maner og Kæmpeviser, men lod de gamle Konge- og Heltesagaer ligge og saaledes endog tabte den forhen saa udbredte Kundskab i Fedrelandets Historie. Paa Island var det dog forsaavidt bedre, som man dog der, hvad talrige Afskrifter endnu vidne om, fremdeles afskrev de gamle ypperlige Sagaer, (hvoraf flere derved endog reddedes fra Undergang), ja endog bearbeidede dem i nye Redactioner, saaledes som den forhen (S. 308) omtalte Abbed Berg Sokkessøn i Tveraa Kloster (1325–c. 1350), der samlede og redigerede den vidtløftige Olaf Tryggvessøns Saga efter det Mønster, som Snorre Sturlassøn allerede havde givet i sin Bearbeidelse af Olaf den Helliges Saga. Berg skal ogsaa have forfattet flere Helgensagaer. Endvidere optegnede flere Islendinger i Annaler de Aar efter Aar forefaldende Begivenheder, og det ej alene dem paa Island, men tildeels ogsaa de vigtigste Tildragelser i Norge. Blandt dem, der beskjeftigede sig hermed, maa vi især nævne den oftere omtalt Einar Havlidessøn, fød 1306, Søn af den anseede Prest Havlide Steinssøn. Indviet til Prest 1331 af Biskop Jon Halldorssøn beklædte han mange vigtige geistlige Embeder i sit Fedreland, var oftere i Vacancer Bestyrer af Hole Biskopsstol, besøgte Curien i 1345, stod under Jon Skalles Strid med Eyfjordingerne ivrigt paa Biskopens Side, og døde i en høj Alder 1393[1]. Han synes i den længste Deel af sit Liv at have ført Annaler, og om man vel ikke har hans oprindelige Optegnelser, kan man dog tydeligt see, at de ligge til Grund for flere senere Annal-Haandskrifter, og hvad der saaledes skriver sig fra ham, udgjør disses bedste og paalideligste Indhold. Det maa derhos ansees saagodtsom aldeles vist, at han er Forfatteren af Biskop Laurentius’s Saga. Om den talentfulde Munk Eystein Asgrimssøn, Forfatteren af det skjønne Digt Lilja, have vi nys ovenfor talt. I Norge derimod findes der, som sagt, ikke Spor af literært Liv, uden for saa vidt som den højere og lærdere Geistlighed, der sedvanligviis havde studeret udenlands, i Orleans, Paris eller Bologna, syslede med den canoniske Ret og erhvervede ej ubetydelige Kundskaber deri, saavelsom i den Tids Theologi. Decretalerne eller Brudstykker deraf, Pandecterne, canonistiske Afhandlinger og theologiske Smaaskrifter ere saaledes de fleste Bøger, som man ved Inventarier over norske Geistliges Efterladenskaber finder opførte i deres Bogsamling. Som Exempel kunne vi anføre Fortegnelsen paa nogle Bøger, som Biskop Botulf i Stavanger den 2den Februar 1370 skjenkede til Biskopsgaarden for en Gudrun Hallsteinsdatters Optagelse som Proventkvinde sammesteds. Han siger selv udtrykkeligt, at det var de Bøger, som han ejede, førend han blev Biskop. Det var Decretalerne med
- ↑ See om ham især Finn Jonssøns Kirkehistorie I. S. 591 flgg.
