Halvdeel af 1372 og tilbragte de faa Aar, han derefter levede, fornemmelig med Bestræbelser for fremdeles at indløse og sammensanke til Kronen de mange Hereder og Slotte, som endnu befandt sig i forskjellige Panthaveres Hænder. I Særdeleshed synes Gjenforeningen af Sønderjylland med Riget at have ligget ham paa Hjertet, hvortil der nu ogsaa var saa meget bedre Udsigt, som den sidste Hertug af Abels Stamme, Henrik Valdemarssøn, ingen Børn havde. Det lykkedes Kongen enkeltviis at faa flere af de sønderjydske Slotte med tilliggende Hereder i sin Besiddelse, som Haderslev, Aabenraa, Lille Tønder, samt Slottene paa Als. Ogsaa Slesvig og Gottorp søgte han at indløse fra de holstenske Grever, der havde haft dem i sin Besiddelse lige fra Grev Gerhards Dage, men de negtede reentud at give dem tilbage, uagtet Valdemar tilbød dem Pantesummen, det var dem nemlig altfor magtpaaliggende selv at have et Fodfeste i Hertugdømmet, som de gjorde Fordring paa, deels paa Grund af sit Slegtskab med Hertug Henrik, deels i Kraft af Forliget i Ribe 1330[1]. Denne deres Fordring, som de ikke lagde Dølgsmaal paa, var de Danske intet mindre end behagelig: de mindedes noksom, hvad ondt de allerede havde udstaaet under Tydskernes Velde. Herom brød imidlertid Greverne, det vil da egentligt sige „den jernfaste“ Grev Henrik, sig ikke synderligt; han stolede paa sin Magt og Krigsduelighed saavelsom paa sine Forbindelser i Tydskland. Fornemmelig laa det i Forholdenes Natur, at de maatte have Interesser fælles med Mecklenburgerne, med hvilke de desuden vare nøje forbundne ved Svogerskab. Efter Hertug Henriks Død, der synes at være indtruffen i Midten af 1375[2], skal det endog allerede være kommet til Fjendtligheder mellem Kong Valdemar og Greverne. Der synes ej at kunne være nogen Tvivl om, hvorvel det ingensteds tydeligt er udtalt, at denne aabenbare fjendtlige Holdning, som Holsterne antog ligeoverfor Kong Valdemar, og som tegnede sig til at kunne blive en Kamp indtil det Yderste, ogsaa maatte bidrage til at svekke Venskabet mellem ham og Mecklenburgerne og bringe ham til at virke hvad han kunde for at skaffe sin Datter Margretes og hendes Søns Fordringer Medhold hos Magthaverne i Riget. I alle Fald maatte Omstændighederne af sig selv føre det med sig, at det antitydske eller patriotiske Parti i Danmark nu var uvenligt sindet imod Mecklenburgerne, hvis Ætts Erhvervelse af Danmarks Trone først og fremst vilde medføre Befestelsen af det holstenske Herredømme i Jylland og saaledes blive eensbetydende med Rigets fuldkomne Underkastelse under det tydske Aag.
