa nu have opholdt sig der, da de afsendte Ansøgningen, hvilket maa være skeet seenhøstes 1374. Det er ikke i nogen Maade usandsynligt, at Kong Haakon selv, da han om Høsten vendte tilbage fra Bergen, eller strax efter Tilbagekomsten til Østlandet, har gjort en Reise til Danmark med sin Dronning for at aflegge Svigerfaderen et Besøg og for ellers at virke hvad han kunde til Hustruens og Sønnens Bedste.
Hansestæderne, paa hvis Samtykke det maatte komme Prætendenten til Danmarks Krone saa meget an, synes ikke at have været Margretes og Olafs Fordringer ugunstige. Hertil bidrog flere Omstændigheder. For det første var det dem nu virkelig om at gjøre at bringe Underhandlingerne med Norge til Ende og faa sine Privilegier i dette Land bekræftede, og derfor laa det i deres Interesse at vise sig venlige mod det norske Kongehuus, med hvem de desuden stod i Penge-Underhandlinger. For det andet stod Danmarks mægtigste Mand næst Kongen, Drottseten Hr. Henning Putbusch, der i Kongens Fravær havde været Danmarks Høvedsmand, i den nøjeste Forbindelse med Stæderne, saasom han endog, lige fra Fredsslutningen af, ifølge en udtrykkeligt med Stæderne afsluttet Overeenskomst, paa deres Vegne havde overtaget Be-
- ↑ Reg. Gregor. XI. cod. chart T. 23 (ann. 5.) fol. 38.
