Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/100

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
52
Haakon Magnusſøn.

Halvdeel af 1372 og tilbragte de faa Aar, han derefter levede, fornemmelig med Beſtræbelſer for fremdeles at indløſe og ſammenſanke til Kronen de mange Hereder og Slotte, ſom endnu befandt ſig i forſkjellige Panthaveres Hænder. I Særdeleshed ſynes Gjenforeningen af Sønderjylland med Riget at have ligget ham paa Hjertet, hvortil der nu ogſaa var ſaa meget bedre Udſigt, ſom den ſidſte Hertug af Abels Stamme, Henrik Valdemarsſøn, ingen Børn havde. Det lykkedes Kongen enkeltviis at faa flere af de ſønderjydſke Slotte med tilliggende Hereder i ſin Beſiddelſe, ſom Haderslev, Aabenraa, Lille Tønder, ſamt Slottene paa Als. Ogſaa Slesvig og Gottorp ſøgte han at indløſe fra de holſtenſke Grever, der havde haft dem i ſin Beſiddelſe lige fra Grev Gerhards Dage, men de negtede reentud at give dem tilbage, uagtet Valdemar tilbød dem Panteſummen, det var dem nemlig altfor magtpaaliggende ſelv at have et Fodfeſte i Hertugdømmet, ſom de gjorde Fordring paa, deels paa Grund af ſit Slegtſkab med Hertug Henrik, deels i Kraft af Forliget i Ribe 1330[1]. Denne deres Fordring, ſom de ikke lagde Dølgsmaal paa, var de Danſke intet mindre end behagelig: de mindedes nokſom, hvad ondt de allerede havde udſtaaet under Tydſkernes Velde. Herom brød imidlertid Greverne, det vil da egentligt ſige „den jernfaſte“ Grev Henrik, ſig ikke ſynderligt; han ſtolede paa ſin Magt og Krigsduelighed ſaavelſom paa ſine Forbindelſer i Tydſkland. Fornemmelig laa det i Forholdenes Natur, at de maatte have Interesſer fælles med Mecklenburgerne, med hvilke de desuden vare nøje forbundne ved Svogerſkab. Efter Hertug Henriks Død, der ſynes at være indtruffen i Midten af 1375[2], ſkal det endog allerede være kommet til Fjendtligheder mellem Kong Valdemar og Greverne. Der ſynes ej at kunne være nogen Tvivl om, hvorvel det ingenſteds tydeligt er udtalt, at denne aabenbare fjendtlige Holdning, ſom Holſterne antog ligeoverfor Kong Valdemar, og ſom tegnede ſig til at kunne blive en Kamp indtil det Yderſte, ogſaa maatte bidrage til at ſvekke Venſkabet mellem ham og Mecklenburgerne og bringe ham til at virke hvad han kunde for at ſkaffe ſin Datter Margretes og hendes Søns Fordringer Medhold hos Magthaverne i Riget. I alle Fald maatte Omſtændighederne af ſig ſelv føre det med ſig, at det antitydſke eller patriotiſke Parti i Danmark nu var uvenligt ſindet imod Mecklenburgerne, hvis Ætts Erhvervelſe af Danmarks Trone førſt og fremſt vilde medføre Befeſtelſen af det holſtenſke Herredømme i Jylland og ſaaledes blive eensbetydende med Rigets fuldkomne Underkaſtelſe under det tydſke Aag.

  1. Scr. R. Dan. VII. S. 400—402. Suhm, XIII. 745, 771.
  2. Han levede endnu den 7de Juli, men var død før 25de September, ſee Suhm, XIII. 747.